stakkels får – Hej mor og far! – Dasha stormede ind ad døren på en fridag. – Jeg skal giftes! Romka har friet til mig, og jeg sagde straks ja, uden at tænke mig om. – Kære Dasha, du er da helt voksen nu! – udbrød Lidia, mens hun så på sin mand, Steffen, som bare sad alvorligt og tavst, tydeligvis stadig i gang med at fordøje sin datters nyhed. – Ja, selvfølgelig – hvad troede I? Jeg har jo afsluttet min uddannelse og arbejder allerede inde i byen. Og Romka har også fast job, så nu syntes vi, tiden var inde. Forældrene kendte allerede Romka, en bydreng fra nabobyen, der boede sammen med sin mor. En rolig og høflig fyr, som familien havde lært at holde af. De sagde ikke nej til en sådan svigersøn. Brylluppet påtog Lidia og Steffen sig – de boede jo ude på landet og havde eget lille landbrug. Romka havde ellers sparet lidt op, men Steffen sagde: – Rom, du må hellere gemme dine penge, I får snart brug for at købe lejlighed. Din mor hjælper måske med lidt, men ellers skal vi nok klare brylluppet. Men Romkas mor, Maja, var hurtig til at sige: – Jeg har ingen penge. Jeg har opfostret sønnen alene på én løn; der kan måske blive til en lille gave. Dasha og Romkas forældre dømte hende ikke, men Lidia følte straks en distance og havde svært ved at stole på hende. Brylluppet blev holdt på et lille bycafé – beskedent men hjerteligt. Snart efter købte de unge en lejlighed på afbetaling, hvor første indskud primært kom fra Dashas forældre – svigermor kunne igen ikke bidrage og klagede over sin gæld. Nu boede de unge for sig selv og fik snart deres lille pige, Maja. Lidia og Steffen købte lidt til barnebarnet hver måned, kom kørende fra landsbyen med mælk, smør og grøntsager. Lidia ringede undertiden til svigermor: – Maja, skal vi ikke gå sammen om en god gave til barnebarnet? Der er jo så meget, et lille barn behøver. – Åh, jeg har ikke råd, Lidia, – hun kunne ligefrem begynde at græde, – du ved, jeg bor alene… På Dashas fødselsdag kom forældrene med kartofler, gulerødder og kød. Maja gav tusind kroner, Lidia syntes ikke, det var meget. De selv gav fem gange så meget. Lidia fortrød aldrig at hjælpe familien, men undrede sig dog over den manglende hjælp fra svigermor. – Steffen, hvorfor er det kun os, der ofrer alt for børnene? Svigerinden bidrager aldrig – og det er altid tudehistorier med hende. Det vækker min væmmelse. Jeg har aldrig sparet mig selv – og jeg arbejder på lige fod med dig! – Steffen lyttede tavst. Han havde lært at leve med sin kones temperament. Hun lagde også mærke til, at Maja altid var velklædt, nyklippet og med manicure – hvor fik hun dog penge til det, når hun altid sagde, hun var på det tørre? Men Steffens reaktion overraskede Lidia meget. – Det klæder en kvinde at passe på sig selv. Sådan bør det være – og derfor ser hun yngre ud end sin alder. De ord gjorde Lidia vred. – Hun har masser af tid, intet landbrug og ingen have at passe. Jeg slider fra morgen til aften, i marken, med dyrene og huset! – Lidia blev fornærmet. – Så kan jeg også begynde at pleje mig selv, og så får du selv lov til at malke køerne og luge bede. Men jeg kan se, det tiltaler dig ikke! Steffen var sjældent skændsom, men endnu mindre talte han imod; han kendte sin kones sind. Sådan fortsatte dagligdagen; Lidia trak det meste derhjemme, Steffen kørte bus. Barnebarnet, lille Maja, startede børnehave. Hun blev dog hurtigt ofte syg, så det blev besluttet, at svigerinde Maja kunne tage sig af hende: – Ja, jeg hjælper gerne. Jeg er jo pensionist, – svarede Maja. Lidia blev glad. – Endelig lidt hjælp fra svigerinden. Snart bemærkede Lidia, at Steffen begyndte at tage til byen oftere. – Lidia, pak lidt smør, æg og kartofler – jeg skal både forbi værkstedet og besøge barnebarnet. Lidia blev glad – mere hjælp til børnene! Men Steffen blev tit væk meget længere end før. Før havde han altid været punktlig; nu begyndte han at ”hænge” hos datteren og svigersønnen. Til sidst gik det op for Lidia, at Steffen måske havde et godt øje til svigerinden… Næste gang Steffen ville afsted, sagde hun: – Steffen, jeg tager med. Jeg savner barnebarnet. Steffen blev straks stille. Stemningen på vej til byen var trykket. – Du virker trist, Steffen. Hvad er der galt? – Ikke noget, jeg har bare lidt hovedpine… Da de ringede på, åbnede Maja døren i uknappet kåbe, sminket og smilende. Da hun så Lidia, forsvandt smilet på et sekund. – Nej, det havde jeg ikke ventet – kom indenfor. Under besøget drak de kaffe, og Lidia så straks de sigende blikke, der blev vekslet mellem Steffen og svigerinden. – Hold da op! Hvor frække kan de egentlig blive? – tænkte Lidia forarget, men lod ikke mærke noget udadtil. Steffen gik ud for at ryge. Så tog Lidia mod til sig og sagde: – Maja, lad nu være med at spille uskyldig lille fårekylling. Jeg kan godt se, hvad der sker mellem jer. Hold op med at gøre kur til Steffen! Hvis du mangler en mand, så gift dig – men lad min være i fred! Det er ikke pænt at spille spil med sin svoger. Hvis du fortsætter, tager jeg selv ind og passer Maja. Maja blev knaldrød og så chokeret ud. Hun havde troet, Lidia intet fattede, optaget som hun var af landbrug og hus. Da de gik, hviskede Lidia til hende: – Du skal ikke tro, jeg er en naiv bondekone! På vej hjem sagde Lidia til Steffen: – Du tager ikke mere alene ind til byen. Jeg har gennemskuet dig og ”fåret”! Hun vover ikke at gøre dig til nar igen! – Hvor har du det fra, Lidia? Der er ikke noget mellem os, – forsvarede Steffen sig. – Nå, så lad da være – men du går ikke og besøger Maja alene, når børnene ikke er hjemme. Hvis svigermoren ikke gider passe, så smutter jeg selv ind – og du passer selv landbruget. Senere ringede Dasha og klagede: – Mor, hvorfor har du gjort Maja ked af det? Hun hjælper os jo! – Datter, du er ung – men ville du kunne lide, hvis din mand sad timevis hos din veninde? Svigermor må vide, hvor grænsen går; hun skal ikke opvarte en gift mand. – Undskyld, mor, det var Majas version. Hun havde vredet det hele… – Naturligvis, men jeg sagde det lige ud til hende! Hun troede, jeg intet forstod… Siden den dag var Steffen altid klar til at tage Lidia med og hjalp endda mere hjemme. Lidia kunne nu også pleje sig selv: – En mand skal have travlt, så fatter han bedre at værdsætte sin kvinde! Og nu kan jeg også tage mig bedre af mig selv – hvorfor skulle jeg være ringere end svigerinden? Tak for at du læste med – på gensyn!

Stakkels får

Hej mor og far, råber Rikke, mens hun hastigt træder ind ad døren på en søndag jeg skal giftes, Christian har friet, og jeg sagde ja med det samme, uden at tænke mig om!

Hold da op, Rikke, du er virkelig blevet voksen, udbryder Inger og ser spørgende på sin mand, Poul, der sidder alvorligt og tygger lidt på nyheden.

Selvfølgelig, hvad troede I? Jeg er jo færdig på seminaret, arbejder allerede i Odense. Christian har også arbejde, så nu er tiden inde til bryllup.

Christian bydrengen fra Odense kendte hendes forældre, han boede alene med sin mor, Karen, en rolig og høflig fyr, og de havde været kærester længe, så ingen havde noget imod ham som svigersøn.

Inger og Poul beslutter at arrangere brylluppet. De bor jo på landet og har deres eget lille landbrug. Rikke og Christian har sparet lidt sammen, men Poul siger straks:

Christian, behold de penge, I får brug for dem til at købe en lejlighed, brylluppet tager vi os af, og måske kan din mor også give lidt til.

Karens svar kommer straks:

Jeg har ikke rigtig nogen penge, har opdraget Christian alene, levede på min SU og løn, måske kan jeg give lidt til gaver.

Rikkes forældre dømmer ikke Karen, men Inger har svært ved at stole helt på hende. Brylluppet holdes i et lille café i Odense, beskedent, men hyggeligt.

Efter brylluppet tager Rikke og Christian et lån og køber en lejlighed med Inger og Pouls hjælp til udbetalingen. Svigermor bidrager hverken nu eller senere, hun klager stadig over sine lån og manglende penge.

Rikke og Christian bor i deres nye hjem, og snart kommer Ida til verden det lille barnebarn. Inger og Poul gør, hvad de kan for at hjælpe, køber gaver til Ida, kører fra landsbyen med kartofler, mælk og ost.

Indimellem ringer Inger til Karen:

Karen, skal vi ikke lægge sammen og købe en ordentlig gave til Ida? Små børn har jo brug for meget.

Åh, Inger, jeg har altså ikke flere penge, sukker Karen, måske fælder hun et par tårer du ved jo, jeg lever alene.

Til Rikkes fødselsdag kommer hendes forældre med masser af mad og kød hjemmefra. Karen giver 150 kroner, og Inger synes, det er lidt spinkelt, så hun og Poul giver yderligere 800 kroner. Inger nænner aldrig at spare på noget for familien. Alligevel irriterer det hende, at Karen aldrig hjælper rigtigt.

Poul, hvorfor ser vi aldrig andet end klager og gråd fra Karen? Vi gør alt for vores børn, men hun tager ikke del. Klager kun, det er ulideligt at høre på. De fleste har det svært man må arbejde i stedet for at have ondt af sig selv. Hvad ville du sige til en kone som mig, som bare sad der og jamrede og aldrig deltog i arbejdet? Jeg knokler jo lige så meget som dig! Poul er tavs, som han plejer.

Inger lægger mærke til, at Karen altid er pænt klædt, håret sat, negle lakeret men hvor får hun pengene fra? Det koster jo, men alligevel græder hun altid over, at hun ikke har nogen.

Men Pouls reaktion overrasker:

Det ser da godt ud, at en kvinde passer på sig selv. Vores svigermor er faktisk dygtig. Hun holder sig flot, det skal hun have.

De ord gør Inger rasende.

Det er nemt for hende hun har al tiden i verden Bor i lejlighed, ingen landbrug, ingen have, hun kan da bare passe sig selv. Vi bor på landet, jeg slider fra morgen til aften: i køkkenhaven, med dyrene, i huset og du vil ikke engang overtage noget af det, Poul!

Poul er ikke typen, der starter et skænderi. Ofte tier han, for han kender sin kones temperament. Sådan har det været i mange år, og intet ændrer sig. Inger klarer alt på gården, mens Poul kører taxa inde i Odense.

Ida fylder tre år og starter i børnehave, men bliver ofte syg. Familien beslutter, at Karen skal passe hende lidt, indtil hun bliver større.

Jeg kan da godt passe hende, hvad skal jeg ellers lave? Jeg er jo alligevel på pension siger Karen.

Inger bliver oprigtigt glad.

Endelig, så hjælper hun lidt.

Tiden går, og Inger lægger nu mærke til, at Poul har fået for vane ofte at køre til Odense.

Inger, giv mig lige lidt æg og kartofler, jeg tager dem ind til Rikke, og så kan jeg lige klare noget i byen, mekanikeren mangler reservedele. Og så får jeg også hilst på mit barnebarn.

Inger pakker en kurv og glæder sig over at kunne hjælpe børnene.

Det er jo dyrt i byens butikker, og vi har alt det friske selv.

Men Poul bliver sent hjemme. Før kørte han ellers til byen for at fikse bilen eller handle ind for Inger, men var altid til tiden. Nu trækker besøgene ud hos Rikke, Christian og Ida.

Først tænker Inger ikke over det, men da det sker igen og igen, forstår hun pludselig.

Gud i himlen, Poul er faldet for Karen Det må jeg finde ud af. Han lister sig rundt bag min ryg, hmm

Næste gang Poul skal til Odense, pakker han varerne men nu melder Inger sig:

Poul, jeg tager med i dag jeg har savnet Ida, og jeg mangler også noget fra byen siger hun og ser ham lige i øjnene. Han bliver helt forfjamsket, nikker blot.

Turen til byen foregår under trykket stemning.

Du virker trist, hvad er der galt?

Det er ikke noget særligt Bare lidt hovedpine, ikke meget andet at sige.

Da de ringer på hos Rikke, åbner Karen døren i en løs slåbrok, sminket og med et bredt smil som forsvinder lige med det samme, da hun ser både Poul og Inger stå der.

Nej, det var en overraskelse, kom ind siger hun og skynder sig at binde slåbrokken.

De leger med Ida, snakker, giver hende en ny dukke, og mens hun sover, foreslår Karen kaffe og Ingers hjemmelavede kage.

Ved bordet bemærker Inger straks, hvordan Karen kaster dristige blikke til Poul og han giver igen.

Utroligt, de skjuler det ikke engang for mig så langt er det altså kommet? raser Inger indvendigt, men lader som ingenting.

Jeg går lige udenfor og ryger en smøg, siger Poul og går.

Nu tager Inger bladet fra munden:

Karen, lad nu være med at spille uskyldig. Jeg har set det. Jeg er ikke så tåbelig, som du tror. Jeg ved udmærket, hvorfor Poul kommer så tit og ikke kun for barnebarnet! Lad være med at gøre dig til over for ham! Vil du have en mand, så find en single. Men hold dig væk fra min! Synes du ikke selv, det er pinligt at begynde sådan noget med din svoger? Hvis du ikke stopper, så kommer jeg selv og passer Ida. Hold op, ellers ødelægger du bare tingene for alle!

Karen sidder bomstille og knaldrød i hovedet. Hun havde troet, at Inger slet ikke lagde mærke til noget den travle kvinde med gård og alt. Men der tog hun fejl.

Da Inger og Poul går, kaster hun et sidste blik på Karen:

Lad nu være med at tro, jeg ingenting forstår…

På vej hjem lader Inger frustrationerne slippe ud:

Du skal ikke tage af sted alene mere, jeg har gennemskuet det hele. Karen spiller den stakkels får, men jeg satte hende på plads i dag.

Inger, hvad har du dog fået bildt dig ind? Der er altså ikke sket noget, du tager fejl, siger Poul forsvaret.

Nå, men så lad være da. Men du har ikke noget at gøre med at rende over til en anden kvinde og “hilse på barnebarnet”, når børnene ikke er hjemme. Jeg siger det én gang. Hvis Karen ikke gider passe Ida, så gør jeg det bare selv og du må klare alt herhjemme.

Senere ringer Rikke med klager.

Mor, hvorfor talte du så hårdt til Karen? Hun hjælper jo med Ida, det sætter jeg stor pris på. Du kan da ikke blive jaloux overfor far!

Inger er rasende, hun kan høre at Karen har sat datteren op mod hende.

Du er ung, Rikke, og forstår ikke det hele endnu. Ville du synes, det var rart, hvis din mand opholdt sig i timevis hjemme hos din veninde uden dig? Karen er voksen, hun burde forstå det her spil. Der er ingen grund til at lægge an på en andens mand i sin lejlighed. Husk, din mor er altid på din side og alt det vi gør for dig, sker ikke på grund af far. Jeg kan gøre det hele selv, og hvis Karen går sin vej, kommer jeg til at passe Ida selv.

Undskyld, mor, alt blev vendt på hovedet, det var Karen, der fortalte sin version Hun gjorde det til din skyld.

Ja, jeg sagde da også min mening direkte til hende. Hun troede, jeg var naiv men det fik hun at se!

Nu får Poul altid besked, hvis han skal til Odense, og tager oftest Inger med endda på eget initiativ. Inger glæder sig, for så får hun mere tid med Ida. Poul hjælper nu også mere hjemme, og foreslår, de hviler sig lidt oftere og arbejder sammen i køkkenhaven.

En mand skal holde sig beskæftiget, så får han ikke for mange mærkelige ideer og lærer at sætte mere pris på sin kone, griner Inger for sig selv. Nu har jeg også tid til mig selv og passer lidt bedre på mig selv. Hvorfor skulle jeg være ringere end Karen?

Tak fordi du læste med og tak for al jeres støtte. Alt godt til jer alle!

Rating
Mirabile dictu
stakkels får – Hej mor og far! – Dasha stormede ind ad døren på en fridag. – Jeg skal giftes! Romka har friet til mig, og jeg sagde straks ja, uden at tænke mig om. – Kære Dasha, du er da helt voksen nu! – udbrød Lidia, mens hun så på sin mand, Steffen, som bare sad alvorligt og tavst, tydeligvis stadig i gang med at fordøje sin datters nyhed. – Ja, selvfølgelig – hvad troede I? Jeg har jo afsluttet min uddannelse og arbejder allerede inde i byen. Og Romka har også fast job, så nu syntes vi, tiden var inde. Forældrene kendte allerede Romka, en bydreng fra nabobyen, der boede sammen med sin mor. En rolig og høflig fyr, som familien havde lært at holde af. De sagde ikke nej til en sådan svigersøn. Brylluppet påtog Lidia og Steffen sig – de boede jo ude på landet og havde eget lille landbrug. Romka havde ellers sparet lidt op, men Steffen sagde: – Rom, du må hellere gemme dine penge, I får snart brug for at købe lejlighed. Din mor hjælper måske med lidt, men ellers skal vi nok klare brylluppet. Men Romkas mor, Maja, var hurtig til at sige: – Jeg har ingen penge. Jeg har opfostret sønnen alene på én løn; der kan måske blive til en lille gave. Dasha og Romkas forældre dømte hende ikke, men Lidia følte straks en distance og havde svært ved at stole på hende. Brylluppet blev holdt på et lille bycafé – beskedent men hjerteligt. Snart efter købte de unge en lejlighed på afbetaling, hvor første indskud primært kom fra Dashas forældre – svigermor kunne igen ikke bidrage og klagede over sin gæld. Nu boede de unge for sig selv og fik snart deres lille pige, Maja. Lidia og Steffen købte lidt til barnebarnet hver måned, kom kørende fra landsbyen med mælk, smør og grøntsager. Lidia ringede undertiden til svigermor: – Maja, skal vi ikke gå sammen om en god gave til barnebarnet? Der er jo så meget, et lille barn behøver. – Åh, jeg har ikke råd, Lidia, – hun kunne ligefrem begynde at græde, – du ved, jeg bor alene… På Dashas fødselsdag kom forældrene med kartofler, gulerødder og kød. Maja gav tusind kroner, Lidia syntes ikke, det var meget. De selv gav fem gange så meget. Lidia fortrød aldrig at hjælpe familien, men undrede sig dog over den manglende hjælp fra svigermor. – Steffen, hvorfor er det kun os, der ofrer alt for børnene? Svigerinden bidrager aldrig – og det er altid tudehistorier med hende. Det vækker min væmmelse. Jeg har aldrig sparet mig selv – og jeg arbejder på lige fod med dig! – Steffen lyttede tavst. Han havde lært at leve med sin kones temperament. Hun lagde også mærke til, at Maja altid var velklædt, nyklippet og med manicure – hvor fik hun dog penge til det, når hun altid sagde, hun var på det tørre? Men Steffens reaktion overraskede Lidia meget. – Det klæder en kvinde at passe på sig selv. Sådan bør det være – og derfor ser hun yngre ud end sin alder. De ord gjorde Lidia vred. – Hun har masser af tid, intet landbrug og ingen have at passe. Jeg slider fra morgen til aften, i marken, med dyrene og huset! – Lidia blev fornærmet. – Så kan jeg også begynde at pleje mig selv, og så får du selv lov til at malke køerne og luge bede. Men jeg kan se, det tiltaler dig ikke! Steffen var sjældent skændsom, men endnu mindre talte han imod; han kendte sin kones sind. Sådan fortsatte dagligdagen; Lidia trak det meste derhjemme, Steffen kørte bus. Barnebarnet, lille Maja, startede børnehave. Hun blev dog hurtigt ofte syg, så det blev besluttet, at svigerinde Maja kunne tage sig af hende: – Ja, jeg hjælper gerne. Jeg er jo pensionist, – svarede Maja. Lidia blev glad. – Endelig lidt hjælp fra svigerinden. Snart bemærkede Lidia, at Steffen begyndte at tage til byen oftere. – Lidia, pak lidt smør, æg og kartofler – jeg skal både forbi værkstedet og besøge barnebarnet. Lidia blev glad – mere hjælp til børnene! Men Steffen blev tit væk meget længere end før. Før havde han altid været punktlig; nu begyndte han at ”hænge” hos datteren og svigersønnen. Til sidst gik det op for Lidia, at Steffen måske havde et godt øje til svigerinden… Næste gang Steffen ville afsted, sagde hun: – Steffen, jeg tager med. Jeg savner barnebarnet. Steffen blev straks stille. Stemningen på vej til byen var trykket. – Du virker trist, Steffen. Hvad er der galt? – Ikke noget, jeg har bare lidt hovedpine… Da de ringede på, åbnede Maja døren i uknappet kåbe, sminket og smilende. Da hun så Lidia, forsvandt smilet på et sekund. – Nej, det havde jeg ikke ventet – kom indenfor. Under besøget drak de kaffe, og Lidia så straks de sigende blikke, der blev vekslet mellem Steffen og svigerinden. – Hold da op! Hvor frække kan de egentlig blive? – tænkte Lidia forarget, men lod ikke mærke noget udadtil. Steffen gik ud for at ryge. Så tog Lidia mod til sig og sagde: – Maja, lad nu være med at spille uskyldig lille fårekylling. Jeg kan godt se, hvad der sker mellem jer. Hold op med at gøre kur til Steffen! Hvis du mangler en mand, så gift dig – men lad min være i fred! Det er ikke pænt at spille spil med sin svoger. Hvis du fortsætter, tager jeg selv ind og passer Maja. Maja blev knaldrød og så chokeret ud. Hun havde troet, Lidia intet fattede, optaget som hun var af landbrug og hus. Da de gik, hviskede Lidia til hende: – Du skal ikke tro, jeg er en naiv bondekone! På vej hjem sagde Lidia til Steffen: – Du tager ikke mere alene ind til byen. Jeg har gennemskuet dig og ”fåret”! Hun vover ikke at gøre dig til nar igen! – Hvor har du det fra, Lidia? Der er ikke noget mellem os, – forsvarede Steffen sig. – Nå, så lad da være – men du går ikke og besøger Maja alene, når børnene ikke er hjemme. Hvis svigermoren ikke gider passe, så smutter jeg selv ind – og du passer selv landbruget. Senere ringede Dasha og klagede: – Mor, hvorfor har du gjort Maja ked af det? Hun hjælper os jo! – Datter, du er ung – men ville du kunne lide, hvis din mand sad timevis hos din veninde? Svigermor må vide, hvor grænsen går; hun skal ikke opvarte en gift mand. – Undskyld, mor, det var Majas version. Hun havde vredet det hele… – Naturligvis, men jeg sagde det lige ud til hende! Hun troede, jeg intet forstod… Siden den dag var Steffen altid klar til at tage Lidia med og hjalp endda mere hjemme. Lidia kunne nu også pleje sig selv: – En mand skal have travlt, så fatter han bedre at værdsætte sin kvinde! Og nu kan jeg også tage mig bedre af mig selv – hvorfor skulle jeg være ringere end svigerinden? Tak for at du læste med – på gensyn!