Sokker
– Åh, min skat! Min søde dreng! Gode Gud, hvorfor er små børn så uendeligt dejlige? Elsebeth Jensen pludrede med sit barnebarn og præsenterede ham stolt foran kameraet.
Viktors halve års fødselsdag blev fejret med stor festivitas. Underholdere, balloner, en prægtig lagkage. Bedsteforældre gav den hele armen. Katrine var ikke ovenud begejstret for hele ideen. Jo, hun satte pris på at hendes forældre overøste både hende og Viktor med glæde, men præcis som i sin barndom blev hun træt af det larmende selskab efter få minutter. Viktor lignede hende nok, for allerede efter en halv time græd han utrøstelig, og Katrine måtte bære ham ind i huset. Hun lukkede vinduerne grundigt, satte sig med sønnen i lænestolen, og inden længe sov Viktor trygt i hendes arme.
– Det var hårdt for dig i dag, min skat. Det er lidt for tidligt med den slags fester.
Elsebeth kom op til børneværelset med den gave, hun havde lagt i entréen.
– Sover han?
– Han er udkørt, Mor. Jeg sagde jo, at han var for lille til så meget postyr.
– Det går nok, skat. Han vænner sig til det. Vi kan tillade os at fejre vores barnebarn, så meget vi vil. Hvor har vi dog ventet på ham! Se, hvad jeg fandt til ham! Er den ikke yndig?
Den knitrende gavepapir vækkede Viktor, som uroligt drejede sig.
– Mor, vent lige lidt, ikke? Katrine rejste sig og begyndte at gå blidt omkring med sønnen i armene.
– Nå! Jeg har brugt timer på at finde den perfekte gave, men dig interesserer det slet ikke! Elsebeth satte skuffet æsken på bordet.
– Selvfølgelig interesserer det mig! Jeg er sikker på, den er dejlig. Du må altså gerne lige hente et glas vand til mig. Jeg er vildt tørstig.
– Jamen, så læg nu bare ham og kom med ned.
– Han vågner.
– Tja, så må han da vågne! Så går vi ned igen og hygger.
– Mor, hvis han vågner nu, så kommer han bare til at skrige i timevis. Er det ikke lidt synd?
– Katrine, børn må opdrages helt fra starten. Hvad vil det sige, at han kommer til at skrige? Velopdragne børn skriger ikke!
Katrines ryg blev stiv et sekund, men hun svingede søvngængeragtigt videre rundt med Viktor. Hendes bevægelser gled sømløst sammen, som havde hun danset denne dans hele livet. Velopdragne børn gør aldrig noget, der irriterer voksne. Og velopdragne piger de skal være perfekte hele vejen igennem. Ryggen rank, hagen op, første position! Ingen indvendinger!
– Jeg går ned til gæsterne. Få nu ham til at sove og kom så ned. Det passer sig ikke at holde fest uden værtinden.
– Kan du ikke tage over for mig, Mor?
Elsebeth gik ud, og Katrine satte sig igen, tæt omsluttende sin søn. Hun tænkte på, hvor lang vejen havde været for at få dette barn.
Katrine voksede op i en særdeles respektabel familie. Hendes morfar var professor, mormoren chefkirurg på Rigshospitalet. Faren blev naturligvis læge ligesom forældrene. Hvordan hendes far, så begavet og selvsikker, kunne lade sig styre så grundigt af hendes mor, forstod Katrine aldrig. Elsebeth havde aldrig haft blik for bøgerne. Med besvær fik hun universitetet gjort færdigt og gemte så eksamensbeviset væk for at finde sig selv og mand gennem selskaber og venner. Eller rettere; mormor Anna arrangerede hurtigt det hele. Forældrene mødtes til mormors fødselsdag, gnisten sprang, og brylluppet stod kort efter. Efter brylluppet flyttede de i lejlighed, forældrebetalt. Katrine blev født to år senere og indtog straks mormorens liv. Anna satte dagsordenen for alt fra barnepige til balletskole og undervisning i to sprog og musik.
– Alt ved et barn skal være smukt!
Weekender blev brugt på Statens Museum og Det Kongelige Teater, altid under Anna Hansens skarpe blik. Forældrene var der sjældent. Faren arbejdede konstant, moderen dukkede kun op til at kysse Katrine og pile videre til den næste komsammen.
Mormors pressevirksomhed bar frugt; først balletskolen, dernæst det Kongelige Teater. Alt tegnede lovende, indtil Katrine mødte sin kommende mand. Morten passede bestemt ikke ind ifølge familien, undtagen faren.
– Min Gud, hvilket mesalliance! Anna greb sig til tindingerne på sofaen. Tænk dig nu godt om, min pigeon! Hvad skal du dog med sådan en råb-basse? Han kan dårligt sætte to ord sammen!
– Mormor, det er ikke let at føre samtaler, når man sidder over for dig. Katrine havde benene trukket op under sig i lænestolen; under andre omstændigheder havde det givet en gevaldig skideballe, men nu koncentrerede Anna sig kun om sit drama.
– Hvad antyder du? Anna så mistroisk på barnebarnet.
– Jeg siger bare, at der ikke findes mange, som kan leve op til dit intellektuelt niveau.
Et sekunds tavshed, så tilføjede Katrine:
– Og så Jeg elsker ham, Mormor. Virkelig. Og du kan ikke benægte, at kærligheden er det, der driver kunsten?
– Bah, kunsten! Hvordan vil du leve med ham?
– Forhåbentlig længe. Og så lykkeligt som muligt.
Det blev Katrines valg. Ikke uden slid, bebrejdelser og modstand. Men hun sagde nej til indsigelserne og ja ja til Morten, da tiden kom. For Morten var Katrine som et væsen, der havde trådt ud af eventyret og fundet ham. Skrøbelig, sart og alligevel med en styrke, han kunne mærke, så snart hun så på ham. Han havde kun én ting at tilbyde:
– Jeg har ikke meget at give dig endnu. Men jeg vil gøre dig lykkelig. Elske dig dét kan jeg.
Det var alt, hun havde ventet på. Katrine forstod, her var en mand, som elskede hende præcis, som hun var. Ikke flere det-skal-svære-sig.
Deres vej var alt andet end nem. Morten havde ingen forbindelser, ingen rig familie. Hans far døde tidligt, og hans mor Karen Jensen, var hele livet lærerinde. Børnene elskede hende; Morten beundrede hende. Hun støttede ham trofast, også økonomisk da lejligheden skulle købes – hun flyttede i noget mindre og gav pengene videre til sønnen. Firmaet, han byggede op, blev hurtigt en succes, ti år senere var det velanset i branchen. Selv kritiske Anna Hansen måtte bøje sig, da oldebarnet blev født.
Katrine længtes brændende efter et barn. Ikke berømmelse eller storhed, bare kvindelig lykke. Men naturen var ikke venlig. År med undersøgelser, to operationer og stadig ingen resultat. Hun græd lydløst i mørket, gemte sorgen for Morten og tænkte, at han fortjente at opleve faderskab. Da hun fortalte ham det, lo han.
– Tilgiv mig, skat. Det var bare en forsvarsreaktion. Har du virkelig troet, at jeg kun er sammen med dig for at få børn? Du er mit liv, Katrine. Har du ikke forstået det?
Hun græd i hans arme af afmagt og af lettelse.
At acceptere at børn ikke blev hende forundt var nemt. Men at finde sig til rette i det, år efter år, var hårdere. Elsebeth kunne altid dryppe lidt ekstra smerte: Alle vennerne er blevet bedsteforældre, kun jeg er uden. Og veninderne indbød selvfølgelig til børnefødselsdage, som kun for at gøre det værre. Men med tiden lagde sorgen sig. Katrine stoppede med at stirre efter børn i parkerne. I stedet åbnede hun et balletstudie.
– Jeg må få noget at give mig til, ellers går jeg fra forstanden!
Morten forstod ikke helt meningen, men Karen Jensen så hende.
– Morten, hun har brug for dig nu hele dig. Lad hende gøre hvad, hun selv har lyst til.
– Det lover jeg, mor.
Han fandt lokaler, og Katrine klappede begejstret i hænderne, mens hun så sig omkring. Det kunne ikke have været bedre.
Udstyret, børnene, alting hun kastede sig ind i arbejdet. Hun missede de første tegn, troede det var overanstrengelse – det havde hun prøvet før.
– Katrine, svar kun, hvis du vil. Karen så søgende på hende over kaffebordet. Er du gravid?
Katrine gik kold indvendigt, stirrede næsten ondt på svigermoren. Ondt spørgsmål, når man ved, hvor ondt det gør! Men så svajede hun og var lige ved at falde om.
Karen vinkede en tjener hen og bad om et glas vand.
– Sid stille her.
Efter et øjeblik kom hun med en lille pakke.
– Lad os nu ikke gætte.
Personalet så mærkeligt til, da de to kvinder med armene om hinanden dansede grædende og leende rundt men alle i caféen forstod, der var sket noget stort og lykkeligt.
Viktor blev født sund og stærk og gav både læger og forældre lidt drama undervejs.
– Var du ballerina? spurgte neonatologen Katrine.
– Ja.
– Sådan et flot barn, du har lavet.
– Overrasket?
– Lidt. Der plejer at være flere problemer, men her et pragteksemplar.
Katrine vågnede nu hver morgen med så overvældende lykke, at hun blev bange. Kan man være så lykkelig?
– Du er ikke alene, skat. Vi er faktisk to. Morten så på deres dreng, trygt pakket ind i det fine hørsvøb Elsebeth havde købt til hjemkomsten.
Hjemturen fra Rigshospitalet blev et mareridt for Katrine. Uanset Mortens protester arrangerede Elsebeth alt fotografer, slægtninge og venner, bordet dækket hjemme, gratulationer overalt. Katrine, der dårligt kunne stå opret af smerte, længtes kun efter et varmt bad og lidt fred.
– Mor, hvorfor alt dette?
– Jamen dog! udbrød Elsebeth. Det skal fejres ordentligt! Jeg er lykkelig!
Katrine lærte hurtigt at protester var spild af energi. Hun gik op ad trappen og sukkede dybt, da hun så flere, der ventede.
– Skat, det er jo de nærmeste!
Karen Jensen fiskede straks sin svigerdatter væk:
– Må jeg lige låne moderen og hendes baby et øjeblik? Hun nikkede til Morten og førte Katrine ovenpå.
– Læg dig nu jeg ordner alt, og du får et bad. Sulten?
Katrine nikkede, mens Morten forsigtigt lagde Viktor i vuggen. Hun kom straks i tanke om gæsterne nedenunder.
– Jeg skal gå ned igen.
– Hvem siger det? Karen rynkede brynene. Dem har du serviceret længe nok.
Lettet sukkede Katrine og mærkede, at søvnen tog over. Med et lille smil så hun, hvordan Karen gik på listefødder i værelset.
– Skal du sove? Karen fandt et tæppe og lagde det over Katrines kolde fødder. Sov du bare. Jeg holder øje med Viktor.
– Viktor – mumlede Katrine, mens hun gled ind i søvnen. Mortens far hed også Viktor.
Elsebeth, der kom op nogle minutter senere, var oprørt over, at hendes datter havde tilladt sig at lukke øjnene.
– Hvad forestiller det, sig?
– Det forestiller en ung mor, der ammer. Hun har behov for ro, ellers kan hun miste mælken.
– Pjat! Jeg ammede Katrine i to dage. Hun blev da sund alligevel. Elsebeth ville ind, men Karen tog fat i hendes albue.
– Kom, lad os fejre at vi er blevet bedstemor begge to! Hvad synes du, bedstemor eller bare Karen og Elsebeth?
Morten lukkede døren med lettelse og sendte sin mor en stille tak. Forholdet til svigermoren var langt fra let. Elsebeth nød alt, svigersønnen skaffede familien, men ignorerede helst hans mening. Rolig og fredelig som han var, havde Morten vanskeligt ved at holde masken over for så meget stædighed. Med svigerfaren, Poul, gik det straks bedre.
– Du får aldrig ændret hende. Bedst at undgå endnu mere storm i huset, sagde Poul.
Katrine vågnede halvanden time senere, groggy men lykkelig, da Viktor gurglede. Hun ammede, ventede på Morten, og snuppede et velfortjent bad. Efter badet sad hun i vinduet og nød Karens suppe, mens de talte om alt, der skulle passes.
– Jordemoderens instrukser er én ting, men det her er vildt. Jeg er bange! Katrine lagde skeen fra sig.
– Spis og vær ikke bange! Børn kan tåle langt mere, end folk tror. Og du skal bare følge din mavefornemmelse. Da jeg fik Morten, var der ingen til at hjælpe. Jeg begik fejl, men hvem gør ikke det? Du er den, der kender dit barn bedst. Tvivl aldrig på det!
Tiden viste, at svigermoren havde ret. Katrine fik hurtigt styr på de nye opgaver, og frygten blev mindre dag for dag.
De første seks måneder fløj forbi. Karen kom et par gange om ugen for at hjælpe men endte som regel ved komfuret eller med at svinge støvsugeren. Katrine blev irriteret, men Karen beroligede hende altid:
– Skat, den her tid er så kort. Snart savner du det hele. Nyd din søn jeg kan tørre støv og lave mad.
Elsebeth dukkede sjældnere op, men hver gang blev det et show.
– Katrine, se barnevognen jeg fandt! Den er fantastisk!
– Mor, vi har en skøn barnevogn.
– Nej nej! Det her er noget helt andet! Kom, vi skal ud og lufte ham og vognen!
Hun nægtede længe at kalde barnebarnet Viktor.
– Hvor har I fundet det navn? Kunne han da ikke have heddet noget andet? Viktor! Kunne det ikke være mere enkelt?
– Mor, det er et kongenavn! Hvad er problemet?
– Han skal bo et helt liv med det! Drillerier i skolen, vente du bare!
– I så fald må vi vælge en almindelig skole! Og kan vi lade forældrene bestemme navnet?
– Nej! Dit navn gav din mormor dig.
– Det var kun derfor jeg valgte selv denne gang. Ingen skal brokke sig.
Elsebeth fnes, greb Viktor og gik ud. Hun nød, at folk troede hun var barnets mor. Hele landsbyen gennemskuede dog hurtigt sandheden, så hun stoppede sine spadsereture og nøjedes nu med en hurtig kaffe og et blidt kys til barnebarnet.
– Jeg bliver en fest-bedstemor! sagde hun og havde altid en spraglet gave med.
Rollerne fandt på plads, og roen indfandt sig.
Festlighederne til Viktors halve-årsdag var næsten blevet anledning til skænderi.
Katrine smilede til sin lille dreng og rakte efter æsken fra Elsebeth. En smuk, sølvfarvet rangle fik hende til at gispe:
– Viktor, se lige hvor er den flot!
Han betragtede legetøjet og smilede stolt, da han viste sine første tænder.
– Hvad har bedstemor Karen givet dig? Katrine pakkede posen fra svigermor ud.
En hvid, håndstrikket dragt og de blødeste, lækreste små sokker, hun nogensinde havde set. Katrine pressede dem mod kinden.
– Og så små sokker! Hvor er du heldig med sådan en dygtig bedstemor!
Elsebeth kom netop ind og udbrød:
– Gud, hvor er det yndigt! Designerstrik?
– Nej, Karen har selv lavet det.
Elsebeth vendte vantro dragten rundt.
– Kunne hun virkelig ikke finde noget bedre til sådan en dag? Det er første mærkedag! Hun kunne da have købt noget ordentligt. Den nærighed forstår jeg simpelthen ikke!
– Mor!
– Hvad? Er det ikke sandt?
Katrine vidste ikke, hvor hun skulle gøre af sig selv; Karen stod i døren og havde hørt det hele. Hun nikkede stille, satte glasset med saftevand Katrine havde bedt om, og forlod værelset. Katrine brugte tid på at få Viktor til ro. Da hun kom ned, var Karen allerede taget hjem.
– Morten! Hvor er det pinligt! Jeg skammer mig.
– Men det var jo ikke dig, der sagde det? Hvorfor skamme sig?
– Fordi jeg ikke stoppede hende. Det burde jeg!
– Du skal ikke bekymre dig! Mor forstår udmærket.
Katrine ville gøre det godt igen, men Karen var ikke til at slå ud:
– Katrine, lad det nu ligge. Jeg blev slet ikke såret.
Alligevel føltes det hele lidt ødelagt. Katrine ledte efter en måde at lappe det på.
Hun fik det først rigtig dårligt en dag, hvor kun Viktor var hjemme. I smerte ringede hun til Morten, men ingen forbindelse. Faren opererede selvfølgelig. Hun ringede til sin mor.
– Hej hej! Hvordan har I det? Og Viktor? Vi har ikke set hinanden siden festen, har vi? Det var vellykket! Du forstår, det var vigtigt!
– Mor
– Du skal ikke takke. Jeg er jo bedstemor! Nå, undskyld jeg har et opkald. Elsebeth lagde på. Katrine sad chokeret med telefonen i hænderne og tastede forgæves flere gange. Optaget.
Smerterne tog til. Hun ringede efter en ambulance og derefter til Karen.
– Katrine?
– Hjælp – Alt slørede, og hun mærkede hun var ved at besvime. Viktor
Aldrig havde Karen løbet så stærkt. I tøfler, med tasken, sprang hun ud, viftede en taxa ind.
– Er du sindssyg, kvinde?! vred taxachauffør, kun i sidste øjeblik undgik han hende.
– Min svigerdatter er syg! Skynd dig, tak!
– Ind og sæt dig!
Karen klamrede sig til tasken, mens bilen fløj gennem gaderne.
– Bare rolig! Jeg har kørt i 30 år aldrig en ulykke!
Ambulancen var fremme næsten samtidig.
– Her, hurtigt! hun vinkede dem ind.
Katrine kom til sig selv.
– Vi tager dig med.
– Men hvorfor, hvorhen? Katrine var omtåget af smerte.
– Det skal nok gå. Jeg passer Viktor Morten kommer.
Operationen gik heldigvis godt, og to uger efter blev Katrine udskrevet. Hun ville straks hjem, men faren insisterede på, at hun hvilede.
– Det er alvorligt, skat. Vi skal passe på dig, så du kan tage dig af Viktor.
Først hjemme ringede hun straks til sin mor.
– Mor!
– Katrine! Er du okay?
– Ikke helt. Jeg får snart brug for hjælp til Viktor.
– Selvfølgelig, men Jeg havde ikke regnet med det! Jeg har jo billet til Alanya. Afgang om to dage, og billetten kan ikke refunderes. Jeg har virkelig længtes efter lidt ferie!
Katrine lukkede øjnene og slukkede for mobilen. Så måtte hun klare det selv. Hun ammede Viktor og lagde sig træt på sengen. Ville smerten da aldrig slippe sit greb?
Hun vågnede ved lyden af trin.
– Åh, jeg ville ikke vække dig! Karen tog Viktor op med et smil. Er du sulten? Din yndlingssuppe står klar. Og jeg har bagt boller. Nu afleverer jeg Viktor til Morten, så du kan få mad og hvile. Hvis du ikke har noget imod det, bor jeg lige her et par uger, så du bliver helt frisk igen.
Katrine så på hende og begyndte at græde.
– Hold nu op, pige. Lægen sagde positive oplevelser du skal fokusere på det. Nu skal du se
Karen satte Viktor på gulvet, slap forsigtigt, og straks stavrede han usikkert men beslutsomt hen til sin mor. Katrine foldede armene om ham og så op på Karen.
– Var det positive følelser nok? Sådan! Karen lo Nu går vi ud og spiser. Du skal blive stærk, for snart løber ham her fra dig, og så får du nok at gøre!
