Vinteren i år i Jylland var ubarmhjertig: frostgrader nede i minus firti låste alt fast, og om natten faldt temperaturen endnu lavere, som om naturen selv testede menneskenes udholdenhed.
“Lars, klæd dig ordentligt på! Tag den uldne sweater, den jeg strikkede til dig,” sagde Hanne og fulgte sin mand ud af døren, da han skulle på arbejde.
Trods kulden ventede arbejdet på gården. De sultne og utålmodige køer krævede pleje. Lars, allerede gråhåret og tæt på pensionen, gjorde sig klar som sædvanligt. Hanne blev hjemme – hun ventede på datteren og barnebarnet, men de ringede fra byen:
“Mor, vi tør ikke køre, før frostgraderne slipper. Vi kommer i weekenden i stedet.”
“Klogt, min skat. Hvad nu hvis bussen bryder sammen i sådan en kulde? Pas på jer selv og den lille,” svarede Hanne og gemte sin uro.
Hun standsede telefonen og blev stående, suget ind i minder. For hendes øjne dukkede den vinter op for næsten et halvt århundrede siden, da hun som ung Hanne sammen med sin veninde Mette tog til en afsides landsby, hvor Mettes bedstemor boede. Frostgraderne bed også dengang, nede i minus femogtredive, men ungdommen tåler alt.
“Hannegut, kom med mig til bedstemoder!” overtalte Mette. “Ferie i vinterkulden, det er kedeligt alene, og du kan se vores landsby. Der er lidt langt fra byen, men det går nok!”
Begge var seksten. Hanne overbeviste sin mor og pakkede. Varmt tøj, modigt sind – kulden var ingen hindring. Bussen nåede til den større landsby, men chaufføren nægtede at køre videre:
“I er fremme! Vejen er fuld af sne, selv en traktor kører ikke igennem. Jeg risikerer at sidde fast!” mumlede han og ignorerede passagernes protester.
Hanne og Mette stod af med alle andre.
“Hanne, der er stadig tolv kilometer til landsbyen,” sukkede Mette. “Hvad gør vi i sådan en kulde? Lad os gå til moster Grethe, min mors søster, hun bor her. Vi overnatter hos hende og ser på det i morgen. Mor sagde, vi kunne gå til hende i nødsfald.”
Sådan blev det. Moster Grethe gav dem varmt flæskesteg med rødkål, te med honning og lagde dem i det lille gæsteværelse. Om morgenen tilbød naboen, onkel Erik, at køre dem til landsbyen på slæden. Moster Grethe havde aftalt det aftenen før:
“Erik, tag de unge piger med, de skal til bedstemoderen.”
“Hvordan kan jeg sige nej?” svarede han godmodigt. “Jeg kører jer derud i en fart!”
Hanne og Mette kravlede op i slæden.
“Piger, træk fårskindet godt over jer, ellers fryser I!” Onkel Erik foldede det tunge skind om dem og gav hesten et let pift med tøjlerne.
Slæden gled hen over den snedækkede vej. Udenfor landsbyen strakte fyrreskoven sig, og derefter lå den uendelige hede, dækket af et hvidt tæppe. Vejen var ujævn, snedækket nogle steder, men hesten gik roligt.
“Onkel Erik, hvor gammel er du?” spurgte Mette for at bryde stilheden.
“Tæt på femoghalvfjerds,” smilede han. “Men jeg har masser af kræfter endnu! Om sommeren går jeg med fårene, jeg er fårehyrde. Heden er smuk, alt blomstrer og dufter. Kom om sommeren, så skal I se!”
**Fortælleren med sjæl**
Onkel Erik var elsket i landsbyen. Venlig, åben, han kunne fortælle en historie så livagtigt, at man glemte både kulden og den lange vej. Undervejs snakkede de om ingenting, men pludselig, med et skævt blik, sagde Erik:
“Piger, på denne vej hentede jeg min Anna for mange år siden. Jeg stjal hende, kan man sige…”
“Hvordan stjal du hende?” gispede Mette. “Fortæl, onkel Erik!”
“Er det bedstemoder, den gamle dame, der vinker?” spurgte Hanne.
“Hende, min lille Anna,” nikkede han, og hans øjne lyste. “Hun var en ung pige dengang, som jer.”
Hanne og Mette tav og lyttede intenst.
“Det var længe siden,” begyndte Erik. “Jeg kørte til den landsby, hvor jeg skal bringe jer nu. Min far havde sendt mig til min onkel Mads. Jeg var femogtyve, ugift, og ledte efter en brud, en der kunne gøre mit hjerte varmt. I min landsby fandt jeg ikke den rette.”
Erik ankom til onkel Mads. Hans søn, Kristoffer, var på samme alder.
“Godt at se dig, Erik!” hilste Kristoffer. “Far er ude ved stalden, han kommer snart. Men i aften tager vi i forsamlingshuset, vi har flotte piger her!”
I forsamlingshuset spillede musik. Pigerne dansede, trak Erik med i dansen, men han så hende – den, der lige var kommet ind. Lav, med langt lyse hår, i hvide vinterstøvler og en pæn uldfrakke, hun tog sit tørklæde af, og hendes kinder var røde af kulden.
“Kristoffer, hvem er det?” spurgte Erik uden at tage øjnene fra hende.
“Anna, datter af gamle Gustav, naboen. God pige, men hendes far er en bjørn. Ingen tør tage sig af ham,” svarede Kristoffer.
Erik tøvede ikke – han gik hen til Anna. De dansede hele aftenen, lo og talte. Hun var let at være sammen med. Senere fulgtes de ad hjem, Kristoffer forlod dem ved hendes dør.
Fra den aften kom Erik ofte til landsbyen. Anna fyldte hans tanker. Men en dag, da han nævnte ægteskab, så han hende græde:
“Far giver mig ikke lov til at flytte til en anden landsby. Han siger, jeg er for ung, og der er allerede en lokal frier. Han forbyder mig at se dig.”
“Nej, Anna, du er min,” sagde Erik bestemt. “Vent på mig, jeg kommer tilbage efter dig.”
**Jagten i natten**
Erik tav og stirrede ud over den sneklædte hede, som om han genoplevede de dage. Mette puffede utålmodigt:
“Fortæl videre, onkel Erik!”
“Resten var modstand,” sukkede han. “Annas far, Gustav, sendte mig bort. Han sagde, datteren skulle blive, giftes lokalt. Men jeg vidste, Anna elskede mig. Livet var tomt uden hende.”
Erik vendte tilbage til Kristoffer, bad ham sige til Anna, at han ville komme bag hende om tre dage. Om natten ventede han udenfor landsbyen. Anna listede ud af huset med en lille bundt, hoppede op i slæden og rystede af skræk.
“Jeg er bange for, at far indhenter os,” hviskede hun.
Erik piskede hesten frem, men bag dem lød tramp. Forfølgelse. Han kunne være flygtet, taget Anna med hjem og giftet sig. Men det føltesMen han standsede slæden og sagde til Anna: “Jeg vil ikke stjæle dig som en tyv i natten – jeg vil vinde din fars velsignelse med ære.”
