**Spøgelse**
Lars kom hjem fra sine forældre. Om sommeren boede de ude på landet. Huset var gammelt og krævede tid og kræfter. Lars hjalp sin far med småreparationer i weekenden. Faren havde haft problemer med hjertet på det sidste, så Lars forsøgte at tage det meste af det hårde arbejde på sig.
Han havde været ude en hel dag, fikset hegnet, hentet vand fra pumpen, først til haven, så til badet, og havde været i butikken med sin mor. Efter middagen begyndte han at samle sine ting for at tage hjem.
“Skal du virkelig afsted nu, hvor det bliver mørkt? Bliv her og kør hjem i morgen,” overtalte hans mor.
Men Lars havde lovet Mette at komme hjem. Da han endelig var klar til at køre, ringede han til hende, og hun foreslog også, at han skulle blive hos sine forældre til næste morgen.
“Savner du mig slet ikke?” sagde Lars og lod, som om han var fornærmet.
“Jo, jo, jeg savner dig virkelig. Og jeg venter,” lo hans kone.
“Så kommer jeg snart hjem,” svarede Lars muntert.
Solen var for længst gået ned, og tusmørkets mystiske time var begyndt. Der var få biler på vejen. Først da han sad bag rattet, indså Lars, hvor træt han var. Enkelte forsinkede biler susede forbi og blændede ham med deres lygter. Lige da han nærmede sig byen, lukkede han øjnene et kort øjeblik…
“Mette, jeg er hjemme!” råbte Lars, da han åbnede døren til deres lejlighed.
Mette svarede ikke. Lars kiggede ind i køkkenet. Hans kone stod ved komfuret og rørte i noget på panden, mens hun nynnede en simmel sang for sig selv. *”Du er sømand, jeg er sømand…”* genkendte han melodien fra en gammel dansk sang. Lugten af stegt kød fik hans næsebor til at dirre. Han havde ikke følt sig så let på længe. Trætheden var som forsvundet. Som efter en lang og dyb søvn. Eller måske var det netop det, der var sket. Han kunne ikke huske, hvordan han var kommet hjem, som om han havde faldet ned i et tidshul eller sovet hele vejen.
“Mette,” kaldte Lars igen.
Men hans kone reagerede stadig ikke.
*”Hun har sikkert høretelefoner i,”* tænkte han og gik tættere på, men der var ingen høretelefoner at se.
“Jeg har savnet dig, og jeg er faldet om af sult,” hviskede han ind i hendes øre.
Hun standsede et øjeblik og lyttede, som om hun hørte noget.
“Nå, der er du endelig,” sagde Lars lettet. “Jeg troede næsten, du var døv.”
I næste øjeblik satte Mette låg på panden, slukkede for gassen og vendte sig brat om. Lars nåede lige at hoppe til side.
“Mette, hvad sker der? Hvorfor ignorerer du mig? Jeg er hjemme! Vend dig om!” råbte han højt.
Han stod lige ved siden af hende, men Mette opførte sig, som om han ikke eksisterede. Pludselig ringede hendes telefon. Hun skyndte sig ind i stuen og gik lige forbi Lars så tæt på, at han kunne mærke en let vindpust mod kinden.
Lars fulgte efter og kiggede over hendes skulder. Et ukendt nummer dukkede op på skærmen. Mette tøvede et øjeblik, men tog alligevel opkaldet og holdt telefonen op til øret.
“Ja, det er mig,” svarede hun. “Hvad? Det må være en fejl…” Et minut efter faldt telefonen ud af hånden på hende. Mette sank ned på sofaen, begravede ansigtet i hænderne og brast i gråd.
“Mette, hvad er der sket? Er det far? Hans hjerte?” Men Mette græd bare, uden at lægge mærke til Lars.
Han satte sig på hug foran hende og ville trække hendes hænder væk, men så med rædsel, hvordan hans fingre gik lige igennem hendes, som gennem tåge. Han sprang op og stirrede forbløffet på sine hænder. Mette løftede hænderne fra ansigtet og stirrede et øjeblik frem for sig med opsvulmede øjne.
“Lars?” hviskede hun.
“Jeg er her,” svarede han lettet, da hun endelig så ham.
Men hendes blik gled kun kort over hans ansigt, før det igen flakkede uroligt rundt i stuen. Nej. Hun kunne ikke se ham.
“Det kan ikke passe. Det er en fejl,” hviskede Mette. “Lars…” Hun brast igen i højlydt gråd.
Pludselig sprang hun op, samlede telefonen op og begyndte at taste et nummer. Hendes fingre rystede så meget, at hun hele tiden tastede forkert.
“Vent, vent…” Mette holdt telefonen op til øret.
Lars greb instinktivt efter sin baglomme, men mærkede ikke sin telefon der. Han hørte heller ingen ringeton.
*”Den må være faldt ud i bilen,”* tænkte han.
Mette afbrød opkaldet og begyndte at ringe igen.
“Anna, de siger, at… Nej, Lars er ikke kommet hjem endnu. Politiet ringede til mig…” Hun holdt en pause og trak vejret dybt. “Lars var ude for en ulykke lige uden for byen… Nej, Anna, han er ikke mere…” Mette fortalte Lars’ mor de sørgelige nyheder, kastede telefonen fra sig og græd igen, hylende som en såret ulv.
*”Er det mig, hun taler om? Er jeg kørt galt? Er jeg død?”* Lars kunne ikke tro det. Hvordan kunne han tro det, når han stod her i deres lejlighed, talte til hende? *”Det er derfor, jeg ikke kan huske, hvordan jeg kom hjem, gik op ad trappen og åbnede døren. Som om jeg sov. Eller kørte på autopilot. Det er derfor, Mette ikke kan se eller høre mig. Jeg er død.”* Lars var ikke så meget rædselsslagen som forbavset over, at han ikke følte frygt, smerte eller anger.
“Lars, hvordan kan det være? Hvordan skal jeg leve nu? Hvad skal jeg gøre?” Mette faldt sammen på sofaen igen og græd igen.
Lars rakte ud for at berolige hende, men hans hånd blev hængende i luften. Han stod over sin grædende kone og prøvede at huske, hvad han vidste om spøgelser. Det eneste, der faldt ham ind, var en gammel film med Patrick Swayze.
*”Sådan foregår det altså. Og jeg troede, det var fantasi. Hvor længe er jeg fanget her? Hvor meget tid har jeg? Hvor er mine vejledere? Der må da være nogen, der kan hjælpe mig, fortælle mig, hvad jeg skal gøre…”*
Tiden føltes underligt. Før Lars nåede helt at forstå alt eller vænne sig til sin nye rolle som spøgelse, var det allerede morgen. Mette var ikke i stuen. Han husHan så sig et øjeblik omkring i det stille hjem, hvor sollyset nu flød ind gennem vinduerne, og med et sidste blik på Mettes sammenkrøllede skikkelse på sofaen lod han sig trække mod det svagt pulserende lys, der ventede ham et sted langt borte.
