**Bitre tomater: Hjemmelavede syltede fødevarer ødelagde familieforhold**
Hanne Jensen var træt efter en lang dag og ville lige til at ringe til sin nabo, men nåede det ikke. Før hun kunne tage telefonen i sine dirrende hænder, ringede den allerede med en skinger lyd, som om den advarede om en kommende storm. Det var Lene – hendes afdøde mands søster, en kvinde, hvis opkald altid medbragte uro. “Er der sket noget?” fløj det gennem Hannes hoved. Lene ringede sjældent, og hvert opkald var som et lyn fra en klar himmel.
Hanne trykkede tøvende på svar-knappen.
“Hannejøsses, hvad laver du?!” råbte Lene med det samme, uden så meget som en hilsen. “Det er sjette gang, jeg ringer!”
“Jeg nåede det ikke lige…” svarede Hanne stille og mærkede, hvordan trætheden væltede over hende som en tung byrde.
“Selvfølgelig!” grinede Lene, men grinets bund var spottende. “Men altså, grunden til, jeg ringer… Dine tomater i år – de er kun salt! Jeg har en anden opskrift, du skal prøve…”
“Der bliver ikke mere salt,” afbrød Hanne skarpt, og hendes stemme lød som stål. “Og ingen tomater. Der kommer ikke noget.”
“Hvad mener du – ikke noget?!” Lene lød helt forvirret, og hendes stemme dirrede. “Er du sur på mig?”
**9 måneder tidligere**
Hvor mange gange havde Hanne Jensen, der boede i den lille landsby Sønderby, ikke drømt om at nedskære sin køkkenhave? Men hvert forår startede det samme mønster. Planter, bed, frø – en evig cyklus, hun ikke kunne slippe ud af. I kælderen støvede glas med hjemmelavede syltede ting, som hverken børnene eller de mange slægtninge havde gidet hente.
Før i tiden hjalp manden, Jens, med alt: gravning, vanding, høst. Men for to år siden døde han, og Hanne blev alene tilbage mod køkkenhaven og den endeløse strøm af gæster. Jens’ slægtninge kom regelmæssigt – for at besøge graven, snakke og selvfølgelig fylde taskerne med lokale delikatesser. Ofte var det Lene, hendes afdøde mands søster, med sine evige anmodninger og kritik.
Hendes børn kom sjældnere, men de hjalp med kartoflerne. Resten klarede hun selv, især sine tomater og agurker, som hun ikke stolede på andre med. Efter at svigerdatteren én gang havde ukrudt i bedene så voldsomt, at hele gulerodserien tørrede ud, lod hun slet ikke andre røre plantningerne – måske lige til høsttid.
“Mor, hvorfor så meget?” spurgte sønnen Mads. “Du slider dig halvt ihjel i den have, bare for at give alt væk. Se nu på naboen Inger – hun har kun blomster og en frugthave. Hun sælger endda blomster! Du kunne sælge dine grøntsager i stedet for at give dem væk.”
“Hvad skal I så gøre uden mine syltede ting?” protesterede Hanne, men hun lød ikke overbevist.
“Vi har ikke brug for så meget, vi kan købe det i supermarkedet,” sagde svigerdatteren Mette. “Hør her: Vi tager et par glas, mens tante Lene tager næsten nok til hele hendes familie. Det er aldrig nok for hende! Det er på tide, du lever for dig selv og ikke for dem.”
“Det er jo fint nok, men…” begyndte Hanne, men Mads afbrød hende:
“Nok med ‘men’! Nu skal du slappe af!”
Hanne Jensen tog de gamle frøposer frem og tænkte sig om. Tomater, agurker, peber, urter – alt var der. Måske skulle hun købe et par nye tomat- og dildesorter? Men så stoppede hun. Børnene havde ret: Hvorfor skulle hun gøre det? Hun besluttede, at hun ikke ville købe noget andet end urter. Syltetøj? Kun til sig selv, og kun lidt.
Hun tænkte også på blomster, men hun anede ikke noget om dem. Måske skulle hun spørge Inger til råds, men før hun nåede at ringe: Telefonen ringede. Det var Lene igen.
“Er der sket noget?” tænkte Hanne og mærkede, hvordan hjertet knugede sig sammen af en ubehagelig fornemmelse.
Lene ringede sjældent, og næsten kun for at bede om noget. Hun glemte endda at ønske til jul. Mærkeligt, at hun pludselig var aktiv om vinteren – normalt kom hun først om sommeren, lige inden høsten.
Telefonen tav, men ringede så igen. Hanne tog røret.
“Hannejøsses, hvor har du gemt dig?!” stormede Lene. “Jeg har ringet i en halv time! I har da ikke noget at lave om vinteren – du sidder bare og slapper af!”
“Jeg nåede det ikke…” begyndte Hanne, men Lene lod hende ikke tale ud.
“Ja, ja, ligemeget. Det er dine tomater – de er så salte, man kan knap nok spise dem! Du skal have en ny opskrift, mindre salt. Og ædike, siges det, kan erstattes med…”
“Der bliver hverken salt eller eddike,” sagde Hanne køligt. “Og ingen sukker. Det er slut, Lene.”
“Slut? Hvad mener du?” Lene lød helt forfjamsket. “Er du sur på mig?”
“Nej, jeg er ikke sur. Jeg er bare træt. Nu vil jeg leve for mig selv og slappe af. Børnene har længe sagt…”
“Ja, men hvis de hjalp dig, kunne du jo slappe af!” afbrød Lene.
“Mine børn er skønne, de hjælper alt det, de kan,” svarede Hanne roligt. “Men har du lige tænkt på mit helbred? Lægen sagde, jeg har for højt blodsukker – jeg skal holde mig fra salt og sukker.”
“Det er alt sammen fint nok, men glem ikke os!” insisterede Lene. “Hvordan går det med dine planter? Har du sået noget?”
“Det gror,” svarede Hanne kort, men smilede for sig selv. Planterne var ikke kommet endnu, og nu kom de heller ikke. Fem tomatplanter – det var nok. Til hende selv.
Da hun havde sagt farvel til Lene, ringede hun straks til Inger.
“Kom forbi,” sagde hun i røret. “Vi tager en kop te – det er kedeligt at sidde alene.”
Ved teen snakkede de om sommer og planer.
“Jeg vil gerne have noget med blomster at gøre, men jeg aner ikke, hvordan,” indrømmede Hanne. “Du sælger dem jo endda, og det er da ikke noget arbejde.”
“Blomster kræver også pleje,” smilede Inger. “Men de skal ikke syltes. Jeg sælger mest i potter, og min barnebarn hjælper på nettet. Jeg tager også på markedet, men det er kedeligt alene. Hvis du var med – det ville være noget andet, men du går vel ikke på markedet. Og med dine syltede ting har du alligevel ikke tid.”
“Der er næstenHun drak en sidste slurk af sin te og følte for første gang i årevis, at livet var helt som det skulle være.
