Nå, sådan her gik det. Vi tog på besøg hos min svigermor. Ja.
Hun boede i en lille landsby, i et beskedent hus helt ude på kanten, og derefter? Derefter var der skov, en å, en sø og fiskeri. Frisk luft, fuglesang, svampe- og bærture. Et sandt paradis for mine to schæferhunde. Som min kone forresten havde anskaffet, på trods af alle mine protester og forklaringer. For det er simpelthen umuligt at have to så store hunde i en treværelses lejlighed på femte sal.
Kort sagt.
Eller rettere sagt, de satte mig foran et færdigt valg og lovede noget. Løftet var, at min kone og datter ville gå dem.
Ja.
Troede du på det?
Jeg gjorde ikke, og jeg havde ret. Det var mig, der gik dem, og mig, der passede dem. Sådan er det.
Derfor var turen til naturen – altså turen til svigermors sommerhus – for mig som en ferie. Som selvfølgelig selvfølgelig udviklede sig til husarbejde, reparationer og hårdt arbejde i den store have. Og så, udmattet, drømte jeg slet ikke længere om fiskeri eller at gå efter svampe og bær.
De eneste, der havde det godt, var vores schæferhunde. Frihed! Løb hvor du vil, så længe du vil, og gør, hvad du har lyst til. Og jeg var så jaloux på dem.
Men på andendagen bragte de hjem… en kat.
En temmelig gammel, sort-hvid, snavset, loppetæppet en. Schæferhundene stod i entreen og hvinte bønfaldende. Katten, der sad foran dem, spillede ydmyg og angerfuld. Svigermor, min kone og datter – som ikke precis havde overanstrengt sig med arbejdet i haven eller huset (det var jo mig, der stod for det) – udbrød i rørende begejstring, tårer, viftende arme, beundring og “åh-åh”. Over schæfernes ædle sind.
Katten blev modtaget med åbne arme. Vasket, tørret, fodret, krammet og kysset. Derefter lagde den sig i min lænestol.
Til mig var der kun en taburet tilbage.
Katten blev døbt “Stakkels Pus”. Men jeg kunne tydeligt se i dens blik og adfærd, at Stakkels Pus i virkeligheden var en bandit med et ansigt som en slagterkniv.
I de to uger, jeg afsonede min straf i svigermors have, opførte dette væsen sig som en engel fra himlen. Legede med kvinderne og hundene, og vandt derved deres hjerter, respekt og kærlighed.
Jeg håbede inderligt, at jeg i det mindste kunne efterlade den hos svigermor, men…
Efter en kamp, min datter vandt, pakkede svigermor snacks til sin yndlingskat, gav den et kys på næsen, og så kørte den hjem med os.
Nå, men sådan.
Hjemme viste den sig i sin fulde pragt. Først og fremmest demonstrerede den for de to store hunde, hvem der virkelig ejer lejligheden. Og fra den kamp kom schæferne ud med flænsede næser og ansigter – og en dyb erkendelse af den fatale fejl, de havde begået.
Min kone og datter tilbad Stakkels Pus. Katte ved, hvordan man vinder et kvindehjerte – til forskel fra mig.
Ja.
Nu gik jeg de to schæferhunde i snor og Stakkels Pus løs. Den eneste fordel ved disse gåture var, at hundene nu gik i perfekt formation, lige ved min side. De turde ikke kaste et blik på Stakkels Pus, der stolt spankulerede med halen i vejret. De kiggede enten ligeud eller til højre.
Og næboerne undrede sig:
“Hvordan har du fået dem til at gå så pænt? Det er da vidunderligt! Som en lille parade!”
Jeg gryntede bare mørkt. Stakkels Pus kunne dressere hvem som helst.
Normalt lagde den sig midt på græsplænen, mens vi gik rundt om den med hundene. Katten så på os med et strengt chefblik. Hundene kiggede bedende på mig.
To forbudte kamp-hunde, forresten – uden snor og mundkurv – kom lige flyvende. Deres ejer, der lige var flyttet ind, mente åbenbart, at han skulle vise, hvem der bestemte i gården.
Først jog de alle gadekattene væk og sendte nogle hunde til dyrlægen, der turde udfordre dem.
Da vi kom ud, nød de og deres ejer en øde gårdsplads, for alle andre var flygtet.
Men da de så mine schæferhunde gå i formation og Stakkels Pus, besluttede de sig for at snige sig tæt på og angribe.
Ejeren, så vidt jeg kunne se, havde ikke bare ingen i mod, men filmede endda hele scenen.
Da de nærmede sig, sprang de frem fra buskene og løb mod os. Deres første offer skulle være schæferne, da de regnede med, at snorene forhindrede dem i at flygte.
Stakkels Pus og mig sparede disse afgrunds-dæmoner til dessert. En fejl.
Da hundene så de to pitbulls komme susende, røg de så hårdt i snorene, at jeg væltede. De prøvede at stikke af, men det lykkedes selvfølgelig ikke. Og mens jeg lukkede øjnene og forestillede mig alt det gruelige – og at jeg burde springe op, skrige, vifte med armene og vise min mod –
Ja.
Men af os alle var det kun Stakkels Pus, der viste den store mod. På et splitsekund gik den fra afslappet observer til rasende furie.
Lyden den udstødte, da den landede på den første hunds fjæs, var så kraftig, at den kunne konkurrere med en brandsirene.
På få sekunder blev den første pitbulls ansigt revet i laser, mens den anden først satte sig – men da den så hastigheden og uundgåeligheden af dommen, krummede den halen, hylte ynkeligt og løb tilbage til sin ejer.
Og ham? Han filmede bare videre, som om han ikke kunne tro sine egne øjne. Og ja… det var live.
Sådan.
Nu går de deres pitbulls i snor og mundkurv – men kun når jeg ikke er ude med Stakkels Pus og mine schæferhunde.
For hvis de møder os, krøller de halen sammen, hyler ynkeligt og gemmer sig bag deres ejer.
For at undgå den skam går de nu kun ud tidligt om morgenen eller om natten.
Schæferne slikker nu deres redningsmand og skændes ikke med den. Og jeg må indrømme – hvis det ikke var for den…
Så mit forhold til Stakkels Pus har ændret sig markant. Når konen og datteren ikke er hjemme, henter jeg et par øl og to saltede sild.
Øllerne drikker jeg selv, men sildene deler jeg ærligt med min beskytter.
Schæferne sidder bare og ser tavst på. De protesterer ikke. For hunde er kloge væsener.
Nogen gange kommer katten hen til mig, og jeg kæler den. Men i dens blik kan jeg se noget, der ikke kan beskrives som “Men dybt inde ved jeg, at hvis jeg ikke passer på, vil den gamle kriger i katten en dag vende sig mod mig.
