Agnete åbnede øjnene. Urget på væggen viste halv otte om morgenen. Og ved siden af det hang et foto af hendes mand med en sort rand i hjørnet. Sådan startede hver eneste morgen. Hun så på uret og flyttede straks blikket til sin smilende mand. Eller omvendt. “Godmorgen, min elskede!” Sådan plejede han at sige om morgenen. Men han kunne ikke give hende et kys som før.
***
Efter ni dage, før datteren skulle køre hjem, fjernede hun den sorte rand fra portrættet. Da Agnete vågnede næste morgen og så billedet uden båndet, troede hun, at mandens død havde været en drøm.
Hun gik ud i køkkenet, hvor datteren stod og bagte pandekager.
“Er far allerede taget på arbejde?” spurgte hun.
Datteren vendte sig brat om og stirrede forvirret på hende.
“Mor, du skræmmer mig. For det første er det lørdag, og for det andet… Vi begravede far i går. Kan du virkelig ikke huske det?”
Agnete sank tungt ned på en stol.
“Du tog båndet fra billedet? Jeg troede…”
Hun begyndte at græde. Sorgens vægt ramte hende igen, som en sten der knuste hendes bryst. Datteren knælede ned foran hende og så hende i øjnene.
“Mor, undskyld. Jeg sætter det tilbage med det samme. Jeg tænkte ikke over det…”
Da Agnete gik ind i stuen igen, hang portrættet atter med det sorte bånd i hjørnet. Men det hjalp ikke. Det blev kun værre. En løgn og en drøm var bedre end den forfærdelige virkelighed. Men hun sagde det ikke højt.
“Vil du ikke komme med hjem til mig? Bare i en tid, så du kan få noget afveksling?” spurgte datteren.
“Du skal ikke tro, der er noget galt med mig. Jeg er ikke blevet sindssyg. Men da jeg så billedet uden båndet, ønskede jeg så inderligt, at det bare var en mareridt. Jeg bliver her. Med far.” Hun holdt tilbage med de sidste ord, for at undgå at skræmme datteren yderligere.
“Jeg mente ikke noget med det, det var bare et tilbud.”
“Jo, du mente noget,” sagde Agnete.
“Vær ikke vred, mor.”
Datteren kørte hjem efter at have lovet at ringe hver dag. Hun var gift med en studiekammerat og flyttet til hans hjemby efter endt uddannelse. Hun trivedes der.
***
Otte måneder gik, men sorgen blev ikke mindre. Agnete havde lært at leve med den. Hun gik ind i badeværelset og åbnede vandhanen. En af lysene i loftet blinkede og gik ud. “Det er måske bedre sådan,” tænkte hun, mens hun vaskede søvnen af ansigtet. “Med det dårlige lys ser mit spejlbillede ikke så skræmmende ud.”
Træer og buske i gården stod i en grønlig dis på grund af de spirende knopper. Nogle steder, på den solrige side, var de første små blade allerede sprunget ud. Himlen var overskyet.
Agnete vendte sig væk fra vinduet, satte den tomme kaffekop i vasken og gik ud for at klæde sig på. Om weekenden besøgte hun ofte kirkegården, især når sneen var smeltet og jorden var tør. I dag var det præcis otte måneder siden manden døde. For Agnete var de otte måneder smeltet sammen til en eneste lang dag af smerte og savn.
Ved kirkegårdens indgang stod kvinder og solgte friske og kunstige blomster. Agnete købte friske. I løbet af de otte måneder var mandens grav blevet overskygget af nye. Hun fjernede de visnede blomster, lagde friske på jorden, rettede båndene på kransene og strøg over hans foto. Solen havde blegnet det, og hans ansigt var ved at falme. Næste gang måtte hun huske at tage et nyt billede med i en ramme under glas. Om sommeren skulle datteren og svigersønnen besøge dem, så kunne de sætte en sten…
Præsten havde sagt til begravelsen, at alle er levende for Gud. De ord blev hængende i hendes hoved som en slags håb. Måske var det derfor, hun følte sig trukket til kirkegården. Her føltes mandens tilstedeværelse stærkere. Ikke under jorden, men et sted højere oppe. Man siger jo, at sjælen vender tilbage til himlen…
“Hej. Du har fået selskab. Der er mange mennesker omkring mig, men jeg føler mig alligevel ensom uden dig. Datteren ringer hver dag. Hun har det godt. Kan du huske, hvor meget du prøvede at tale hende fra at gifte sig? Hun og Mads er lykkelige og elsker hinanden.”
“Forestil dig, hun troede, hun var gravid, men testen viste bare, at hun havde fået forsinkelse. Hun var både glad og skuffet. Hun vil ikke have børn endnu. Men hun lovede, at hvis hun får en dreng, ville hun kalde ham efter dig. Har du noget imod det?”
Agnete tænkte på.
“Jeg savner dig så meget. Jeg taber alt, hvad jeg rør. Har smadret så meget porcelæn. Din kop gik også itu. Jeg ville gemme den væk og tabte den. I går spildte jeg te. I supermarkedet glemmer jeg hele tiden varer i kurven. For nylig glemte jeg friske agurker. Datteren siger, jeg fodrer hele kvarteret. På arbejdet går det heller ikke godt. Jeg laver fejl, så de måske snart fyrer mig. Lysene i badeværelset er brændt ud. Købte du reservepærer? Jeg kunne ikke finde nogen.”
Et par dråber faldt på hendes hoved.
“Regnen begynder. Jeg tror, jeg har fortalt dig alt. Jeg kommer snart igen. Vi ses senere, min elskede.” Hun strøg endnu en gang over fotOg mens hun gik væk fra graven, følte hun for første gang en svag, men tydelig varme i sit hjerte, som om livet alligevel havde mere at byde hende.
