Sprækken i tilliden
Frida Bech, er du hjemme? Det er mig, Dorte fra tredje sal! Jeg har nogle lune boller til dig og vi er vist nødt til at deles om noget… Lukker du op?
Frida stod frosset ved vinduet med et koldt tekrus i hånden. Ud over gården mellem betonblokkene jagede novembervinden visne blade rundt, og folk hastede forbi i deres dynejakker, skjulte ansigterne for kulden. Frida var blevet vant til stilheden, det gentagne tik-tak fra væguret, køleskabets brummen, parkettens knirken, og ikke mindst, at ingen længere bankede på.
Frida, jeg kan se, der er lys! Skjul dig nu ikke, jeg er altså venlig!
Stemmebåndet på Dorte bar al den indtrængende venlighed, man ikke kan afslå. Frida satte roligt sin kop på vindueskarmen og gik langsomt ud i entreen. Hun stillede sig foran døren og kiggede ud gennem dørspionen. Dorte stod der med en pose i hånden, et bredt smil, rødligt farvet hår samlet i en sjusket knold og skrigrød læbestift, iført en lilla dunjakke.
Nu må du altså åbne, Frida jeg fryser jo!
Frida fjernede boltlåsen og åbnede forsigtigt. Dorte brusede ind som en forårsstorm, spredte duft af parfume, kulde og bagte sager.
Jeg bagte lige nogle boller her til morgen og tænkte: Dem må Frida smage! Der er både med kål og svinekød, de er stadig lune. Du sidder jo altid alene man kan jo se, du er blevet alt for tynd!
Tak, Dorte, du har slet ikke behøvet…
Jo da! Man skal hjælpe hinanden. Jeg elsker at gøre noget for folk. Husk at spise, og lav dig en god, stærk kop te. Du ser lidt bleg ud, søde!
Dorte vandrede ud i køkkenet, satte straks vand over og fandt to kopper i skabet, som om hun var hjemme hos sig selv. Frida stod forfjamsket i døren, stadig med posen i hænderne. Tilstedeværelsen af et andet menneske virkede pludseligt uvirkelig og påtrængende.
Sæt dig nu! Så får vi os en snak og en tår te. Det er så sundt. Jeg ved, hvordan det er for dig mistet din mand, børnene langt væk, og så bliver hverdagen bare grå. Min moster blev næsten tosset af ensomhed, efter onkel Kaj gik bort.
Frida satte sig. Bollerne duftede virkelig fortrinligt. Det var længe siden, hun havde bagt selv. Hun plejede bare at købe noget i SuperBrugsen og varme det i mikroen uden rigtig at nyde det.
Du skal bare ikke tro, jeg trænger mig på, sagde Dorte og øste fire skefulde sukker i sin te. Det ligger bare i min natur at hjælpe. Min mand siger altid, at jeg redder hele verden og glemmer mig selv, men sådan er jeg.
Hun snakkede uafbrudt, gestikulerede, grinede. Frida hørte til, mens noget indeni begyndte at smelte bare en anelse. Hun kunne ikke huske, hvornår nogen bare havde sat sig og snakket over en kop te. Hendes datter, Jesper, ringede godt nok hver søndag, men samtalen var altid mekanisk: Hvordan går det, mor? Fint. Mangler du penge? Nej, nej. Godt, vi snakkes. Så blev der stille igen en uge.
Frida, ved du hvad? Vi er nogle damer, der mødes i caféen ved Netto, det ved du nok Kurven, hedder den. Vi sludrer, griner lidt, og skifter nyheder. Du skulle tage at komme med en dag, ikke? Blive lidt luftet.
Jeg ved ikke rigtig, Dorte…
Arh, så stop jeg henter dig! Du kan ikke sidde inde bag fire vægge hele vinteren. Det er usundt. Ensomhed gør folk syge, det siger de også i fjernsynet.
Frida nikkede, ude af stand til at sige nej. Dorte tømte sin kop, studerede køkkenet med kritiske øjne.
Hvor har du det dog smukt her! Og se det stel! hun nærmede sig vitrineskabet, hvor Fridas gamle Royal Copenhagen-stel stod, hvidt med blå kant og gylden bort. Det må da være antikt?
Johannes gav mig det på vores 30-års bryllupsdag, svarede Frida stille.
Det er virkelig en skat! Pas godt på det. Nå, nu må jeg videre men du spiser bollerne nu! Jeg kommer forbi i morgen klokken tre. Så er det en aftale.
Hun var væk, som hun var kommet. Frida stod tilbage, stirrende på posen, kopperne, og mærket af rød læbestift på randen af den ene. Stilheden vendte tilbage, men den føltes anderledes knap så tom.
***
Sådan begyndte det. Dorte kom hver eneste dag, formiddag eller aften. Engang manglede hun salt, engang et godt råd, oftest bare for at sludre. Hun trak Frida med ud at handle, til venindetræf i Kurven, hvor tre andre damer ventede, højlydte og livlige, snakkede om priser, naboer og TV-udsendelser.
Frida følte sig først malplaceret. Damerne var grove i munden, skraldgrinede af ting, hun aldrig ville have fundet morsomme. De brugte ord, der fik Frida til at rødme. Men Dorte holdt hende tæt, præsenterede hende for de andre: Her er min ven, Frida Bech tidligere lærerinde, meget dannet. Man kunne næsten høre stoltheden.
Langsomt vænnede Frida sig til det. Hun begyndte faktisk at glæde sig til Dortes besøg og de små udflugter. Det var ikke som i gamle dage, hvor hun og Johannes tog på Skuespilhuset, Koncerthuset, havde gode kolleger på besøg. Den verden forsvandt med Johannes. Vennerne flyttede, blev syge eller døde. Tilbage var blot denne lille flok, billig kaffe i kartonkopper, ligegyldige samtaler men det var bedre end mørket og tavsheden.
Frida, har du stadig den broche, du bar sidste uge? Den med rav? Jeg elsker jo gamle smykker…
Den var min mors, nikkede Frida.
Må jeg se? Jeg vil så gerne vise den til min datter, Sigrid. Hun skal snart have kandidatfest på universitetet og drømmer om noget vintage. Må jeg låne den, bare til at vise frem man får den tilbage, det lover jeg!
Frida tøvede. Brochen var dyrebar, et minde. Men Dortes blik var fuldt af forhåbning og taknemmelighed. Hun kunne dårligt afslå.
Jamen… ja. Så pas godt på den…
Som var det en arveskat! Åh, du er en engel tusind tak!
En uge gik, men Sigrid var stadig betaget, sagde Dorte, og ville ikke af med brochen endnu. Så forsvandt der flere dage, før Dorte meddelte, at Sigrid havde mistet brochen, men hun nok skulle finde den.
Frida lå vågen om natten og fortrød sin godtroenhed. Men når hun tog emnet op, blev Dorte fornærmet.
Tror du da, jeg snyder dig? Mig, der har reddet dig ud af ensomheden?
Nej, Dorte, det mente jeg ikke undskyld, jeg…
Det er klart, du får den tilbage. Men du må jo også stole lidt på folk!
Og Frida forsøgte at gøre netop det. Dorte kom stadig som før med boller, sladder og selskab. Men nu bad hun også af og til om penge.
Frida, har du ikke lige fire tusind kroner, til jeg får min løn? Sigurd er blevet syg, vi skal købe medicin…
Frida lånte Dorte penge ad flere omgange fire, seks tusind kroner, der aldrig kom tilbage. Hver gang hun spurgte, lød svarene bebrejdende:
Jeg troede, vi var venner, Frida? Venner tæller da ikke småpenge!?
***
Jesper ringede en onsdag aften. Frida gjorde klar til at gå i seng, sad i sin gamle natkjole og stirrede på noget boligrenovering i fjernsynet.
Hej mor, stemmen lød træt. Hvordan står det til?
Jo, tak, det går.
Du, kunne du ikke tage toget herover i weekenden? Maria savner din hønsekødsuppe, og børnene snakker om dig.
Jeg har nogle aftaler, Jesper…
Aftaler? Sidder du da ikke bare hjemme?
Nej, jeg er da vældig aktiv. Har fået en veninde, Dorte fra tredje. Vi ses næsten hver dag.
En veninde… Dorte… Hm. Jeg er bare lidt nervøs for, hvem hun er. Man skal passe på.
Hvor er du nedladende! Dorte har hjulpet mig, du ved ingenting!
Det var ikke ment sådan, mor… Godnat.
Frida blev siddende længe med røret. De kunne ikke glæde sig på hendes vegne måske passede det dem bedst med hende alene derhjemme, usynlig i deres travle liv.
Næste dag kom Dorte med en idé.
Frida, hvad siger du til at tage på rekreationsophold sammen? Min veninde arbejder på Vendsyssel Kurbad, og vi kan få rabat! Tredive tusind kroner for to uger med behandling, sund mad, alt muligt. Jeg har næsten halvdelen læg selv lidt til!
Det er mange penge, Dorte…
Du har jo opsparing, har du ikke? Din mand sparede garanteret op til jer, det er ikke mange penge! Tænk hvor meget godt det vil gøre og sammen er alting lettere.
Frida tænkte på sin konto: et par hundrede tusind, Johannes arv til en regnvejrsdag. Det var jo det her, han mente?
Ja… lad os prøve.
Næste dag gik de ned i Danske Bank på Vesterbro, Dorte arm i arm med Frida. De hævede de tredive tusind, og Frida rakte pengene over.
Super! Jeg ordner det i morgen. Kvitteringen får du selvfølgelig.
Kvitteringen kom aldrig. Først havde veninden ferie, så var der andre problemer. Frida anede flere og flere bekymringer, men sagde ikke rigtig noget Dorte var sød som altid. Og nu havde hun mere at bede om.
Må jeg låne stellet med guldkant til Sigrids bryllup? Vi mangler smukke tallerkener det kommer selvfølgelig HELT uskadt tilbage!
Stellet Johannes gave. Frida kunne næsten ikke svare. Det var hendes helligste eje.
Dorte, det… det betyder meget for mig.
Nå, der kan man bare se! Du er en af de utaknemlige… Tænk, jeg har givet dig mit venskab! Uden mig sad du stadig og så på dine gamle gardiner!
Undskyld, tag det. Bare pas på…
Med venner skal man kunne stole på hinanden!
***
Maria, Fridas svigerdatter, ringede nervøs en formiddag.
Frida, det er Maria. Jesper har set din bankudskrift. Har du hævet 30.000 kroner?
Ja, og hvad så?
Må vi få at vide, hvad du har brugt dem på?
Det rager jer ikke. Dorte hjælper mig, det gør I jo kun i ferien…
Åh Frida, vi elsker dig. Vi prøver bare at beskytte dig! Hun hedder Dorte, ikke? Har du fået noget tilbage?
Hun passer på mig det gør I ikke!
Maria knækkede over, da Frida lagde på. Hun vidste det var forkert Maria havde jo ret, men det nagede hende kun, mens hun blev mere stædig.
Dorte var som altid forbi med sladder og smågodt, men nu var hun begyndt at snakke om en dåbsgave til Sigrid:
Der er et stentøjssæt i Kurven, til spotpris femten tusind. Hvis vi deler, betaler du for nu, og jeg lægger min andel, så snart jeg har penge.
Jeg har ikke flere penge…
Men du har jo din konto! Alle tager da lån nu. Det er ganske gratis i et halvt år. Kom nu, Frida, vil du ikke hjælpe mig bare én gang til?
Frida ville sige nej, men Dorte snakkede hende med ind i butikken, stemningen var hektisk Frida skrev under, uden at læse. Hovedet snurrede. Da de kom ud, stod Maria pludselig foran dem.
Frida, Maria så på hende, hvad har du lige gjort? Dorte, vil du ikke lade Frida være i fred?
Hun har bare hjulpet mig, lød det stikkende fra Dorte.
Maria trak Frida til side.
Mor, hun snyder dig! Hun har også snydt andre gamle damer her i kvarteret!
Nu må du holde op. I vil bare ikke have at jeg er glad! Gå, Maria, gå!
Maria blev stående et sekund, så forlod hun dem. Frida blev tilbage med et hul indeni og uforløste tårer.
Dorte hev hende med hjem og krammede hende:
Vi skal sgu ikke lyttes til sladder. Jeg elsker dig, som var du min egen søster det er dig og mig mod resten af Verden.
***
Snart begyndte Dorte at komme sjældnere. Bryllupstravlhed, mumlede hun, og kvitteringer og stel var altid lige om hjørnet, men aldrig i hænderne. Frida begyndte at få det dårligt, hovedet bankede, trykket steg. Engang sad hun længe på en stol ud for vasken, bange for at falde om. Men at bede om hjælp stred imod hendes stolthed.
En mørk lørdag ringede det på. Jesper og Maria stod med armene fulde af indkøbsposer, insisterede på at lave mad, blive lidt. Frida modtog dem stivnet, svarede koldt og kort. Da Jesper spurgte, om hun havde fået noget igen af Dorte, slog hun blikket væk.
Hun har kun snydt dig, mor, sagde Jesper. Politiet kender hende hun lever af det.
Det må være løgn…
Mor, Maria prøvede sagte, vil du ikke indse at hun bruger dig?
Gå jeres vej!
De gik, Maria tavs og med tårer i øjnene, Jesper med stive skuldre. Frida skreg næsten, da hun lukkede døren bag dem. Så gled hun ned på knæ foran skabet hvor stellet plejede at stå, hulket ind i tomheden. Hun vidste, i dybet: Brochen, pengene, stellet alt var væk, som i drøm.
Tre dage senere: Dorte dukkede pludselig op, glad som altid, men Frida åbnede ikke. Dorte bankede, råbte. Endelig smed hun stellet i en papæske foran døren. Frida slæbte det ind det meste var knust, guldborten slidt fra tallerkenerne, tekanden med revner og kaffepletter. Endda lidt muggent.
Frida samlede to halve kopper op, prøvede at klistre dem sammen, hun sad ved køkkenbordet, da telefonen ringede.
Mor? Jesper hviskede. Skal jeg komme?
Ja, kom… vær sød.
Han kom med Maria og børnene. Maria lavede risengrød og omfavnede Frida uden ord. Frida græd, denne gang over ikke at være helt alene længere.
Undskyld… mumlede hun.
Det vigtigste er, du er okay, sagde Maria stille.
Vi hjælper dig, mor du kan flytte hjem til os en periode? Børnene vil blive så glade…
Måske, engang…
De sad længe i stilheden. Maria lagde lidt lim på den halvskårne kop. Revnen kunne aldrig forsvinde, men koppen kunne stadig gå an, hvis man passede på.
Efter de var gået, blev Frida stående længe ved vinduet. Novembervinden bar nu en helt særlig lyd med sig, som kom fra fjerne steder eller dybt indeni drømmen. Frida anede, hun aldrig ville give sig hen til ensomheds glitrende stemmer igen.
Dagen efter kom Jesper og børnene tilbage. Denne gang lavede de hønsekødsuppe sammen. Frida satte sig et øjeblik med den lappede kop i hænderne. Den var måske ikke smuk, men den duede næsten og det var nok.
