SVIGERDATTEREN
Anna Lauridsen sætter et stort fad med helstegt and midt på det smukt dækkede bord, og sukker stille. Om lidt ankommer sønnerne og deres hustruer.
Den yngste er netop blevet gift, en helt enkel og stille vielse. Anna havde nu forestillet sig et større bryllup. Da hun selv blev gift med sin mand, sprang de bare på rådhuset, uden den store festivitas de fik endda først råd til vielsesringe et helt år senere, to tynde guldringe. Men hun drømte om at give børnene en rigtig fejring. De valgte nu selv. Det må man respektere.
Hun har kun ét minus hun er altså lidt for optaget af sig selv, har Anna betroet sig til en god veninde. Men det skal der føres en snak om, tænker hun.
Svigerdatteren, Lærke, er ellers en sød og rar pige. Hun har haft en god indflydelse på sønnen, Gustav. Det var hende, der motiverede ham til at finde et godt job, og igen støtter ham til at udvikle sig. Indtil han fyldte tredive, havde han ikke de store ambitioner Anna begyndte at blive bekymret. Nu går det hele meget bedre.
Men Lærkes eneste anke er, at hun er meget selvplejende hyppige besøg hos frisør, kosmetolog, negletekniker. Hun bruger mange penge på den slags. Anna mener ikke, det passer sig for en gift kvinde med familie at prioritere sig selv så højt.
Når børnene engang kommer, hvad så? Springer hun et par nye støvler over og tager i stedet til manicure? Anna forstod ikke den tankegang. Hun havde altid tænkt på alles behov før sine egne, især siden hendes mand døde. Selv som voksne kunne sønnerne have brug for en håndsrækning.
Annask tanker afbrydes af dørklokken her er de unge. Lærke træder ind i stuen som en stjerne. Håret nyklippet og stylet, negle pænt ordnet. Næsten intet make-up, men alligevel ser hun frisk ud efter kosmetologens dygtige hænder.
Lærke, hvor er du smuk! udbryder Anna oprigtigt, men kan alligevel ikke skjule en snert af misundelse. Og den habit, er den ikke ny?
Jo, jeg købte den i går, smiler Lærke. Vi fik en god bonus på arbejde.
Penge bør man spare op, bemærker Anna med moderlig erfaring. Alle bonusser, overtidsbetaling, tredtende månedsløn spar op til dårlige tider. Det får man brug for!
Lærke siger ikke noget. Hun kan godt lide Anna, hun er en god og jordnær kvinde, der har sat familien først. Alligevel synes Lærke ikke, at man skal gå og vente på, at uheldet er lige om hjørnet.
Aftenen forløber stille og roligt. Dog forsøger Anna diskret at tage snakken om økonomien og forbruget flere gange. Lærke forstår straks, at kommentarerne er ment til hende.
Hvornår var sidste gang, du fik lavet manicure, Anna? spørger hun så.
Jeg det har jeg aldrig prøvet. Ordner bare neglene derhjemme, så hænderne er rene, svarer Anna forlegen.
Ingen bemærker den korte samtale, men Lærke undres. At man kan opfostre to sønner, som nu klarer sig rigtig godt, og stadig ikke unde sig selv den mindste luksus!
På vejen hjem spørger hun Gustav: Gør din mor nogensinde noget godt for sig selv?
Tja, hun laver jo god mad og inviterer på middag. Ser tv, besøger naboerne indimellem. Hvorfor?
Jeg tænkte bare, hun kunne have glæde af at prøve nye ting en tur i biografen, i teatret, en aften på restaurant
Ej, det gider hun ikke, mener Gustav.
Lærke tier stille. Hun sammenligner Anna med sin egen mor, som, selvom pengene var små, altid fandt plads til en ny kjole eller en god klipning, og købte årskort til byens teater.
Lærke beslutter, at Anna fortjener at prøve at prioritere sig selv bare lidt mere. For egne og børnenes skyld.
Et par dage senere ringer Lærke og foreslår en tur ud sammen, en kop kaffe, og måske et smut i salon, hvor Lærke selv har planlagt tid hos kosmetolog. Hun tilbyder Anna en behandling, hvad hun selv har lyst til.
Ej, det er da ikke nødvendigt, svarer Anna nervøst. Jeg kan vente på dig i forhallen eller tage en lille tur udenfor.
Hvorfor ikke bruge tiden på dig selv? Prøv bare manicure og lidt håndmassage?
Tøvende takker Anna ja. Lærke kontakter salonen på forhånd og forklarer situationen:
Piger, giv min svigermor den bedste oplevelse og forkæl hende lidt ekstra, nævn ikke priserne, sig bare jeg har betalt. Giver hun smag for det, kommer hun tilbage!
På dagen tager Lærke en lidt modvillig Anna med i salon og overlader hende til de professionelle hænder:
Det varer kun en halv time, ikke sandt, Lærke? Og hvad med betalingen?
Da damen fra salonen fører Anna af sted, sætter Lærke sig i forhallen med mobilen. Denne dag har hun ikke planlagt behandling til sig selv.
Selvom det er weekend, svarer hun lidt på jobbet på mobilen.
Først to timer senere kommer Anna ud igen tydeligvis afslappet og glad. Salonpigerne har ydet lidt ekstra.
Ih, Lærke, jeg blev så forkælet. De bød både på kaffe og urtete. Personalet var så søde! Men det må have været dyrt.
Men vi har tilbud i dag! afbryder receptionisten. Inviterer man en veninde med, får hun behandlingen gratis. Så det er gratis for dig!
Lærke og Anna går hen på den nærliggende café. Anna nyder sin cappuccino og læner sig tilbage i stolen.
Skal vi ikke gøre det til en vane at tage på pigeture sammen? foreslår Lærke. De har ofte gode tilbud her i salonen, I kunne måske få glæde af det.
Det var virkelig rart, indrømmer Anna. Jeg har aldrig prøvet noget lignende.
Du skulle have prøvet for længe siden!
Ja, men dengang Børnene var små, og min afdøde mand var sparsommelig ikke meget plads til forkælelse. Og efterhånden mistede jeg interessen.
Men nu er der grund nok! Så du kan holde mig med selskab.
Anna overgiver sig, og siger, det kan hun godt af og til.
Sådan bliver det til, at svigermor og svigerdatter nu sammen forkæler sig Lærke hjælper forsigtigt Anna med at opdatere garderoben, altid med lidt pyntede priser.
Hun får Gustav til at invitere sin mor ud at spise. Snart går alle tre i biografen, og til jul giver Lærke Anna et gavekort til teatret.
Du ser da så frisk og ung ud, siger naboerne til Anna.
Det er den yngre generation, der smitter, smiler hun beskedent.
For første gang i mange år føles det, som om Annas ungdom begynder igen nu hvor hun har friheden som mor til to voksne sønner. 🪷🪷🪷En eftermiddag, mange måneder senere, mødes Anna og Lærke igen til kaffe på den samme café. De griner sammen over Annas forsigtige forsøg på at lægge eyeliner og de overraskende glitrende øreringe, hun har fået i fødselsdagsgave. Anna tager Lærkes hånd, og hendes øjne lyser med taknemlighed.
Du har givet mig noget tilbage, jeg slet ikke vidste, jeg savnede, hvisker Anna. Tænk, hvis jeg aldrig havde lært at gøre lidt godt for mig selv?
Lærke smiler. Du har jo altid givet alt til andre; nu er det din tur.
Senere, da Anna går hjem, mærker hun forårets lette vind mod ansigtet. Hun standser op, ser på sine nypudsede negle, og må le lidt af sig selv men trinnene er lettere, skuldrene rankere.
Da hun når sin gadedør, møder hun naboens barnebarn, der drager hende ind i en snak om mode, om drømme og lidt om livet. Før hun går ind, spænder hun kærligt tasken tættere ind til sig, og lover sig selv at fortsætte med at sige ja ikke bare til at hjælpe andre, men til alle de små glæder, der venter, hvis man tør åbne døren på klem.
Inde i entreen smiler hun i spejlet, nu med både varme og selvtillid. Børnene besøger oftere; huset fyldes med latter, liv og dufte fra nye retter, de har prøvet sammen. Anna taler i telefonen med Lærke hver uge. Hun gør det, hun aldrig troede, hun skulle: Hun glæder sig over forandring og over den gave, det er at blive forkælet, ikke kun af andre, men også af sig selv.
Og sådan, med nyvundne glimt i øjet, vinder Anna ikke bare sin svigerdatters kærlighed, men også noget, hun næsten havde glemt fandtes: glæden ved sit eget nye liv.
