– Freja, pas på! – Mors stemme fik den lille pige på omkring seks år til at trække hånden tilbage. – Rør ham ikke, kom væk! Se, hvor grim han er! Katten, som Freja lige havde kærtegnet, kastede et fornærmet blik på pigens mor, sukkede og trak sig lidt væk. Han havde ofte hørt de ord fra andre mennesker og vidste allerede, hvad de betød. Katten så faktisk ikke godt ud: Under sin rødbrune pels stak der skarpe knogler frem, og ribbenene var tydeligt markerede under den korte pels. Halen lignede en tynd, knudret pind. På trods af sin magerhed var hovedet stort med forfrosne ører, en unaturligt bred næse og vidt åbnede øjne, der rummede en melankoli.
Nikolaj kiggede sig omkring. Han havde også hørt kvindens udråb og prøvede nu at gætte, hvem det var rettet mod. Hans blik fandt katten, der sad under bænken og stirrede tomt ud i luften. Grim… Han vidste, at folk også anså ham for det, og i dag havde han hørt, hvordan pigerne i hans klasse hviskede om ham: – Nikolaj er en flink og sjov fyr, han er så god til matematik! Men piger, forestil jer – hvordan kan man få børn med ham? De bliver jo sikkert lige så grimme!? Blandt dem var også Marie. Hun havde sagt noget til sine veninder, og så grinede de. Nikolaj rødmede, vendte sig om og gik ud af lokalet. Det så ud til, at de slet ikke havde opdaget ham.
Unge mennesker kigger ofte i spejlet og prøver at lægge mærke til og fremhæve deres tiltalende træk: det strålende smil, en lille charmør-variation i kinden. Hvad skulle Nikolaj fremhæve? De store ører? De mange fregner, der prydede hans ansigt? De brede kindben eller den spidse hage? Øjne af ubestemmelig farve, skjult bag kraftige brilleglas? Nej, der var intet bemærkelsesværdigt ved hans udseende, hvilket gjorde, at han undgik spejle. Det med ham var forståeligt, men hvad med katten? Ja, han var slet ikke som de tamme misser, der med deres blotte tilstedeværelse skaber hygge og stemning i et hjem. Men var det hans skyld? Han har haft uheld fra fødslen – intet hjem og ingen god mad. Og så hans udseende…
– Jeg har vist været heldigere, tænkte Nikolaj, – jeg har et hjem og en bedstemor, der bare drømmer om at give mig lækker mad. Jeg har en fremtid, måske ikke som ønsket, men den findes! Hvad har du? Han satte sig på bænken, hvorunder katten skjulte sig. Katten mærkede menneskets tilstedeværelse og ville instinktivt trække sig tilbage – men så hørte han: – Nå, vagabond? Er du også trist? Kom og sid her, så vil dine poter ikke fryse så meget. Lad os dele vores melankoli.
Katten lyttede mistænksomt til Nikolaj, mens dens ører bevægede sig: – “Hvad vil han mig? Hvad ønsker han? Har han virkelig brug for at tale med mig, sådan en grimling? Eller vil han bare berolige mig for at kunne såre mig senere? Men alligevel – han taler til mig!”
Katten modstod ikke, da Nikolajs varme hænder forsigtigt tog ham op fra jorden og satte ham ved siden af sig på bænken.
– Vi har nok noget tilfælles, kat. – sagde Nikolaj stille. – Ikke kun udseendet, selvom, ja, udseendet hos os begge er uklart. Vi ligner hinanden også indvendigt. Vi bliver ikke mødt med store smil, folk er ikke særligt villige til at tale med os, det ville være mærkeligt, hvis de inviterede dig eller mig til et selskab for at have det sjovt. Derfor er vi vant til at være alene. Og ved du hvad det værste er – ensomheden vil sandsynligvis vare hele livet!
Katten lyttede til fyren og stirrede ind i hans øjne, og så forsigtigt mjavede han: – Men du har jo inviteret mig til dit selskab! Nu er vi to, der snakker. Jeg ved ikke – hvorfor du gør det, men lad mig fortælle dig – selvom dette kom uventet, så er det meget rart! Efter blot få minutter i dit selskab er jeg klar til at ofre den pølseskal, jeg har gemt i en bunke mursten ved indgangen til kælderen! Åh nej, andre katte æder den sikkert!
– Du er nok sulten, kat? – Nikolaj havde gættet rigtigt. – Selvfølgelig er du sulten! Hvis du kan vente et par minutter, kommer jeg tilbage med mad til dig. Vil du blive her, indtil jeg kommer tilbage?
– Nej! – mjavede katten. – Jeg følger hellere med dig og venter uden for butikken!
Nikolaj betragtede kassedamen – en kvinde i 50’erne, gortesmuk. Sikkert en god, omsorgsfuld mor…
Katten ventede på Nikolaj udenfor og fulgte ham tilbage til bænken, hvor han med stort velbehag spiste begge poser mad. Måske var de billige, men han syntes aldrig, han havde smagt noget bedre. Efter hurtigt at have vasket sin snude, sprang han tilbage på bænken og satte sig ved siden af sin nye ven. Det uventede måltid havde brudt barrieren af mistillid, og nu talte katten blidt mens han spandt lydløst for Nikolaj.
Nikolaj lyttede til kattens spinderi, og den tunge følelse i hans bryst opløste sig. De dystre tanker forsvandt, og hans hjerte blev varmt ved kattens enkle, men oprigtige taknemmelighed. Overtaget af følelsen lagde han sin hånd på kattens store hoved og strøg det forsigtigt. Katten frøs, næsten ikke at tro sin egen lykke, og da Nikolaj kærligt kildede ham bag det ene øre, lå katten ned på bænken og pressede sin ryg mod ham.
– Dette er lykken! – udtrykte hans kropssprog.
– Jeg kan se, at du også kender smerten i hjertet, når man bliver afvist, – Sagde Nikolaj trist med et smil. – Derfor vil jeg ikke svigte dig. Vi sidder her lidt længere og går så hjem til mig. Jeg tror ikke, min bedstemor vil have noget imod det, hun er slet ikke som den kassedame. Vil du med mig?
– Selv til skafottet, selv til bålet! – mjavede katten oprigtigt og så hengivent på den eneste person, han havde kærlighed til.
– Kom ind under jakken, det begynder at regne. – Nikolaj åbnede sin jakke, og katten, uden at vente på flere invitationer, krøb hurtigt indenfor til varmen. – Ak ja, min sjæl bliver også opvarmet, – smilede Nikolaj, – jeg troede aldrig, det ville ske, efter at have hørt hende grine af mig med hendes veninder…
Snefnuggene faldt fra himlen, blandet med regnen, men de to venner blev ikke våde: over dem havde en farverig paraply åbnet sig, båret af en kvinde. Nikolaj vendte sig og så Marie stå bag bænken og holde paraplyen, der skjulte dem for regnen.
– Du er en fjols, Nikolaj. – sagde hun med et smil.
Nikolaj trak sig sammen og formåede at skubbe paraplyen blidt til siden: – Lad være, Marie. Jeg hørte, hvordan dine veninder grinede af mig, og så dine ord bagefter.
– Det er en skam, du ikke hørte mine rigtige ord. – Sagde hun med et smil. – Jeg fortalte dem, at jeg drømte om at få en masse børn, og at du skulle være deres far! Mindst tre, to drenge og en pige. Af en eller anden grund fandt de det morsomt.
– Og en kat! – kom kattens hoved til syne fra under jakken.
– Og bestemt en kat! – lo Marie.
