Mille, er du klar? Jeg kommer for sent i skole! Freja rystede Kristoffers sidste skjorte og hængte den op på snoren på altanen. Udestuen var ikke indglasset. Malingen på murene var krakeleret, men stedet var hendes yndlingshjørne i lejligheden.
Freja gik hen til gelænderet, og endnu engang stod hun stille og nød udsigten. Syvende sals højde gav et fantastisk blik ned over søen og kvarteret i Valby. Solen væltede ind nu, erantis og morgenens klare forår slørede alt i lys. Freja kneb øjnene sammen, lod sine slanke fingre stryge metalrækværket. Her var livet! Lyst, smukt, med alt foran og så glitrende, at øjnene svier! Og sådan bliver det. Engang. Bare jeg holder ud, får jeg ordnet det hele, så skal det nok gå min vej!
En sky gled forbi og dækkede solen et øjeblik. En kulde gennemstrømmede hende tilbage til virkeligheden. Det sker altid; drømme først, og så, bum, virkelighed. Men, hvad var det Sofia plejede at sige? Virkeligheden former vi selv? Frejas liv blev, hvad hun lavede den til. Sofia havde nok ret klog kvinde. Hun var jurist og sagde tit, at Freja sagtens kunne komme på universitet, hvis hun ville. Det var bare om hun ville. At ville er ikke nok. Freja sukkede. Der måtte tænkes grundigt over tingene. Som det gik nu, kunne hendes far ikke klare det hele alene. De små søskende var stadig små, og der var så få penge kroner skulle vendes. Det betød, Freja måtte vælge uddannelse eller arbejde. For nu var der kun én mulighed: finde job og hjælpe far.
Hun kiggede på det lille ur, hun havde fået af far i 2. klasse, og gispede. For sent! Hun greb den tomme vasketøjskurv og smækkede altandøren op.
Lille Mille sov, hånden under kinden, så sødt at Freja bare stod og så beundrende på sin søster. Smuk var hun. Lange vipper, lyst krøllet hår i viltre lokker på puden. Det krævede megen pasning, men Freja nægtede at klippe det sådan noget skønhed måtte bevares. Deres mor havde haft samme slags hår. Tanken om moren trykkede. Mange ting tilgiver man, men forræderi det kan man ikke. Mor havde forladt dem. Mille havde været spæd, og kunne ikke engang huske hende. Hun kaldte nogle gange Freja for “mor”, hvilket indimellem gav skæve blikke på legepladsen. Freja smilede, da hun huskede de første gange naboerne skyndte sig at kommentere det.
De flyttede til denne lejlighed efter mormor døde, og far arvede hende. Deres gamle, lille toværelses i Brønshøj var blevet for trang, så nu boede de i mormors rummelige fireværelses.
Mormor var streng og afmålt, lektor på universitetet, og talte aldrig med nogen i opgangen hun mente naboerne manglede dannelse. Som lille fattede Freja ikke hvorfor, men senere forsøgte hun at besøge mormor så lidt som muligt. Den måde mormor talte på og behandlede folk kunne Freja ikke døje. Ja, hun kom for at hjælpe, men bed tænderne sammen og fandt sig i alt, der blev sagt.
Du ligner din mor. Men bliver du nogensinde til noget, kun hvis vores gener viser sig. På din far fik naturen pause, så måske vågner intet. Din eneste redning er viden! Lær, eller end som din mor.
Freja svarede aldrig. Hvad nytter det? Mormor tålte ingen modsigelse. Far bebrejdede aldrig Freja efter mormors klager, men sårede ord var straf nok. En mørk far og en lukket dag sagde det hele. Derfor indordnede Freja sig helst stille, gjorde rent uden brok og ræsede hjem ved første given lejlighed. Kun en gang gav hun slip og råbte vredt op imod mormor.
Dine søskende er ikke din fars børn for mig eksisterer de ikke! Ingen snak om dem under mit tag, forstået?
Så kommer jeg heller aldrig mere her! råbte Freja, knyttede næverne.
Hvad sagde du? mormors overraskelse var overraskende. Freja var tæt på at rive alle porcelænsfigurer ned, som hun hadede at støve af. Mormor holdt dem hellige, og ingen små børn var velkomne af frygt for uheld. Porcelæn var dyrt, mente mormor, børn udenfor familien.
Jeg kommer ikke igen! sagde Freja, så ud i gangen, trak hurtigt frakken på og løb hjem. Mille pludrede i kravlegården, og Freja smed kun støvlerne i entréen, samlede Mille op og hviskede.
Du er min! Og Kristoffer også! Vi hører sammen, altid. Vi behøver ingen andre!
Far dukkede op i døråbningen fra badeværelset, hvor han vaskede børnetøj, og så overrasket på sin store datter, der græd i stuen. Mille fnisede, så fugtige kinder blev undersøgt med små fingre, og snart hylede hun højere end Freja. Kristoffer stak hovedet ind fra køkkenet, hvor han lavede lektier.
Hvad sker der nu?
Ingen anelse!
Kvinder han trak grinende begge søstre ind til sig. Tuder I mere, eller skal vi spise? Far og jeg har lavet pasta.
Et opkald fra mormor lød en time senere. Freja slap fatningen om tallerkenerne og slukkede for vandet. Fars stemme lød undrende, derefter vred, til sidst hård. Freja satte sig stille på stolen, krøb sammen. Bliver det nu ballade?
Men intet skete. Om aftenen kom han i køkkenet, lagde armene om hende og kyssede hende i håret.
Du skal ikke besøge mormor mere.
Hvorfor?
Fordi ingen har lov at nedgøre dig og din familie. Familie eller ej.
Freja sank en lettelsens tåre mod sin fars skuldre. Den trykkende følelse var væk nu kunne hun tage sig af sine egne og de små.
Da mormor døde halvandet år senere, begyndte Freja igen at besøge hende de sidste måneder, efter at have set hende på hospitalet. Den radmagre, blege kvinde forsvandt helt i de hvide lagner på Rigshospitalet. Kun tonen var intakt mormor snærede stadig af personalet. Freja tog sin fars hånd:
Jeg bliver.
Kære, det behøver du ikke
Jo, det gør jeg.
Sygeplejerskerne sukkede lettet, da de så, at der kom en formidler. Freja gik i skole om eftermiddagen, så hun kunne tage ind om morgenen. Mormor dæmpede sig, når Freja sad ret i stolen, og ind imellem blev hjælpen særdeles værdsat.
Du er et særligt barn Frida, den ældre sygeplejerske, lagde armen om Freja. Og mormor lad være at bære nag. En fattig sjæl bliver aldrig rigtig lykkelig. Hun går bort uden nogensinde at forstå sig selv eller livet.
Sidste gang Freja så mormor, var hun usædvanligt stille. Hun lå og så ud på det grå himmel over Nørrebro, imens Freja skrev et dansk-essay på knæene og pakkede tasken sammen.
Jeg smutter nu.
Vent stemmen var svag, så Freja snurrede rundt. Tilgiv mig, barn. For alt. Livet var fjollet. Pas på din far
Freja nikkede, tog sin rygsæk og gik. Lige ved døren stoppede hun, trådte tilbage og kyssede mormor på kinden.
Sov godt! Jeg kigger ind i aften.
Hun nåede at se mormor som end ikke ville møde hendes blik. Så hastede hun afsted. Næsten en time til skolen, tiden var knap.
Samme dag gik mormor bort. Freja tog tyst imod beskeden, samlede de små og lukkede sig inde med dem. Mormor havde været nærmest ulidelig, men for deres far Hun havde været hans mor. Freja vidste, han ville græde i køkkenet, tørre øjnene, så børnene ikke så det, og lave mad til dagen efter.
Flytningen var besværlig. Mille var syg, Kristoffer var uregerlig. Far balancerede mellem job og hjem, og Freja pakkede kasser, i håbet om at alt blev anderledes nu. Hun anede ikke hvem hun bad til, men håbede at nogen lyttede.
I mormors lejlighed fik alle pludselig eget værelse og søgte hver sit. Men hurtigt flyttede Milles seng ind til Freja Mille sov stadig dårligt uden storesøsteren. Kristoffer indrettede sig i køkkenet, hvor Freja nu brugte meget tid. Sammen delte de bord til lektier og opgaver.
Husk salt til kartoflerne! Freja blev distraheret. Fysik var svært nok uden forstyrrelser.
Hvad så med suppen, den koger, hvad gør jeg nu?
Jeg kommer! Freja smed pennen og gik til grøntsagerne.
Tallene passer ikke! Freja, det med de negative tal er umuligt. Hjælp?
Kom så!
Mille sad ved siden af med sit børnebord. Hvis de store lavede lektier, ville hun også.
Den første tid efter flytningen var hård. Far var altid på arbejde børnene var Frejas ansvar. Kristoffer kunne forhandles med, men Mille satte sin vilje. Børnehaven hjalp, men hun var ofte syg, og så måtte Freja blive hjemme. Sådan var det, indtil Sofia dukkede op.
Sofia, naboen, lærte Freja at kende på legepladsen en af de første varme forårsdage. Der var børn, forældre, bedsteforældre og barnepiger overalt. Mille ville på gyngen, men der var allerede kø.
Mor! Milles lysende stemme gav genlyd, og de voksnes blikke var straks på Freja.
Mor? Er hun ikke selv et barn? Skandale! Nå, hun har åbenbart født tidligt Forfærdeligt.
Snart kom de sædvanlige kommentarer om anbringelse og uansvarlighed. Mille græd, og Freja anede ikke, hvordan hun fik sin søster væk.
Hvad foregår her?
Freja blev forskrækket stemmen havde den myndighed, hendes mormor havde kunnet slå an. Kvinderne tav.
Sofia! Hej!
Den unge, velklædte kvinde tog sin søn på armen.
Godt du kom. Vores nye nabo har åbenbart rystet hønsegården.
Hun fnyste, tog legetasken og gik mod ejendommen.
Hvad er egentlig problemet? Sofia sendte blikket over pladsen.
En ældre dame spidsede læberne.
Se det dog, Sofia! Hun har født som teenagermor! Det er slet ikke rimeligt! Du kender love og regler, er det tilladt? Kan ingen myndigheder tage sig af det? Et barn kan jo ikke opdrage et barn! Hun skal i skole barnet bør på institution!
Er det alt? Sofia løftede øjenbrynet overbevisende.
Freja mærkede, at damen havde mere på hjerte, men hun blegnede og forsvandt med sit barnebarn.
Så er forestillingen slut! Sofia trak på skuldrene. For fremtiden: Spørg først, før I dømmer. Hvem er du, pige?
Freja. Og det her er Mille.
Og jeg hedder Sofia ikke brug nogen tante-titler, tak.
Tænk jer at kalde mig tante, jeg er da stadig ung og smuk! Sofia lo. Bare kald mig Sofia eller Sofie. Vi er jo ikke så langt fra samme alderstrin.
Det undrede Freja senere, hvordan Sofia var blevet hendes veninde. Hvem ville tro, at en teenager og en kvinde sidst i 20erne kunne blive fortrolige. Men nogen steder deroppe havde måske ment, at det var lige hvad Freja havde brug for. Måske var det held.
Freja fattede snart, hvorfor alle naboerne respekterede Sofia og lidt frygtede hende. Hun var jurist, specialiseret i familieret, så alle kontaktede hende før eller siden. Sofia var professionel og diskret.
Tænk alt det, jeg ved om folk her! grinede hun, mens de tog gardiner ned til vask. Smukke stoffer, men besværlige at gøre rene.
Hvorfor frygter de dig?
Alle vil gerne være vellidte og se pæne ud. Men hvis det bliver kendt, at nogen ignorerer fx deres børn, svigter gamle, eller kun vil have arven i deres bolig så bryder facaden sammen. Så mister man respekt i opgangen.
Freja nikkede langsomt. Netop derfor havde far valgt at flytte for at komme væk fra sladderen om, hvorfor mor aldrig var der
Sofia blev den første, Freja fortalte om sin mor. Det var aldrig faldet hende ind, at det tyngede så meget at gå med alene. Hvad nu hvis mormor havde ret og Freja også blev sådan engang?
En dag bad Sofia hende passe katten.
Jeg har en retssag, ved ikke hvornår jeg er hjemme så skal jeg til lægen og siden et møde. Kan du hjælpe? Ellers jamrer han hele natten.
Det er da bare en kat, Sofia.
Sofia lo.
Jo, men han sørger for, jeg ikke kan sove, hvis han er fornærmet. Sidder simpelthen og prikker mig på næsen, til jeg vågner.
Kan du ikke bare lukke døren?
Sofia winkede Freja med ud i køkkenet, hvor Baz, hendes store sorte kat, lå og sov.
Nu skal du bare se. En, to, tre!
Et kæmpe bump Baz hamrede på døren. Freja sprang.
Hold da op!
Præcis! Sådan gør han, til jeg overgiver mig Sofia fniste og samlede ham op. Nogle gange tror jeg, det er mig, der bor hos ham.
Hun viste, hvor kattemaden stod.
Freja blev forsinket i skole, Mille var fjollet ovre i børnehaven og valgte slik i Netto i en evighed. Kristoffer spurgte om hjælp til matematik. Først klokken otte nåede hun over til Sofia.
Undskyld, Baz! Her kommer maden siger hun og sætter skålen ned.
Døren gik, Sofia kom tør og træt ind.
Tak fordi du kom forbi.
Sofia, jeg
Hun vinkede afværgende, men brød pludselig ud i gråd. Freja blev paf Sofia var altid så stærk, næsten uopslidelig, og nu tårer? Freja satte sig ved siden af, lagde armene om hende.
Undskyld Jeg knækkede lige. Dagen har været hård og jeg har ingen at tale med. Mor er væk, og jeg har kun mig selv.
Du har også mig! sagde Freja forsigtigt.
Sofia smilede gennem tårerne, strøg Freja over håret.
Krøller Jeg har altid drømt om krøller. Du ved, kvinder vil altid have det, de ikke har. Det er akseom. Jeg ville også gerne have et barn.
Sofia holdt inde.
Krøller kan man jo få lavet. Men barn?
Freja var pludselig ligeglad med, om det var for meget at blande sig. Når nogen havde brug for at fortælle… Sofia havde hjulpet Freja og de små så mange gange før.
Sofia tørrede næsen og trak en gennemsigtig mappe frem.
Her Det er min dom, Freja. Ingen børn for mig. Overhovedet. Min egen skyld, ingen andres. Nogle fejl koster alt.
Sofia var blevet gravid straks, da hun og eksmanden Mads besluttede det var tid. De havde kendt hinanden hele livet, vennepar, senere kærester, og alt havde virket selvfølgeligt. Flot bryllup, drømme og mål men barnet lod vente på sig, for karriere og penge kom først. Drømmeturen til Thailand var bestilt da graviditeten kom, blev Sofia urolig.
Mads, hvad med rejsen? Ville ikke have troet det gik så stærkt
Vi tager stadig af sted, sagde Mads. Varmen er god for dig, og så gør vi klar bagefter.
Efter lægens godkendelse tog de afsted. Det eneste de ikke kunne forudse, var den knægt på scooter. Da Sofia vågnede, var hun på Bispebjerg Hospital. Barnet var tabt, kroppen smadret, og lægen sagde, positive oplevelser var afgørende.
Hvordan skal jeg? Mads var frustreret. Hun græder kun.
Forholdet kollapsede. Sofia trak sig ind i sit tab, glemte at barnet også havde været Mads. Hun var alene om sorgen og glemte at inkludere ham.
Skilsmissen kom straks de kom hjem. Først var det hårdt, men Sofia vendte sig til ensomheden. Et år senere mødtes de tilfældigt på domhuset, og hun indså, det værste var ovre. Minder, barndom, venskab det betød stadig noget. Måske for meget var usagt i Thailand. De grinede og talte hele natten hjemme hos Sofia uden at røre det, der gjorde ondt. Forholdet blev bedre, men de var ikke længere børn. Da Mads friede igen, bad Sofia om tid til at tænke.
Nu har jeg tænkt hun skubbede mappen væk. Kan jeg gøre sådan mod ham? Han har altid villet børn.
Sofia, er du sikker? Kan der ikke ske en fejl? Freja lod hånden glide over mappens plast.
Lægerne siger det er umuligt.
Men læger er også mennesker. Der kan ske fejl. Er der bare et lille håb?
Virkelig lille. Næsten intet.
Prøv før du græder, Sofia. Ellers har du jo intet tabt.
Sofia trak Freja ind til sig.
Tak! Hvor har du den klogskab fra? Du er jo stadig ung.
Gode lærere mumlede Freja og fandt te frem.
Fortæl mig nu du har aldrig sagt, hvorfor din mor ikke er her?
Tja Skal vi gå så langt? Byttehånd? Din historie for min.
