– Magda, er du klar? Jeg kommer for sent i skole! Johanne rystede Kristians sidste skjorte og hængte den op på tørresnoren, der sneg sig gennem den åbne altan. Malingen på væggene skallede som forladte drømme, men lige præcis her følte Johanne sig hjemme, midt i det slidte og vindomsuste.
Hun gik hen til rækværket og stoppede op for måske tusinde gang. Fra syvende sal så hun skæve tage, tulipantræers kronblade og åen, der slingrede sig ud i morgensolen. Alt var badet i et overnaturligt, klart forårslys; hun måtte klemme øjnene sammen og støtte sig til det kolde metal. Det var sådan livet burde være skingrende stærkt. Alt var muligt! Hun vidste det hvis hun nåede det hun skulle, hvis hun knoklede nok. Så, ja! Så var der plads, selv for hende.
Men en uventet sky gled over solen, og i samme sekund blev alting mere virkeligt og lidt mere ordinært. Sådan var drømme altid: pludselig hiver virkeligheden én ned igen. Men hvad var det nu, Solvej plejede at sige? At virkeligheden var det, vi selv skabte? At det kun var vores valg, der formede det hele? Johanne sukkede at ville, det var en ting, men at gennemføre Var der penge til det? Lillebror og lillesøster var stadig små, og faren sled i det for at holde sammen på det hele. University eller arbejde? Hun så ingen anden vej end at finde et job og hjælpe til.
Johanne kiggede på det lille armbåndsur, far havde givet hende i anden klasse hun gispede; de kom for sent! Med det tomme vaskebalje i favnen jog hun døren op til stuen.
Magda sov drømmende sødt med hånden under kinden, hendes lyse krøller spredt ud over puden. Så smuk, syntes Johanne, som hun stod og betragtede hende. De lange øjenvipper lavede skygger på de runde kinder, og selvom det krævede arbejde at tage sig af de krøller, ville hun ikke klippe dem. Deres mor havde haft sådan nogle det lignede hun, men det var længe siden, der var plads til at savne. Johanne hadede tanken om forræderi. Der er meget, man kan tilgive, men ikke at blive forladt. Magda var så lille, hun kunne ikke huske hende. For hende var Johanne blevet mor, hvilket ofte førte til fordomsfulde blikke på legepladsen. Engang havde damerne nærmest overfaldet hende.
De boede her, siden deres farmor døde og lejligheden blev deres. I den snørklede, sammenpressede toværelses var der blevet for trang nu strejfede de rundt i farmors fire store rum.
Farmor havde været streng, professor på universitetet, holdt sig for sig selv og snakkede hovedsagelig med bøger. Johanne forstod ikke meget som barn, men hun blev hurtigt træt af farmorens kolde tone. Hun kom dog og hjalp, men havde ondt i kæben, når hun tog hjem.
– Du ligner din mor, og jeg tvivler du bliver til noget. Måske, hvis du har lidt af vores gener, men egentlig, din far Nå, men hvis du ikke lærer noget, ender du som hende.
Johanne tidede. Hvad kunne hun sige? Farmor brød sig ikke om modsigelser. Hendes far skældte aldrig ud, selv når farmor klagede over hende. Men hendes ansigt blev mørkt, og resten af dagen tav han i sin egen sorg. Det var værre end straf. Hun lærte at bide det i sig. Kun én gang råbte hun farmor op.
– Magda og Kristian er sandsynligvis ikke din fars børn. Derfor vil jeg ikke høre om de unger i mit hjem!
– Så kommer jeg heller ikke mere! Johanne knugede neven.
Farmors overraskede blik hun var et øjeblik bange for at smadre alle de porcelænsfigurer, hun tørrede støv af. Dem hadede hun; over to timer skulle bruges på dem. Farmor nægtede at lade de små komme ind, af frygt for fortinnede gamle nips. Det var ikke børnebørn, bare…
– Jeg kommer ikke mere råbte Johanne, flåede sin dunjakke på og var ude af døren på ingen tid. Da hun kom hjem, sad Magda og pludrede i kravlegården, og Johanne løftede hende op og hviskede:
Du er min! Og Kristian er også min! Vi hører sammen uanset, hvad de siger! Vi har hinanden!
Faren dukkede op i døråbningen til badeværelset, overrasket over at se Johanne græde midt i stuen. Magda begyndte også at hyle, da hun mærkede de våde kinder. Kristian, fra køkkenet, stak hovedet ind:
– Hvad sker der dog?
– Tja…
– Kvinder, altså! Kristian slog ud med armene, greb dem begge og krammede. Tuder vælter! Nu er der aftensmad pasta og det hele.
Farmor ringede en time senere. Johanne stillede tallerkenen fra sig og slukkede for hanen. Faren lød først overrasket, så vred, og til sidst bare oprevet. Johanne skuttede sig sammen, ventede på stormen
Men den kom ikke. Faren kom bare ud i køkkenet, lagde armene om hende og sagde lavmælt:
– Du skal ikke gå til farmor mere.
– Hvorfor?
– Fordi ingen, heller ikke familie, skal nedgøre dig eller din familie.
Lettet hvilede hun mod hans skulder. Slut med evig dårlig samvittighed.
Farmor døde halvandet år senere. De sidste måneder var Johanne alligevel begyndt at tage med faren til hospitalet. Den lille, blege kvinde lignede ikke den farmor, hun havde kendt. Den kølige, dømmende stemme var uforandret, og sygeplejerskerne åndede lettet op, når Johanne havde hendes opmærksomhed.
– Du er en ganske særlig pige sagde ældste sygeplejerske og klappede Johanne på skulderen. Din farmor lad ikke bitterheden slippe ind. Hvis et menneske kun har kulde, har hun aldrig lært glæde, og så dør hun fattig, selv på dødslejet.
Sidste dag var farmor stille og blød, kiggede op i de mørke skyer. Johanne pakkede sine ting og rejste sig for at gå.
– Vente lidt – stemmen var næsten en hvisken. Tilgiv mig, min pige Fortiden gik mærkeligt. Pas nu på din far.
Johanne nikkede, kyssede hende på kinden og forsvandt.
Farmor døde samme dag. Johanne tog småsøskende med ind på værelset, mens faren lod sorgen dryppe stumt ud i det mørke køkken, inden han igen forberedte mad til i morgen.
Flytningen hang tungt over dem Magda var syg, Kristian stædig og urolig. Faren forsvandt mellem arbejde og hjem. Johanne pakkede kasser og hviskede til nogen usynlig om, at alt skulle blive bedre nu. Hun vidste ikke, hvem hun bad til, men hun følte sig hørt.
I farmors gamle lejlighed fik alle pludselig et værelse. De rodede rundt de første dage, men snart faldt Magdas seng ind til Johannas, for hun endte alligevel altid hos storesøster. Kristian flyttede nærmest ind i køkkenet, og de tog lektierne sammen over spisebordet.
– Lidt salt i kartoflerne? Johanne bøjede sig over fysikbogen. Tallenes gåder lod hun helst komme til sig i stilhed.
– Nu koger suppen, hvad nu?
– Vent! Hun lagde blyanten og skar grøntsager.
– Det går ikke op, jeg fatter ikke de negative tal… Johanne, hjælp!
– Lad mig se, Kristian, hvad har du lavet?
Magda tegnede alvorligt i sit malebog stor søster og storebror lavede jo lektier!
Det var tungt i starten. Faren knoklede, og Magda var tit syg, så Johanne måtte blive hjemme. Indtil Solvej dukkede op.
En dag stod Solvej, opgangsnaboen, pludselig på legepladsen, hvor Magda kaldte:
– Mor! lød Polidas stemme over hele gården, og straks stirrede mødrene. Johanne mærkede blikkene Hvem var så denne mor? Kunne sådan en ung pige have født? Hvor var skammen dog blevet af
Døren til virkeligheden blev slået op, da Solvej, ung og rank, med søn på hoften satte fod ned.
– Hvad er der her foregår?
– Vi har fået ny, men altså hviskede en.
– Forældreløs og alt det der, sagde en anden.
– Undskyld mig! sage Solvej. Pigen passer bare sin søster.
Den mest højtråbende kvinde tav Solvej havde pondus, hun var jurist, folk gik til hende, når livet slog knuder. Snart var alle på vej væk. Solvej smilede til Johanne:
– Hvad hedder du?
– Johanne, og hun hedder Magda.
– Kald mig bare Solvej, ikke noget tante-halløj, der er ikke så stor forskel mellem os!
Johanne kunne ikke huske, hvordan Solvej blev hendes ven, men på mærkværdig vis blev hun det og lige præcis dét hun trængte til.
Alle respekterede Solvej hendes fag, hendes diskretion, hendes hjælp. Imens talte hun over gardinerne, gamle retssager og hvor hurtigt folk smed hinanden under bussen, hvis sandheden truede perfektheden.
– Er du klar over, hvad jeg ved om naboerne? Solvej lo, mens de hængte gardiner op.
Johanne nikkede, for hun vidste. Lige netop derfor var de flyttet væk fra dem, der huskede hvorfor mor var væk.
Det blev Solvej, Johanne betroede sig til. Smerte, gammel skam, og hvad nu hvis hun var dømt til at ende som sin mor? Skyld var altid tungest, når man ikke delte den.
En dag skulle Solvej til høring og bad hende fodre katten. Johanne sukkede, hvor svært kunne det være men Solvej lo:
– Ham Emil bliver fornærmet, hvis han ikke får mad og så vækker han mig natten lang!
– Kan du ikke bare lukke døren til?
Solvej gestikulerede. Se! Og lukkede døren til køkkenet, hvor Emil sov. Sagde “Et, to, tre,” og straks ruskede katten i den så døren nær var sprunget op.
Johanne blev forsinket, Magda drillede i garderoben og valgte is i supermarkedet i en evighed så kom hun først klokken otte om aftenen.
– Beklager, Emil! Her er mad…
Døren smækkede. Solvej lagde sin taske og sank forpustet ned.
Tak, at du kom, Johanne og pludselig græd Solvej hun, som altid var stærk, var pludselig helt almindelig skrøbelig.
Johanne satte sig, lagde armen om hende.
Undskyld, det hele vælter mor er væk, jeg har jo kun mig selv
Og mig! Er jeg ikke en person?
Solvej smilte i tårerne og strøg hende over håret:
Krøller har altid ønsket mig dét. Og… et barn.
Johanne var stille.
Men man kan jo lave krøller, grinede hun. Og børn…
Solvejs smil visnede; hun rodede en mappe op af tasken.
Det her er min dom, Johanne. Intet barn. Noget gik galt, og det er min skyld. Nogle fejltagelser koster alt, husk det altid!
Det hele startede som en drøm; hun blev gravid med Max, barndomsvennen. Alt skulle times og tilrettelægges. Udlandsrejser, job. Men så skete uheldet knallert, hospital, mistab.
Forholdet brast i taushed, Max gled væk med sorgen, de blev skilt. Et år senere, en afklaring på en restaurant: Fortiden var væk, minderne forblev. Da han friede igen, turde hun ikke; kunne ikke binde ham til sin tomme mave.
Du har vel spurgt lægerne om de er sikre?
Det er de. Sandsynligheden er så lille
Prøv det først, græd bagefter! sagde Johanne.
Solvej lo hvor var al din visdom fra, du er bare en pige?
Gode lærere, Johanne satte elkedlen over.
Fortæl nu om din mor. Hvor blev hun af? Nu er det din tur. Ærlighed for ærlighed.
