Sokkerne
– Åh, du er da bare min lille sukkerknald! Åh, min skat! Hvorfor er små børn så uimodståelige? Birgitte Møller kælede stolt om sit barnebarn, mens hele familien filmede det på mobilen.
Halvårsdag for lille Anton blev fejret med pomp og pragt. Klovne, balloner, et flot lagkagetårn. Farforældrene havde virkelig gjort sig umage. Astrid var lidt mere forbeholden over for cirkusset. Hun satte selvfølgelig pris på, at hendes forældre gerne ville glæde hende og barnet, men hun var, som hun altid havde været, hurtigt træt af larmende fester. Anton lod til at have arvet det temperament efter en halv time var han helt ulykkelig, og Astrid måtte tage ham ind i huset. Hun lukkede alle vinduer, satte sig med ham i lænestolen, og snart sov han trygt.
– Du er helt mør, lille ven. Alt det postyr er nu lidt for meget til dig endnu.
Birgitte kom op på børneværelset med sin gave fra gangen.
– Sover han?
– Han var træt. Jeg sagde jo, det var lidt for meget med festligheder, mor.
– Pyt, han skal bare vænne sig. Kære, vi kan da sagtens holde en ordentlig fest for vores efterlængtede barnebarn. Se lige, hvad jeg har købt! Er det ikke bedårende?
Papiret knitrede, og Anton begyndte uroligt at dreje rundt.
– Mor, vent nu lidt! Astrid rejste sig og vandrede roligt frem og tilbage med ham på armen.
– Jamen altså! Jeg har brugt så lang tid på at vælge, og så er du helt uinteresseret! Birgitte satte boksen på bordet med et suk.
– Ej, mor, jeg er da spændt! Og jeg er helt sikker på, det er en fantastisk gave! forsøgte Astrid forsonende med et smil. Vil du ikke hente lidt at drikke? Jeg er så tørstig, at jeg kunne drikke Limfjorden tør.
– Læg barnet, kom ned og fyld glasset.
– Han vågner, hvis jeg lægger ham.
– Så pyt med det! Så går vi bare ud og fejrer videre!
– Mor, hvis han vågner nu, så skriger han hele huset ned. Du ved, hvordan han er.
– Astrid, børn skal opdrages fra vuggen. Hvad betyder det, han skriger? Velopdragne børn græder ikke!
Astrid rullede lige med øjnene og trance-dansede videre med Anton. Glidende bevægelser, nærmest som om hun trænede ballettens første position, præcis som mormor altid havde krævet. Nydelig holdning, hagen op, ingen indvendinger!
– Jeg går ned til gæsterne. Kom, når han sover man efterlader altså ikke en fest uden værtinde.
– Kan du ikke tage min tjans, mor?
Birgitte forsvandt, og Astrid sank tilbage i stolen med Anton helt ind til sig. Sikke en omvej, hun havde taget for at få ham!
Astrid voksede op i en temmelig distingveret familie. Hendes morfar var forskningsdirektør, mormor chefkirurg på Rigshospitalet. Faderen brød sig ikke om traditioner han blev naturligvis læge. Men Astrid kunne aldrig helt forstå, hvordan en så klog mand var blevet så blød i Birgittes hænder. Hun var aldrig én for bøger på nær det nødvendige for lige at klare universitetet og skrabe diplomet hjem. Derefter søgte hun ikke en karriere, men en mand og nu var det Astrids mormor, Lise Andersen, som skulle finde ham. Hun gjorde det nu ret godt. Forældrene mødte hinanden til en familiefødselsdag, gnisten sagde knald, og snart stod festen på bryllup, forældrekøbt ejerlejlighed og to år senere lille Astrid i mormors favn. Lise tog kontrol over både barnepige og fritidsinteresser: to sprog, balletskole og privat klaverlærer.
– Alt ved barnet skal være smukt!
Astrid tilbragte weekender med mormor i Glyptoteket og Det Kongelige Teater. Forældre så hun ikke meget til. Faderen knoklede, moderen havde kun lige tid til at plante store kys på kinden og forsvinde til fredagsbar.
Det bar frugt Astrid blev optaget på balletskole, og senere Det Kongelige Teater. Karrieren kørte, indtil hun mødte sin kommende mand. Jakob var ikke et hit hos resten af familien på nær Astrids far.
– Jamen dog! Helt gal på egen gren! Lise smed sig dramatisk på sofaen og trykkede pegefingrene mod tindingerne. Kære barn, overvej nu! Hvad skal du dog med den bondemand? Manden mangler jo det halve ord!
– Mormor, det er der nu mange, der gør ved din side, svarede Astrid og foldede benene op i stolen. I en anden situation ville det have udløst 1700-tals-skældud, men Lise havde andet at bekymre sig om.
– Hvad insinuerer du?! Mormor hævede det ene øjenbryn.
– Jeg siger bare, at kun få nogensinde kan matche dig på snusfornuft, mormor.
Lise stirrede skeptisk på hende.
– Og næste ting, jeg siger: Jeg holder ikke bare af Jakob, jeg elsker ham. Og du kan vel ikke benægte, at kærligheden er hele kunstens motor?
– Åh, find dig dog noget mere jordnært! Hvordan vil du overhovedet leve med ham?
– Længe og helst lykkeligt.
Den kamp vandt Astrid ikke uden protester, tunge sukkene og geniale råd fra mormor. Men foran Jakob sagde hun rungende ja, og lukkede døren for mere ballade. Jakob var himmelhenrykt hun var som et guddommeligt væsen for ham. Porcelænsfin, sart og dog stædig. Han ville bare beskytte hende mod alverdens skarpe kanter.
– Jeg ejer ikke så meget, men jeg vil gøre alt for din lykke. Jeg kan tilbyde dig én ting: min kærlighed.
Det var alt, Astrid havde behøvet. Her var endelig en, der ville have hende sådan som hun var. Ingen komplicerede forventninger. Ingen match-krav.
Men let gik det ikke. Jakob havde ingen forbindelser. Faren døde tidligt, og han voksede op alene med sin mor, Vibeke Jensen en elsket indskolingslærer, senere souschef. Børnene forgudede hende, og Jakob var stolt som bare pokker. Hun motiverede ham til universitetet og troede fuldt og fast på sin søn. Hun flyttede i noget mindre og gav ham mellemregningen, da han sprang ud som iværksætter. Det gik! Firmaet blev en succes, og efter et årti var han en af branchens tunge drenge. Selv Lise måtte klappe i. Hun blev blid, især da oldebarnet kom til.
Astrid ville bare have ét barn. Ja, genier fødes ikke, men hun var ikke interesseret i at være geni hun ville bare være lykkelig. Men naturen ville det anderledes. Efter år med undersøgelser, to operationer og ingen resultat, græd Astrid skjult om natten og overvejede, om hun burde lade Jakob gå. Han måtte vel have ret til at blive far. Hun afgjorde det én aften, men Jakob lo hendes dramatiske tale væk.
– Undskyld, undskyld, Astrid! Han holdt hende tæt. Jeg kan ikke andet end elske dig børn eller ej. Du og jeg, det er nok!
Astrid græd af lettelse og afmagt.
At forstå at barn ikke skulle være hendes lod var én ting, at acceptere det var noget helt andet. Moderen bidrog med bemærkninger om, at alle veninderne da allerede var blevet bedsteforældre. Veninderne inviterede stadig til fødselsdage, hvor hun febrilsk fandt den rigtige gave. Men tiden dulmede sorgen. Astrid stoppede med at glo efter andres børn og åbnede i stedet sit eget balletstudie.
– Jeg bliver sindssyg, hvis jeg ikke får noget at rive i!
Jakob fattede det ikke helt, men til alt held steg Vibeke ind i sagen.
– Dreng, ved du, hvor svært Astrid har det? Der er ikke noget større for en kvinde, end at give sit kærlige hjerte et barn. Støt hende uanset hvad hun gør.
– Det skal jeg nok, mor.
Han fandt et lokale, og Astrid klappede i hænderne af glæde. Udstyr, elever, undervisning alt sammen holdt tankerne væk fra børn. De første symptomer overså hun, for det sker jo.
– Astrid, jeg bliver nødt til at spørge noget vil du svare, hvis du ikke har lyst? spurgte Vibeke en dag på caféen ved studiet. Er du gravid?
Astrid stivnede og bed tænderne sammen. Åh, den ømme, ømme tå! Det var som at stikke kniven ind hun ved det jo!
– Tag det nu roligt! Undskyld, men det slog mig bare
– Der tager du fejl! sagde Astrid, ville rejse sig men måtte sætte sig igen, svimmel og med kvalme. Den hyggelige café, kaffen og de lækre wienerbrød blev pludselig kvalmende.
Vibeke vinkede til tjeneren efter vand og dukkede op efter få minutter med en lille æske.
– Hvorfor gætte, når man kan vide det?
Et øjeblik efter kunne stamkunderne på caféen se to kvinder omfavne hinanden, græde og le højt af lykke på en måde, der smittede hele rummet.
Anton kom til verden sund og stærk lettere omtumlet, lød det fra jordemoderen.
– Ballettpige, hva? spurgte jordemoderen Astrid.
– Jep.
– Fin dreng du har lavet dig.
– Overrasket?
– Lidt balletbørn giver ofte problemer, men du fik jackpot. Godt gået, mor!
Nu vågnede Astrid hver morgen badet i ren lykke så meget, at hun blev en anelse bange.
– Det er ikke kun dig, skat. Vi er to om det! sagde Jakob, mens han nussede det lille ansigt, der svømmede i blonder fra den udstyrssyge farmor.
Hjemkomsten fra hospitalet blev Astrids mareridt. Jakob gjorde, hvad han kunne for at bremse det, men Birgitte kørte sit eget show. Fotografer, overdrevne familie og venner der skrålede hilsner, og et ta selv bord derhjemme.
Astrid, der var ved at falde sammen af træthed, ville bare have et bad i fred.
– Mor, hvorfor alt den festivitas?
– Det SKAL gøres ordentligt! Det er jo en festdag! Jeg er lykkelig!
Der var ikke meget at diskutere Astrid luntede op til sin lejlighed og tændte ikke ligefrem på at stå model for en bunke gæster, flere endda, end hun anede.
– Det er vores nærmeste!
Hendes øjne mødte Vibekes. Det var næsten umuligt at stå længere, men folk strømmede bare ind.
– Må jeg lige låne barnebarn og den skønne mor et øjeblik? sagde Vibeke bestemt og tog Astrid under armen. Vi skal konspirere.
Hun nikkede til Jakob, og sammen trak de Astrid op i soveværelset.
– Læg dig ned. Jeg finder det du skal bruge, og så går du i bad. Sulten?
Astrid nikkede trægt, mens Jakob lagde barnet ned i vuggen. Men hun glemte straks, hun skulle noget.
– Ned igen?
– Hvem siger det? Vibeke strammede læberne. De klarer sig glimrende uden dig. Du har allerede leveret ti minutter af dig selv!
Astrid åndede lettet ud og mærkede, hun var tæt på at forsvinde i søvnen. Vibeke svøbte hende i tæppet.
– Sov nu! Jeg kigger til lillemanden.
– Til Anton… flød det ud, og hun så ikke, hvordan svigermor smilede kærligt til hende. Ivan Jakob far hed også det.
Birgitte blev tydeligvis pikeret, da hun kort efter kom op og fandt datteren sovende midt i modtagelsen.
– Hvad kalder du det her?
– Det hedder nybagt mor og hun har brug for ro, så vores dreng får mad fra morbryst og ikke modermælkserstatning.
– Pjat! Jeg ammede ikke Astrid mere end to dage. Hun blev da stærk og sund. Birgitte satte kurs mod soveværelset for at vække, men Vibeke holdt hende tilbage.
– Skal vi ikke fejre vores nye titler over en kop kaffe i stedet? Hvor længe har vi ikke ventet? Synes du bedst om at blive kaldt farmor eller?
Jakob lukkede døren og takkede i tankerne sin mor. Forholdene med svigermor var mildest talt komplicerede. Hun ville gerne slå om sig med råd, men lyttede aldrig til ham. Kun faren havde forstået Jakob og kunne sætte pris på ham resten ignorerede matriarkatet.
– Du laver ikke om på hende. Men der er ingen grund til at få vulkan i lejligheden.
Astrid vågnede halvanden time senere, forvirret, men glad da Anton begyndte at rumstere, og hun hørte latter nede fra huset. Hun fodrede sønnen, ventede på Jakob og fik sig endelig et bad. Efterfølgende sad hun med hjemmebagt suppe fra Vibeke og blev guidet igennem baby-håndtering.
– Ja, de viste mig lidt på hospitalet men det var jo bare et kvarters introduktion. Jeg er nervøs!
– Spis, Astrid! Og slap af børn tåler mere, end vi går og tror. Du er moren du ved bedst. Stol på dig selv! Selvom det lyder som en kliché, så er det sandt. Bare prøv.
Sviger havde ret det gik hurtigt med at få styr på det hele, og selv om nervøsiteten ikke forsvandt helt, blev hun markant mere afslappet.
Første halve år forsvandt som dug for solen. Vibeke kom forbi et par gange om ugen for at hjælpe med Anton, men det endte altid med, at hun syslede i køkkenet eller pudsede lejligheden. Det ærgrede Astrid, men Vibeke trøstede:
– Det er en kort tid, hvor man følger hvert smil, hvert lille fremskridt. Brug det nyd det. Jeg kan stadig skrubbe gulv og lave aftensmad.
Birgitte slog til gengæld kun op indimellem, og alle hendes besøg udviklede sig til et show.
– Se har du set denne barnevogn jeg fandt, Astrid! Det er det vildeste!
– Mor, vores barnevogn er jo stadig fin!
– Overhovedet ikke! Kom, vi skal ud og trille og teste ferrarien her!
Hun nægtede i lang tid at bruge navnet Anton.
– Hvor har I dog fundet på det navn? Kunne han ikke hedde noget andet? Ivan! Så dansk og jordnært!
– Mor, det er faktisk et kongenavn. Hvad er der galt med det?
– Den dreng bliver mobbet i skolen!
– Så må han gå på en almindelig skole! Og skal forældrene ikke bestemme navnet?
– Nej. Jeg blev døbt af farmor. Jeg havde givet dig et andet navn, hvis jeg kunne…
– Tja, denne gang valgte jeg selv. Så kan jeg heller ikke skyde skylden på nogen.
Birgitte fnes, snuppede Anton og trillede ham ud. Smuk barnevogn, nuttet baby og hun som den lækre mor, folk troede lillebror var hendes lillebror. Det frydede hende. Men i løbet af kort tid gennemskuede folk i nabolaget det, så hun droppede de stolte promenader og gik nu bare til kaffe hos datteren, plantede et kys og smuttede.
– Jeg vil være farmor-fest! annoncerede Birgitte, mens endnu en larmende plastikdims indtog en hylde på børneværelset.
Rollerne fordelte sig og roen sænkede sig.
Men ved halvårsfødselsdagen, som Birgitte havde iscenesat, var der optræk til et mindre familiedrama.
Astrid smilede til Anton, der var vågnet, og åbnede æsken fra Birgitte. En vidunderlig sølv-rangle fik hende til at gispe.
– Anton, se så! Er den ikke flot?
Han drejede ranglen i hånden og viste stolt sine første tænder frem.
– Hvad så med farmor Vibeke hvad fik du af hende? Astrid fiskede posen frem.
En hvid ulddragt, som Vibeke havde strikket, så blød og fin at Astrid nærmest ville tygge på den.
– Og strømperne! Se, så fine! Din farmor er en kunstner, min skat!
Netop som Birgitte kom ind på værelset, udbrød hun:
– Nej, hvor bedårende! Er det noget designer-halløj?
– Nej, Vibeke har strikket det selv.
Birgitte roterede dragten mistroisk i hænderne.
– Kunne hun da ikke have fundet en rigtig gave? Første mærkedag der må man altså godt svinge Dankortet! Helt utroligt!
– Mor!
– Hvad? Har jeg ikke ret?
Astrid vidste slet ikke, hvor hun skulle gøre af sig selv, da hun så Vibeke i døråbningen, der tydeligvis havde hørt det hele. Hun placerede et glas solbærsaft på kommoden og forsvandt lydløst. Astrid blev stående med Anton, der nu var begyndt at klynke. Da Astrid kom ned, var Vibeke kørt.
– Jakob, sikke en pinlig situation! Jeg skammer mig!
– Det var ikke dig, der sagde det, vel? Hvorfor skal du så skamme dig?
– Fordi jeg ikke sagde fra! Det er dårlig stil!
– Du skal ikke lade dig gå på! Min mor forstod det helt fint.
Astrid lagde planer for, hvordan hun kunne gøre det godt igen, men tiden tog sagen op for hende. Efter et par måneders småforsøg på forsoning fejede Vibeke det af:
– Astrid, stop, lad nu være. Det går over. Jeg blev ikke stødt.
Men følelsen sad i Astrid. Noget var knækket. Hun kunne ikke slippe, at der skulle lappes på noget.
Det blev for alvor slemt, da Astrid en dag fik det dårligt kun Anton var hjemme, sovende ovenpå. Hun ringede til Jakob slukket. Eller møde, eller byggeplads? Faren var stadig på klinik, så hun forsøgte Birgitte:
– Hej hej! Hvordan har I det med lille manden? Vi har ikke set hinanden siden festen! Den blev vellykket, jeg sagde jo det skulle fejres!
– Mor
– Ingen årsag til tak! Jeg er farmor! Ups, jeg får et andet opkald ring senere! og hun lagde på. Astrid prøvede igen, men kun optagetsignal.
Smerterne tog til og hun ringede 112, fik hul igennem til Vibeke:
– Astrid?
– Hjælp – Rummet snurrede, og hun mærkede, det var ved at sortne for øjnene. Anton…
Vibeke havde aldrig løbet sådan før i hjemmesutterne, tasken i hånden, ud på gaden.
– Er du livstræt?! mumlede en taxachauffør, der undgik hende med nød og næppe.
– Min svigerdatter er syg! Skru op!
– Hop ind!
Vibeke klynkede sig fast til sædet, mens bilen væltede gennem byens gader.
– Bare rolig! Jeg har kørt taxi i 30 år!
Ambulancen ankom parallelt med taxien.
– Herhen hurtigt! råbte Vibeke til redderne.
Astrid kom til sig selv efter et par minutter.
– Vi tager dig med.
– Hvorhen, hvorfor? Astrid var omtåget.
– Det er bare nødvendigt. Vibeke passer Anton, Jakob er på vej.
Operationen lykkedes, og to uger senere var Astrid hjemme, på trods af faderens indtrængende formaninger.
– Det der er alvor, mit barn. Du SKAL tage den med ro. Anton har jo brug for sin mor!
Da hun kom hjem, krammede hun Anton længe og ringede så til Birgitte.
– Mor!
– Astrid, er du okay?
– Ikke rigtig. Jeg får brug for hjælp. Kan du bo her en tid? Jeg må ikke løfte tungt, så du kunne hjælpe med Anton.
– Selvfølgelig! Men åh, Astrid, jeg havde jo slet ikke forestillet mig det sådan. Jeg har bestilt ferie afgang er om to dage… og man får ikke pengene igen. Jeg har sådan glædet mig!
Astrid tav, slukkede telefonen og sagde intet. Hun skulle nok klare sig selv. Hun fodrede Anton og lagde sig fladt ned. Hvornår stopper den smerte? Både læger og far sagde, det snart var ovre, men stingene nager stadig.
Hun vågnede ved, at nogen gik rundt i værelset.
– Åh, jeg ville altså ikke vække dig! Vibeke havde Anton på armen og smilede. Vil du have noget at spise? Jeg har din yndlingssuppe, saftevand og friske teboller. Jeg lægger Anton hos Jakob, så kommer jeg med det hele. Og hvis det er okay, bor jeg her hos jer et par uger, til du er på benene igen.
Astrid så på Vibeke og begyndte at græde.
– Nej, lille pige, ikke det, okay? Lægen sagde, du skulle hygge og ikke have dårligt humør! Nu vil vi give dig gode grin. Skal du se?
Vibeke satte Anton på gulvet, og da han stod stabilt, slap hun hænderne. Astrid tørrede straks øjnene, da hun så sin søn stavre frem mod hende. Hun greb ham og så på Vibeke.
– Var det nok positive følelser? Godt så! grinede Vibeke. Og nu skal du spise. Du skal hurtigst muligt blive frisk, for når ham dér først begynder at løbe, får du brug for hver en dråbe energi, du har!
