Anders sad ved bordet og stirrede ud i luften, forbi Freja. Hun fortalte en eller anden historie, viftede med hænderne og smilede, men han var fanget af sine egne tanker.
“Anders, du lytter slet ikke. Er der noget galt?” spurgte Freja og så bekymret ud.
“Nej, det er fint,” svarede han og rystede det af sig. “Fortsæt.”
“Jeg kan godt se det…” insisterede hun.
“Kan du lave suppe?” spurgte han pludselig.
“Hvad? Hvilken suppe?” Hun så forvirret ud.
“Almindelig suppe. Grønlangkål, hønsekødssuppe med nudler…”
“Ja, selvfølgelig. Hvorfor?”
“Jeg har en anmodning til dig,” sagde Anders alvorligt.
…
Foran døren til lejlighed nummer femten havde der i to dage stået en affaldspose. Anders bemærkede det, da han næsten snublede over den aften før. Om morgenen var der kommet en mere til, en lille en. Der var ingen lugt, men det så mærkeligt ud. Ejendommen var ny, kun beboet i et år.
Da han kom hjem om aftenen, stod poserne stadig der. Han rystede på hovedet og besluttede at tale med beboeren næste morgen.
Næste dag var der tre. Anders rynkede brynene og ringede på. Ét, to gange.
“Jeg kommer, jeg kommer…” lød en kvindestemme bag døren.
En ældre dame i briller og en blå strikket cardigan åbnede. Hun smilede, men så usikker ud og prøvede at lukke døren lidt.
“Godmorgen. Der står nogle affaldsposer her. Vil du ikke være sød at tage dem ned? Pedellen behøver ikke gøre det.”
“Jeg troede… min barnebarn skulle komme. Jeg har tænkt på det… men mine hænder lytter ikke,” sagde hun undskyldende og viste sine skælvende hænder.
“Jeg tager dem. Det er ikke noget problem,” sagde Anders og tog poserne.
…
Om aftenen, lige da han trådte ind i opgangen, gik døren til lejlighed femten på klem.
“Godaften. Her…” kvinden rakte ham en pengeseddel. “For affaldet.”
“Det behøves ikke. Virkelig.”
“Men kom indenfor. Det er svært for mig at stå…”
Anders gik ind. Enkel bolig, minimalt med møbler. Kasser langs væggen: instantnudler, pulverkartoffelmos, langtidsholdbart mælk.
“Det er ikke noget problem. Bare lad være med at sætte det ud på trappen. Jeg kan samle det op klokken otte om morgenen.”
“Tak, Anders. Jeg hedder Ellen. Jeg har alt, hvad jeg har brug for. Barnebarnet kommer en gang om måneden. Det er bare hænderne… jeg savner en rigtig hjemmelavet suppe engang imellem,” sagde hun og forsøgte at smile.
…
Om aftenen sad Anders med Freja på en café. Hun snakkede om en kjole, hun havde prøvet. Han tav.
“Er du i dine egne tanker igen?” puffede hun læberne.
“Undskyld. Jeg tænker bare.”
“På dessert? Skal vi tage en tiramisu? Eller pære i karamel?”
“Kan du lave suppe?” afbrød han pludselig.
“Er det en invitation? Eller vil du have mig til at stå over komfuret i din T-shirt? En tom yum kunne måske fungere?”
“Almindelig suppe… Grønlangkål, hønsekødssuppe…”
“Bestil noget her og tag med til din bedstemor,” knurrede Freja irriteret. “Det er hvad socialarbejdere er til for.”
…
Han gik forvirret ud fra caféen. Gik ind i en supermarked for at købe en sodavand. Pludselig hørte han en pige vælge kylling.
“Skal det bruges til suppe?” spurgte han.
“Ja, den her er den bedste. Ligesom hjemmelavet.”
“Hvad skal man ellers bruge til en suppe?”
De faldt i snak. Hun hed Ida. Hun boede i nabobygningen. Da han fortalte om Ellen, sagde hun:
“Kom tilbage om halvanden time. Jeg laver en gryde til dig.”
…
Han bragte gryden med suppe til Ellen. Så vendte han tilbage til Ida.
“Hun så så glad ud, som om det ikke var suppen, men opmærksomheden.”
“Fordi det var det,” nikkede Ida. “Suppen var bare en undskyldning.”
Anders’ telefon vibrerede. Freja. Han afviste opkaldet.
“Nå, spiser du? Den bliver jo kold.”
Anders smilede:
“Suppen er vigtigere, faktisk.”
