Stedbarnet
Da jeg mødte og forelskede mig i Mette, var lille Alberte seks år. Hun var vokset op uden en far og længtes så inderligt efter kærlighed, at vi aldrig havde nogen som helst besvær med at vænne os til hinanden. Vi levede som én stor, lykkelig familie indtil ham dér, puberteten, bankede på døren!
“Du er ikke min far!” råbte Alberte en dag.
Ikke hendes far? Hvem var det så, der i årevis havde lagt ører til alle hendes historier om klassekammerater og forsvaret hende på skole-hjem-samtaler? Hvem havde gemt de sidste chokoladeboller i huset, bare for at give hende dem, når hun var ked af det? Hvem havde holdt på hendes lille hemmelighed, da hun i sin tid ‘lånte’ en bamse af irriterende Thea fra gården, og hvem havde så natten efter sneget sig ned under ligusterhækken for at gemme bamsen, så det hele kunne se naturligt ud? Og forresten: Vi havde jo allerede for flere år siden aftalt, at vi skulle stå ved, hvad vi sagde, og da hun begyndte at kalde mig far dengang, hvordan kunne jeg så pludselig bare være ikke-far?
Hendes ord ramte mig hårdt, det gjorde de virkelig, men jeg kunne ikke vise hende, hvor ondt det faktisk gjorde. For det første fordi jeg er en mand, og for det andet fordi det ikke skulle handle om, at jeg blev såret det ville alligevel ikke hjælpe nogen af os videre.
“Fint argument,” sagde jeg, og for sjov klappede jeg hånden til panden i en slags militær hilsen, “men skal vi så lige snakke om, hvordan vi nu omgår hinanden? Hvad har ‘ikke-far’ og ‘ikke-datter’ af rettigheder, mon?”
Selvom det rev i mig at spørge, vidste jeg, det var det rigtige. Hun skulle have lov til at vælge selv, men indenfor nogle rammer, vi begge kunne leve med. Men Alberte, hun overraskede endnu engang hun sagde bare: Gider ikke og smækkede døren lige op i hovedet på mig. Sådan var hun ellers aldrig, ikke engang som lille. Hun plejede at forklare, hvad hun ville og hvorfor, og så snakkede vi os frem til, om det var realistisk. Altså, hun vidste godt hun ikke kunne flyve fra taget på legehuset, og jeg kunne altid forklare hende hvorfor gerne med billeder og små videoer fundet på nettet. Men da hun i 1. klasse proklamerede, at nu skulle hun altså giftes med Mathias og flytte over til ham, sagde jeg bare: Okay, så snart loven tillader det, så sørger jeg personligt for, at flytte dine ting over HVIS du stadig vil det til den tid. Hun havde selvfølgelig glemt det hele efter et par uger.
Vi har snakket os igennem alt og nu, pludselig, bare Gider ikke. Du er ikke min far. Hun kunne jo altid forklare sine følelser selv hvorfor grød ikke smagte godt.
Fordi der er for lidt sukker og den grimme skind på toppen, kunne hun altid svare. Det gav jo mening så kunne hun få noget andet, en bolle eller hvad hun nu havde lyst til.
Så stod jeg lidt og kiggede ind i egetræslågen, uden at finde et eneste svar. Tja, livet går videre, tænkte jeg.
Mette tog ændringerne helt roligt. Du, jeg var selv en heks som teenager. Min far var sikkert lykkelig, når jeg endelig gik hjemmefra for at komme, ja, hvor som helst hen bare væk! sagde hun og smilede. Hun mente, at når først hormonballaden stilnede af, gik det over. Det var bare forskelligt, hvor længe sådan en rejse gennem ‘Gider ikke-land’ varer. Men jeg må indrømme, jeg savnede Alberte det var ikke helt det samme at sidde og se håndbold med Mette, eller fnise ad Carina, Mettes veninde, som skiftede hårfarve hurtigere end vejret skifter på Amager.
Efterhånden begyndte Alberte at titte lidt frem fra sit skjul, men for det meste var hun bare mere og mere hvas, så man skulle virkelig undgå at forstyrre hende. Det var kun hende selv, der kendte mønsteret men når hun nogen gange var sig selv igen, så blev jeg så glad, at jeg ikke kunne skjule det.
Hva, skal vi tage ud og fiske i weekenden? foreslog jeg. Vejrudsigten lover sol vi kan tage telt og grej med.
Hva siger du, Alberte, vil du ikke med? sagde Mette med håbefulde øjne.
Aldrig i livet! Tag bare jeres eget fiskeudstyr, fedtspader! svarede hun, og med et brag blev døren lukket igen. Få minutter før havde hun jo været glad og pludselig ændrede alt sig.
Nå, hun er åbenbart også færdig med at fiske, sagde jeg tørt.
Men så, en dag, kom Alberte ikke hjem efter skole. Hun tog ikke sin mobil, og vi ringede desperat rundt til veninder. Jeg kunne ikke bare sidde og vente, så jeg tog bilen og kørte byen rundt. Første stop var hos Jonas, som engang havde været hendes bedste ven.
Altså, jeg ved ikke, hvor hun er, mumlede han. Siden hun kaldte mig kedelig, har vi ikke rigtig snakket sammen.
Hun kalder mig ‘ikke-far’, men jeg blander mig jo alligevel, sagde jeg. Gør man ikke det for gamle venskabers skyld?
På vej ned ad trappen kaldte Jonas mig tilbage: Måske hænger hun ud med Mads han går i parallelklassen. Men ham skal du ikke håbe på for meget han er ikke ligefrem GuldKarl
Så skal vi da helt sikkert forbi ham! sagde jeg.
Vi kørte ud til et industrikvarter, hvor man kunne høre dunkende musik. Hvis du ikke tør gå med ind, så bliv bare i bilen, sagde jeg til Jonas. Det er jeg ikke bange for, svarede han.
Der stod en flok drenge og en enkelt pige men ikke Alberte. Er Alberte her? råbte jeg over musikken.
Nå, er du nu fra Hilfiger? svarede en af dem med et skævt grin. Men så, bag dørene, så jeg heldigvis Alberte. Hvorfor er du her? spurgte hun vredt.
For at hente dig.
Jeg kan godt finde hjem selv.
Sikkert, men klokken er mange, og jeg vil helst ikke skulle hente dig på stationen. Så kom nu, bilen er udenfor.
Hun fnøs, men satte sig ind, og sagde til Jonas: Fjols, du har sladret. Efterhånden blev det mere reglen end undtagelsen, at jeg måtte hente hende sådanne steder.
En aften nægtede hun pludselig at tage med hjem.
“Hvad vil du mig egentlig? Kan du ikke bare lade mig være? Jeg er voksen nu!”
“Tag det op med Folketinget,” svarede jeg, “lovgivningen siger noget helt andet, Alberte.”
“Du kan rende og hoppe!” sagde hun, og vendte ryggen til.
“Du ved jeg ikke går fra dig, lige meget hvor du sender mig hen,” svarede jeg.
“Jeg ville ønske, du aldrig havde mødt min mor, så slap jeg for dig,” sagde hun, men satte sig så alligevel ind i bilen. Det stak min hals snørede sig sammen hele vejen hjem. Jeg var tæt på at give op. Hvem var jeg egentlig for hende? Jeg var jo bare hendes mors mand, ikke andet Men jeg kunne ikke blive væk hvad nu hvis hun faldt og havde brug for hjælp, og der ikke var nogen? Så hellere være upopulær.
Snart flyttede hele hendes vennegruppe sig, og jeg vidste ikke længere, hvor jeg skulle lede. Jonas hjalp mig efter mange overtalelser, men vi havde ikke heldet med os.
Hun kom og gik, præcis som det passede hende. Nogle gange i løbet af natten. Mette og jeg lå vågne, lod som om alt var normalt, og var bare lettede, når vi hørte hende komme hjem.
En nat ringede min mobil. Jeg fór op. Det var Jonas: Alberte ringede hun sidder fast i en lejlighed på Vesterbrogade, og kan ikke komme ud.
Kender du adressen? Han beskrev bygningen, og jeg forstod, hvor det var. Du tager med, sagde jeg, og Mette så på mig med bævende læber. Jeg kyssede hende på næsen og bad hende bage nogle pandekager, for jeg vidste at både nerver og mad skal der til, når man har taget sådan en tur midt om natten.
Vi kørte tværs gennem det sovende København nogle steder alt for hurtigt gennem de stille villaveje og derefter ind over de travle gader i centrum med fulde folk og taxaer overalt. Jeg måtte bremse hårdt for to halvfulde gutter, der snublede ud foran bilen og bekendtgjorde, at det da vist var vejen for fodgængere de råbte og smed sågar en flaske efter os!
Da vi endelig fandt ejendommen, sagde jeg: “Bliv i bilen, Jonas vi skal gerne have en bil, vi kan køre hjem i bagefter.” Han ville protestere, men jeg tog mit alvorligste voksnafbryder-blik på.
Jeg gik ind og gik op ad trapperne. Nogle steder kunne jeg høre musik og se folk på altan ikke noget dramatisk, men jeg prøvede at vurdere, hvilken lejlighed det kunne være.
Inde i opgangen mødte jeg en ældre dame, som tydeligvis ikke havde tænkt sig at sove lige foreløbig.
Der bor nogle ret specielle unge i tre af lejlighederne sådan nogle, der laver ballade, hviskede hun.
De bruger nok bare lidt sjovt tobak, prøvede jeg at joke.
Nej, nej, de sidder med kanyler og alt muligt, sagde hun alvorligt og stak mig de tre numre.
I første lejlighed sad der en halvgammel fyr med en kaotisk køkkenfest og en firbenet ven, der dog så mere fornuftig ud end nogen i selskabet. I den næste var der stille, og jeg gik uforrettet videre.
Da jeg nåede op, åbnede døren pludselig og ud kom en pige, der lignede Alberte til forveksling men øjnene var helt slukkede, og hun så stiv ud som en marionetdukke. Jeg stivnede, men for sammen da jeg så, det ikke var hende.
Jeg fløj nu ind i lejligheden: Alberte! råbte jeg, maste mig forbi folk og snublede over tomme flasker. Endelig hørte jeg hendes stemme bag en badeværelsesdør: Far! Far! Jeg hev døren op og der sad hun alene i badekarret og gemte sig.
Da vi gik ud, kom politiet allerede op ad trappen. Den årvågne fru Petersen havde ringet til dem, og de havde været tæt på.
Er det din datter, der er blevet holdt fast her? spurgte betjenten. Jeg er bare stedfar, sagde jeg.
Han er MIN far! svarede Alberte højt.
Da vi omsider kom hjem, spiste vi Mettes (nu lidt for salte) pandekager med blåbærsyltetøj og en klat cremefraiche, og jeg gav Alberte det lille foredrag, jeg længe havde øvet mig på. Jeg sagde, at hun kunne forsøge så meget hun ville med at skubbe mig væk, men jeg gik ingen steder, for uden hende og Mette gav det hele faktisk ikke meget mening. Jeg forklarede også, at livet indimellem er noget rod, og det er svært at lære at jonglere det hele men det er netop, når man falder, at man bliver stærkere.
Og de sad bare, begge to, og smilede til mig med pandekagerester på læben og hånden under kinden. Så uendeligt velkendte og elskede. Mine!
