**Drømmen om Freja og Emil**
*”Husk at støtte din søster i nød,”* mindede moren dem om efter skilsmissen.
*”Vil du virkelig ikke hjælpe hende? Hun har det svært nu,”* sagde moderen bebrejdende.
De to søstre sad ved det runde bord i deres mors køkken og lyttede til hendes klager.
*”Din Emil er en forkælet dreng!”* udbrød Fru Nielsen uden omsvøb. *”Han arbejder som vikar, men han tjener kun småpenge!”*
*”Mor, er tre tusind kroner ikke nok for dig?”* spurgte den yngste, Freja, irriteret.
*”Det er ligegyldigt. Han skal kunne forsørge dig,”* svarede moren med sammenknebne læber.
*”Det gør han,”* mumlede Freja og rullede med øjnene.
*”Jeg ser det ikke! I går lånte du stadig to hundrede kroner af mig,”* mindede Fru Nielsen hende om. *”Hvis han ikke kan brødføde dig, så skal I skilles! Find en bedre mand! Og så er han også lidt langsom.”*
*”Mor, nu går du for langt,”* sagde Mette, der indtil nu havde tavet, og forsvarede sin søster.
*”Jeg siger kun sandheden! Han er rødhåret, og han taler underligt,”* fniste Fru Nielsen og kiggede op i loftet. *”Freja, du fortjener bedre. Skill dig af med ham, inden det er for sent.”*
*”Mor, Emil er dygtig med hænderne. Udseendet betyder ingenting,”* sagde Mette og så, hvordan moren pressede Freja. *”Hvis alt handler om penge, så har han en lejlighed, en bil, og han elsker Freja. Det er åbenlyst!”*
Fru Nielsen så nedladende på sin ældste datter.
*”Du bor alene, næsten fyrre år gammel, så hold dine råd for dig selv,”* snappede hun og skubbede Mette væk. *”Når du selv er gammel, tager du, hvad du kan få.”*
Freja lyttede tavst, skiftende mellem moren og søsteren med et ligegyldigt blik.
*”Du beundrer ham… en lille lejlighed i en gammel bygning, en bil uden prestige… intet at prale af!”* sagde Fru Nielsen hånligt.
*”Freja, hvad synes du?”* spurgte Mette den tavse søster. *”Har du en mening?”*
*”Jeg ved det ikke… måske har mor ret,”* mumlede Freja, der tidligere forsvarede sin mand, men nu vaklede. *”Han sagde fornylig, jeg skulle finde et arbejde…”*
*”Se der!”* Fru Nielsen foldede armene. *”Det er ved at være skræmmende!”*
*”Hvorfor skal Freja ikke arbejde? Få har råd til at sidde stille. Jeg forstår ikke, hvorfor Emil ikke sagde det før,”* sagde Mette.
*”Hvorfor forsvarrer du ham?”* moren stirrede på hende.
*”Fordi jeg er bange for, at du ødelægger Frejas liv med dit pres,”* svarede Mette roligt.
*”Det rager ikke dig!”* råbte Fru Nielsen. *”Freja fortjener bedre. Hvis Emil virkelig elskede hende, ville han gøre alt for hendes lykke. Han har hverken penge eller udseende.”*
Freja lyttede åndeløst til morens ord.
Snart begyndte hun at kritisere Emil.
*”Er du tilfreds med din løn?”* spurgte hun ham.
*”Ja, hvorfor?”*
*”Jeg er ikke,”* rystede Freja på hovedet. *”Du skal finde noget bedre.”*
*”Bedre? Jeg har det fint,”* svarede han afslappet, men bekymret.
*”Jeg har ikke!”* sagde hun bestemt. *”Lille lejlighed, en kedelig bil… ingenting at vise frem!”*
*”Mærkeligt, det var fint nok før,”* sagde Emil eftertænksomt. *”Hvad er ændret?”*
*”Ingenting. Men jeg ser tingene klart nu.”*
*”Fint,”* svarede han ligeglad, håbende på at det var slut.
Men Freja fortsatte, drevet af morens indflydelse.
*”Dit brok irriterer mig,”* knurrede Emil. *”Jeg hører dig, men kan ikke gøre noget.”*
*”Jeg vil have en mand, der udvikler sig, ikke en, der står stille.”*
*”Undskyld, at jeg skuffer!”* sagde Emil koldt og gik mod soveværelset. *”Pak dine ting!”*
*”Hvor skal jeg tage hen?”* spurgte Freja forvirret.
*”Til et sted med en stor lejlighed og en flot bil,”* svarede han skarpt. *”Jeg vil ikke holde dig tilbage. Du finder sikkert en rig mand. Det kan jeg ikke være.”*
Fru Nielsen var den første, der hørte, at Emil havde smidt Freja ud.
*”Et fjols! Hvem troede, han kunne gøre sådan noget? Du skulle ikke have giftet dig med ham!”* råbte hun og bandede over svigersønnen.
*”Jeg bad ham bare om at blive bedre,”* græd Freja.
*”Man kan ikke forvente noget af en bonderøv. Bare rolig, du finder en bedre mand, og Emil vil komme tilbage og trygle!”*
Uden hjem eller mand flyttede Freja ind i sin mors gamle værelse.
*”Hvad vil du gøre nu?”* spurgte Mette, der var kommet for at hjælpe.
*”Ingenting,”* svarede Freja og stirrede på sin telefon.
*”Har du tænkt på at finde et arbejde?”* foreslog Mette forsigtigt.
*”Nej. Jeg finder en rigere mand end Emil,”* sagde Freja selvsikkert.
*”Lad hende være!”* brød Fru Nielsen ind. *”Hun har brug for ro efter alt det her.”*
I næsten to måneder forsørgede hun sin datter, der lå på sofaen.
Men snart indså hun, hun ikke kunne klare det alene, og bad Mette om hjælp.
*”Vil du ikke hjælpe din søster?”* spurgte Fru Nielsen strengt, da Mette ankom.
*”Med hvad?”*
*”Ikke *med hvad*, men *hvordan*,”* rettede moren. *”Økonomisk. Det er hårdt for os.”*
*”Hvem fik dig til at overtale Freja til at skilles?”* sagde Mette. *”Uden dig var alt blevet godt.”*
*”Ah!”* Fru Nielsen holdt sig for hjertet. *”Hvor vover du? Emil er en idiot! Han kunne ikke håndtere en kvinde som Freja. Gå nu! Jeg vil ikke se dig igen!”*
Freja dukkede op og stirrede på sin søster.
*”Du forsvarrer ham, der svigtede mig?”*
*”Du er selv skyld i det! Lyt ikke til mor”*
*”Lær mig livet? Du, der er en gammel jomfru?”* Freja blev rasende.
Mette rystede på hovedet og gik mod døren.
Hun ville ikke diskutere mere, og Freja og moren ønskede heller ikke at se hende igen.







