**Straffen for grådighed: Historien om en svindlende vandånd**
Døren knagede, næsten med det samme han ringede på. I døråbningen stod en ældre dame, omkring firs år gammel, med et skarpt, smørret blik.
“Goddag,” sagde han høfligt.
“Goddag til dig, unge mand,” svarede hun. “Hvorfor melder du dig ikke lige til? Jeg spurgte ikke engang, ‘hvem der?’ – er du ikke bange for, at jeg er en skrækkelig gammel kone?”
“Jeg, min ven, har gennemlevet nok til ikke at være bange for noget mere,” grinede hun. “Nu er det min tur til at skræmme folk. Kom indenfor – er du fra kommunen eller hvad?”
“Nej, bedstemor, jeg er fra et firma, der sælger mirakelapparater. Tilslutter man dem, bliver vandet fra hanen rent som kildevand. Uden kemikalier. Som i gamle dage, hvor man kunne drikke direkte fra bækken.”
“Ser man det, selve vandånden kommer på besøg,” sagde hun forbavset. “Det lyder godt. Kom ind.”
Han tørrede demonstrativt fødderne på måtten.
“Skal jeg tage skoene af?” spurgte han og så ned på gulvtæppet.
“Åh, lad nu være. Min datter kan jo gøre rent, hun er ung endnu – ikke som mig, en gammel krakiler.”
“Åh, nej, De er fuld af liv, smuk, med rødmende kinder – klar til dans,” mumlede han med et forceret smil. “Hvor er jeres køkken? Jeg vil gerne vise produktet…”
“Smigrer,” fnøs hun. “Jeg har ikke set mig selv i spejlet i årevis, så jeg tager dit ord for det. Kom, så viser jeg dig.”
Da de kom ind i køkkenet, så han sig omkring og spurgte pludselig:
“Hvorfor kan De ikke se Deres reflektion? Er De en vampyr?”
“Nej, nej,” lo hun. “Min datter har hængt spejlene for højt, og jeg er lille. Jeg kan ikke nå dem, selv hvis jeg hopper.”
Han begyndte at installere filteret, justerede noget, viste det grumsete vand før og det krystalklare efter. Bedstemoren lyttede opmærksomt og nikkede.
“Jeg køber det,” sagde hun pludselig. “Men først skal du drikke te med mig. Jeg kan ikke lide at drikke alene. Fem minutter – ikke mere. Jeg har god te, med urter.”
Hun satte hurtigt vand over og bryggede en duftende te. Rummet fyldtes med en aromatisk duft af mynte og lindeblomst.
“Har du familie?” spurgte hun tilfældigt. “Børn?”
“Nej, det er kun mig.”
“Godt. Du er for ung til børn. Hvad synes du om teen?”
“Den er fantastisk, bedstemor. Hvor får De den fra?”
“Åh, jeg får den ikke. Alfene kommer med den på min fødselsdag.”
Han grinede, troende, at hun drillede. Men snart forsvandt smilet.
“Sig mig, dreng, hvorfor går du rundt til folk? Er det for rent vand? Jeg tror dig ikke.”
Pludselig begyndte han at tale, som om ordene tvang sig ud af ham:
“Nej, selvfølgelig ikke. Jeg køber de billige filtre i butikken og sælger dem for tyve gange prisen. Nogle gange putter jeg noget i vandet, så det smager bedre. Folk falder for det, og jeg tjener kassen.”
“Sådan er det,” nikkede hun roligt. “Jeg advarede dig: min te er magisk. Den, der drikker den, kan ikke lyve. Alfene, sagde du? Ja. De lavede denne blandning. For din bedrageri skal du straffes.”
Han ville protestere, men kunne ikke – hans krop begyndte at opløses i let damp, som langsomt sivede ned i den kobberkande, hun havde stillet frem.
“Ville du være en vandånd? Så bliver du det. Vor flodånd har manglet en hjælper. Ti års arbejde ved floden, så må vi se.”
Hun tog kanden og hældte vandet i vasken.
“Ja, ‘hvorfor kan jeg ikke se dig i spejlet, bedstemor?’ Fordi jeg er tre hundrede år gammel. Og datteren hængte spejlene højt, så folk ikke bliver skræmt.”
Hun grinede for sig selv.
“Den første skiftede elmåler – nu styrer han lynene under tordenvejr. Luft er hans element. Dit er vand. I kan mødes. Næste gang det regner.”
Hun gik forbi spejlet, uden at reflektere noget. Kun en skygge gled hen over gulvet og forsvandt i stilheden i den gamle lejlighed.
