**Hold op med at klynke – kom i gang!**
“Astrid, nu må det være nok!” lød det gennem gangen. Naboens stemme var hård og bestemt. “Græder du igen? Jeg kan høre det gennem væggen! Hvad er der sket denne gang?”
Astrid tørrede sine tårer med ærmet på sin morgenkåbe og åbnede langsomt døren. På dørtrinnet stod fru Møller med en pose hjemmebagte boller i hånden.
“Det er det sædvanlige, fru Møller… Chefens igen…” begyndte Astrid, men naboens skarpe blik afbrød hende. Uden videre trådte hun ind i lejligheden.
“Hold nu op med at klynke, pige!” sagde fru Møller og satte posen på bordet. “Hvor gammel er du? Toogfyrre? Og alligevel opfører du dig som en skoledreng! Sæt dig ned, vi skal drikke te og tale alvorligt.”
Astrid adlød og fulgte med ind i køkkenet. Fru Møller var femoghalvfjerds, men havde mere energi end de fleste unge. Hendes rygrad var lige, øjnene klare, og hun hadede selvmedlidenhed.
“Fortæl mig, hvad der er sket – men uden tuderi,” befalede hun og satte vand over.
“Chefen sagde, at jeg kunne blive fyret,” sukkede Astrid og sank sammen på køkkenstolen. “De sparer på lønninger, og jeg har kun været bogholder i to år. Med min anciennitet er jeg den første på listen.”
“Og hvad gør du ved det?” spurgte fru Møller og tog to kopper frem.
“Hvad kan jeg gøre? Jeg venter bare på, at de siger mig op. Jeg har sendt CV’er ud, men hvem er interesseret i en på min alder? Der er masser af unge. Og min erfaring er begrænset…”
“Stop!” Fru Møller vendte sig brat mod hende. “Der har vi problemet! Du giver op, før du overhovedet har forsøgt noget. Tror du, chefen fyrer folk for sjov?”
“Men hvad kan jeg…”
“Du kan meget!” afbrød fru Møller hende. “Hvor længe har jeg kendt dig? Du er kvik, omhyggelig, ansvarlig. Jeg husker, hvordan du passede din mor til hendes sidste dag uden en eneste klage. Og nu går du i panik over en fyring?”
Astrid ville protestere, men fru Møller hældte allerede te i kopperne.
“Hør her,” fortsatte hun og satte sig overfor Astrid. “Min mand – hvile i fred – arbejdede på fabrik hele sit liv. Da de lukkede, var han otteoghalvtreds. Han troede også, det var slut, at ingen ville bruge en gammel mand. Men jeg sagde til ham: hold op med at klynke og gør noget ved det!”
“Men han var en mand,” sukkede Astrid. “Og jeg…”
“Hvad med dig?” knurrede fru Møller. “Har du ikke hænder? En hjerne? Hvorfor opfører du dig som en magtesløs mus?”
Astrid tav og rørte i sin te. Hun kunne ikke forklare den knude af frygt og tvivl, der altid greb hende, når hun skulle træffe en beslutning.
“Fru Møller… var du aldrig bange?” spurgte hun stille.
“Selvfølgelig var jeg bange!” lo fru Møller. “Da min mand blev sendt i krig, troede jeg, jeg skulle dø af skræk. Men frygt er naturligt. Det handler om ikke at lade den styre dig.”
“Jeg ved det ikke… Jeg føler, jeg ikke kan andet end at sidde med papirer.”
“Sludder! Hvem hjælper mig altid med SKAT? Hvem forklarede mig mine regnskaber, da jeg solgte sommerhuset?”
Astrid tænkte tilbage. Jo, naboerne kom jævnligt til hende med spørgsmål om dokumenter og skatteregler.
“Men det er ikke et rigtigt job.”
“Hvorfor ikke?” Frk. Møller lød oprørt. “Folk har brug for hjælp, og du kan hjælpe. Så start din egen forretning!”
“Min egen forretning?” Astrid rystede på hovedet. “Jeg er ikke en selvstændig!”
“Og hvem er det?” svarede fru Møller. “Min niece Marie startede med at klippe hår i stuen – nu har hun en hel frisørsalon.”
“Det er anderledes…”
“Nej, det er det ikke! Lyt: folk hader bureaukrati. Du kunne spare dem for hovedpinen.”
Astrid stirrede ned i sin te. Måske havde fru Møller ret.
“Hvordan starter man?”
“Begynd småt! Hæng en seddel op i opgangen: ‘Jeg hjælper med papirarbejde – billigt.'”
“Og hvis ingen ringer?”
“Og hvis de gør?” Frk. Møller lagde hånden på hendes. “Du skal tro på det, før det sker.”
Næste dag bankede Astrid på chefens dør.
“Per, jeg har en idé…”
Efter en times forhandling fik hun lov at arbejde hjemmefra – med lønnedgang, men også mere frihed.
Da hun kom hjem, sprang fru Møller næsten af glæde. “Se! Jeg sagde det jo!”
Astrid smilede. For første gang i lang tid følte hun, at hun selv tog styringen.
En måned senere havde hun tre klienter og overvejede seriøst at starte sit eget firma. Hun var ikke længere den bange kvinde, der ventede på at blive sparket ud.
Hun havde lært, at livet ændrer sig, når man selv gør.
