Sprækken i tilliden
Oda-Marie, er du hjemme? Det er mig, Gertrud fra tredje! Jeg har lige lidt lune boller til dig, og ja, vi har lidt at fordele Må jeg komme ind?
Oda-Marie stod stille ved vinduet med sin kolde kop te i hænderne. Novembergrå baggård udenfor, hvor vinden jog de sidste, gule blade rundt mellem de ikoniske københavnske lejligheder, og folk travede hastigt forbi med halstørklæder op til næsen. Hun havde vænnet sig til stilheden, til uret på væggen, der tikkede, køleskabet, der brummede, og gulvbrædderne, der knirkede. Til at ingen ringede på.
Oda-Marie, jeg kan se lyset er tændt! Kom nu, jeg er jo venlig ikke noget at være bange for!
Gertruds stemme var gennemtrængende, umiskendelig og svær at overse, bare tilsat den dér overstrømmende danske venlighed, der ikke rigtig giver plads til benægtelser. Oda-Marie satte thekoppen på vindueskarmen og gik langsomt ud i entreen. Hun kiggede i dørhullet. Gertrud stod på reposen med en pose i hænderne, det store, hjertelige smil, de kobberfarvede hårtotter hæftet stramt i en knold, den kraftige læbestift og en jakke så pink, som kun dansk design kan tillade.
Ej, nu må du altså, det er jo som Fort Knox åbn nu, ellers fryser jeg ihjel!
Oda-Marie fjernede kæden og åbnede døren. Gertrud marcherede ind ligesom en frisk brise, med duft af parfume, frostvejr og noget nybagt.
Se, jeg bagte lige her til morgen tænkte, du måske ville sætte pris på lidt selskab og noget lækkert, ikke? Med kål og oksekød, stadig lune. Du sidder jo her alene du bliver jo helt tynd!
Åh, Gertrud, det var da slet ikke nødvendigt…
Nå pjat, det er ingenting! Jeg kan lide at gøre gode ting for folk. Spis, og lav dig en ordentlig kop te, du ser lidt bleg ud.
Gertrud gik direkte i køkkenet, som var det hendes eget, satte vand over, fandt kopper i skabet. Oda-Marie stod lidt forbløffet med posen, uvant med al den aktivitet det var efterhånden så lang tid siden, nogen havde været der, at andres selskab var blevet næsten voldsomt.
Sæt dig ned, kom nu! Gertrud var ikke typen, man kunne diskutere med. Vi snupper os noget te, snakker lidt. Jeg ved, hvordan det er. Mistet manden, børnene langt væk, og så ender det bare med, at hele livet føles som morgen-dis. Min moster havde det præcis sådan, da onkel Viggo døde hold op, hun havde det skidt.
Oda-Marie sank ned ved bordet. Bollerne duftede faktisk dejligt. Hun havde kun sjældent givet sig i kast med at lave mad til sig selv. Det blev mest noget nemt fra Rema 1000 og en hurtig opvarmning.
Ikke for at snage sagde Gertrud, mens hun hældte te op og nuppede fire teske sukker men jeg kan ikke lade være, når jeg ser nogen har det svært. Sådan er jeg bare, altid den, der bekymrer sig. Min egen mand siger, Gertrud, du skal ikke altid redde hele verden! Nå, men det er nu mig.
Hun snakkede uafbrudt, gestikulerede vildt og lo højt. Oda-Marie følte noget for første gang i lang tid løsne sig inden i. Hvor længe siden var det egentlig, hun havde haft sådan en snak udover de pligtskyldige, ugentlige opkald fra sin søn, Kasper? Sådan nogle lidt tørre gennemgange: Hvordan går det, mor? Jo fint, hvad med dig? Har du spist ordentligt? Mangler du penge? Nej, alt fint, skat. Slut. Stilhed igen.
Ved du hvad, Oda-Marie, jeg har tit tænkt, du skal med os piger hen i Café Smørkrukken ovre på hjørnet du ved, den lille kaffebar der? Vi mødes, får en snak, lidt sladder, udveksler lokale nyheder. Skal du ikke med næste gang? Kom nu, et lille afbræk?
Jeg ved ikke Jeg er ikke sådan én…
Pjat! Selvfølgelig skal du med. Jeg henter dig intet udenomssnak! Man skal altså ud blandt mennesker ellers gror man fast. Tro mig, det er opskriften på alle sygedomme!
Oda-Marie nikkede, ude af stand til at sige fra. Gertrud tømte teen, inspicerede køkkenet med et granskningsblik.
Hold da op, hvor har du det hyggeligt! Og sikke et stel er det antikt?
Jens gav mig det til vores 30-års bryllupsdag, sagde Oda-Marie lavt.
Så smukt! Passet godt på det. Nå, jeg må videre. Husk nu bollerne og jeg venter på dig i morgen, klokken tre!
Gertrud var væk, som en tornado. Oda-Marie stod tilbage blandt duften af boller og med et mærke på koppen fra Gertruds røde læbestift. Stilheden ja, den var der stadig, men pludselig føltes den lidt mindre tom.
***
Sådan begyndte det. Gertrud dukkede op dagligt, snart morgen, snart aften, altid med en ny undskyldning. Lidt salt var løbet tør, skulle låne en opskrift, havde glemt sine læsebriller. Hun trak Oda-Marie med i snak, i supermarkedet, og til damernes besøg på Smørkrukken, hvor tre andre kvinder drak filterkaffe af papkrus, diskuterede naboernes liv, priser i Netto og hvem der nu havde forvildet sig ind i Vild med dans.
Oda-Marie følte sig først temmelig fremmed i selskabet. De var bramfri, rå og kunne grine af ting, hun selv ikke ville trække på smilebåndet over. Men Gertrud holdt hende tæt under armen, præsenterede hende: Min veninde Oda-Marie, en rigtig dannet dame, tidligere lærerinde. Det lød næsten stolt.
Langsomt vænnede hun sig til det, begyndte endda at glæde sig til Gertruds besøg, til at gøre sig klar til damernes møder; hun livede lidt op. Selvfølgelig, det var ikke det selskab, hun gik i før, hvor Jens stadig levede, og de gik i Det Kongelige Teater, havde kortklubben med gamle kollegaer. Men den tid var slut, ligesom Jens. De gamle venner spredte sig, blev syge nogle var gået bort. Tilbage var et småtrist liv i en billig café og sludren om vind og vejr. Men det var alt andet lige bedre end stilheden.
Oda-Marie, du har vel ikke den der broche, du havde sidst på? spurgte Gertrud en eftermiddag, hvor de sad over en pakke Digestive. Den med ravet?
Jo, den er arvet fra min mor.
Nej, må jeg ikke se den? Jeg elsker gamle smykker, du ved!
Oda-Marie hentede smykkeskrinet, viste brochen frem. Gertrud kiggede beundrende, nærmest andægtigt.
Sikke en perle! Må jeg låne den, så jeg kan vise min datter? Smilla, kan du huske jeg fortalte om hende? Hun tager snart kandidat, og drømmer om vintage til gallafesten. Altså, jeg lover at levere den tilbage!
Oda-Marie tøvede. Men Gertruds blik som om hun havde vundet Noma i lotteriet gjorde det svært at sige nej.
Okay da, men pas på, den betyder meget for mig
Jeg lover! Tak, du er en engel.
Ugen gik. Intet nyt om brochen. Gertrud slog det lidt hen: Smilla elsker den, du aner ikke! Finder den straks, bare vent! Så gik endnu en uge. Så indrømmede Gertrud, at Smilla havde forlagt den, men bare rolig, den dukker jo op.
Oda-Marie blev ængstelig. Skældte sig selv ud over at have stolet på Gertrud. Men en dag, hvor samtalen blev lidt mere alvorlig, blev Gertrud fornærmet.
Mener du, jeg lyver for dig? Mig, som har reddet dig ud af ensomheden! Hvis ikke du stoler på mig, så må vi jo lade være med at være venner.
Nej, nej, stammede Oda-Marie. Jeg er bare ked af det brochen er et minde
Jeg forstår, jeg forstår men vi skal nok finde den! Smilla gennemroder lejligheden. Tag det roligt, ikke?
Og Oda-Marie forsøgte at tage det roligt. Gertrud kom stadig forbi, stadig med lune boller, slibrige historier og små ærinder men nu begyndte hun indimellem at tage lidt mere for sig af retterne.
Oda-Marie, kan du låne mig tre tusind til næste pension? Min søn er blevet syg, og medicinen er dyr jeg betaler lige straks tilbage!
Oda-Marie gav hende pengene. Inderst inde af nød og af den ensomhed, som venskabet trods alt lindrede. Tre tusind blev til fem, til otte. Ingen penge kom igen og de få, spage påmindelser blev mødt af ægte, outreret forargelse.
Jeg troede vi var venner, ikke smålige pærer! Man hjælper hinanden, sådan er det. Jeg vil jo gøre alt for dig!
***
Kasper ringede en onsdag aften. Oda-Marie sad i morgenkåbe foran fjernsynet, med et ligegyldigt boligprogram kørende mest for larmen, ikke indholdet.
Hej, mor Kaspers stemme var træt. Hvordan har du det?
Fint, skat, hvad med dig?
Jotak, det er travlt på arbejdet. Mor, jeg tænkte kom ud til os i weekenden, de små savner dig, og Mette vil gerne have din gullash.
Jeg ved ikke, Kasper jeg har lidt travlt…
Med hvad, mor? Du er jo pensionist!
Nej, jeg sidder altså ikke kun alene. Jeg har min veninde, vi ses, handler sammen, går på café
Veninde? Hvem?
Gertrud fra tredje sal. Fantastisk kvinde, meget omsorgsfuld, kommer hver dag!
Men kender du hende nu godt nok?
Ja, to måneder har vi været uadskillelige! Hun har virkelig givet mig livsglæden igen.
Kasper var stille lidt.
Nå, hovedsagen er, du hygger dig. Men mor pas på dig selv. Og dine ting. Ikke alle mennesker er lige hjertelige.
Hvad mener du? nu lidt fornærmet. Gertrud er som en søster!
Jaja, det siger jeg ikke hende noget ondt. Sov godt, mor.
Samtalen sluttede. Oda-Marie sad tilbage med en underlig blanding af såret stolthed og tristhed. De kunne da glæde sig over, hun ikke rådner op i ensomhed?
Næste dag kom Gertrud ind, storkende som altid, smed jakken i entreen.
Oda-Marie, nu skal du høre: Min veninde på et spa i Skagen har tilbudt en spotpris for os. Skal vi ikke tage af sted sammen to uger, mineralbade, lækker mad? Jeg har allerede halvdelen, hvis bare du afsætter de ti tusind. Vi når sagtens at spare op til april!
Det lyder dyrt min pension er kun seks tusind.
Men du har jo opsparing! Man lever kun en gang! Du trykker penge, så meget du har lagt til side i årevis.
Oda-Marie tænkte på banken. Der var 60.000 kroner, Jens arv. De penge havde hun aldrig rørt.
Okay så.
Gertrud strålede.
Perfekt! Så hjælper jeg dig i banken i morgen.
De gik sammen, ti minutters frisk tur. Gertrud snakkede nonstop om listen til spa, taskers indhold, diverse cremer og vitaminsprays. I sparekassen hævede Oda-Marie ti tusind, gav dem diskret til hende.
Så får du kvitteringen, så er det helt officielt, sagde Gertrud, og smuttede.
Kvitteringen kom aldrig. Enten var veninden ikke inde, eller så var systemet nede eller også var det hele i proces.
Oda-Marie begyndte at blive nervøs især da Gertrud ville låne det kongelige stel bare for et par dage Smilla skal have bryllup, og hendes svigermor er kritisk! Det stel var Jens bryllupsgave. Det var helligt.
Gertrud, det stel det betyder meget.
Ej, undskyld, nu skal vi ikke begynde! Jeg har jo nærmest forlænget dit liv! Og så nægter du mig et sæt tallerkner?
Oda-Marie mistede pusten. Tag det, bare pas på…
Der kan du se, vi skal kunne stole på hinanden.
***
Tre uger senere ringede Mette, svigerdatteren.
Hej, Oda-Marie, det er Mette. Kasper har kigget på dit bankudtog han er jo stadig fuldmagt. Der mangler ti tusind! Hvad har du brugt dem til?
Det vedrører dig ikke.
Vi er faktisk bekymrede den veninde, Gertrud Vi har hørt, hun har gjort det før. Hun udnytter folk, låner penge, smykker, og forsvinder.
Tak for omsorgen, Mette, men jeg ved altså bedst selv, hvem jeg skal stole på! Gertrud er den eneste, der kommer her!
Det her er altså ikke rimeligt, Mette snøftede. Vi arbejder, vi har børn, banklån. Men vi elsker dig! Og vi ringer da og prøver
Det kan I ikke bruge som undskyldning for at svigte! Undskyld, jeg har ikke tid.
Hun smækkede på. Hun vidste, hun var hård måske endda uretfærdig. Men hun var også såret.
Gertrud kom om aftenen. Med småkager og nyt fra gården, som hun kaldte sladderen.
Oda-Marie, kan du ikke lige lægge ud? I Skærtoft har de sat det flotteste keramikstel på tilbud Smilla vil elske det til bryllupsfesten! Fem tusind i afbetaling, det kan vi hurtigt klare, ikke? Du kan bare tage det på kredit, alle gør det jo.
Gertrud, jeg er 74. Jeg gider ikke låne penge for at købe keramik
Men Gertrud talte udenom, begyndte at tale om noget helt andet. Dagen efter bankede hun på klokken tolv og trak hende med til supermarkedet.
I Føtex skubbede hun beslutsomt Oda-Marie op til kassetøsen, fandt et stort, blomstret stel.
Det her! Lad os få det på afbetaling. Skriv bare under det tager to sekunder.
Oda-Marie skrev, næsten uden at læse. Hun var svimmel af musik og mylder.
På vej ud mødte de Mette, som kom gående med indkøbsposer.
Hvad har I gang i? hun var mistroisk.
Vi har netop købt et stel til Smillas bryllup, svarede Oda-Marie.
Betalte du, mor? Igen?
Det er min sag! Oda-Marie blev stædig.
Mette trak hende diskret til side.
Mor. Gertrud har gjort det her før. Hun charmerer sig ind, stikker af med penge, smykker, alt. Hun lover at levere tilbage, men det sker aldrig Kan du virkelig ikke se det?
Sludder! Hun er min ven!
Hun tager dig røven, mor. Det ved du også godt inderst inde.
De ord smertede mere end noget andet for hun vidste de var sandt.
Forlad mig, sagde hun bare.
Gertrud stod ventende udenfor, opsat på igen at vende samtalen til hygge.
Hvad sagde svigerdatteren?
At du narrer mig.
Gertruds blik blev udtryksløst.
Gør jeg det? Og du tror på hende?
Nej, hviskede Oda-Marie.
Godt, for jeg elsker dig jo som en søster! Vi mangler bare et par dage, så er hele miseren ude af verden.
***
De følgende uger begyndte Gertrud dog at komme mere sjældent. Flere undskyldninger småsyg, datteren travlt op til brylluppet. Stellet blev ikke set igen. Brochen blev heller aldrig fundet.
Oda-Marie begyndte at sove dårligt. Tristhed og en følelse af grænseløs dumhed begyndte langsomt at vokse indeni. Men hun var for stolt til at ringe til Kasper.
En dag ringede Kasper og Mette på døren, stående der med poser fra Meny.
Mor, vi savner dig, kom nu
Oda-Marie brød sammen. Alt væltede ud, også alle tårerne, selv vrede og skuffelse over sin egen naivitet. De trøstede, lavede suppe, ordnede køkkenet. Kasper foreslog, hun skulle flytte ud til dem lidt tid.
Da de gik, føltes stilheden mindre tom men til gengæld pinte bevidstheden hende om grænseløs tåbelighed.
***
Om søndagen bankede Gertrud ufortrødent på igen.
Her er dit elskede stel, snerrede hun og kastede kassen på gulvet. Halvdelen var itu. Tallerkenerne revnede, tekanden manglede tuden.
Nu kan du sidde der alene, det manglede bare! Tak for ingen verdens ting!
Hun forsvandt ned ad trapperne, og for første gang i måneder følte Oda-Marie ikke frygten for stilhed. Hun følte kun lettelse.
Oda-Marie ringede Kasper op, lo som om hun selv ikke troede, hun stadig kunne. Kommer I forbi? Bare for lidt the?
Vi kommer, mor. Klar til hjemmebag og kram.
Oda-Marie så på sit ødelagte stel og opdagede, at sprækken i porcelænet ikke længere var det væsentlige. Sprækken i tilliden ja, den gjorde nas, men måske, måske, kunne den også klinkes.
Hun rejste sig, gik i gang med at lime det sammen. Ikke perfekt nej, trådene ville stadig kunne ses. Men alligevel ville det stå der, til minde om livets skrøbelighed og om, at hverken porcelæn eller venskab kan trylles hele, hvis man ikke tør se sandheden i øjnene.
Og i det øjeblik følte hun sig en lille smule mindre alene.
