Mette havde lagt sit hår omhyggeligt, valgt sin bedste kjole og sprøjtet en let duft af parfume på, før hun tog afsted til sin storesøster Lises fødselsdag. Hun holdt en pyntelig æske med en kage i hånden, i håb om at det ville blive en hyggelig overraskelse og måske glatte lidt over deres anstrengte forhold. Da hun nåede femte sal, ringede hun to gange på døren. Den sprang op, og Lise – strålende i en ny morgenkåbe og med friserede krøller – klappede i hænderne:
“Er den til mig? Nå, så har I altså husket at gratulere mig?”
“Selvfølgelig er den til dig,” svarede Mette roligt og rakte æsken frem.
Lise tog imod kagen med interesse, løftede låget og kiggede ned i den. Først lyste hendes ansigt op i beundring, men så kom der en skygge af mistro.
“Har du bagt den selv?”
“Ja,” smilede Mette, men med en lille tøven.
“Er du sikker?” Lise rynkede panden og drejede æsken i hænderne. “Hvad er den lavet af?”
“Skal vi virkelig diskutere ingredienser, eller skal vi ikke hellere gå ind til gæsterne?” forsøgte Mette at aflede samtalen.
Men det var for sent. Lise havde mistanke om at noget er galt – og ikke uden grund. Tre dage før havde hun ringet til sin søster i tårer:
“Jeg har brækket en negl og skændtes med Martin. Jeg har overhovedet ikke humør! Kagen bliver aflyst, alt er aflyst!”
Mette tog det roligt og tog en akut bestilling fra en fast kunde. Men så ringede Lise igen samme dag ved frokosttid:
“Vi har sluttet fred! Han har givet mig et guldarmbånd! Jeg venter dig klokken syv – og med en kage!”
“Men du aflyste det hele…” blev Mette forvirret.
“Ah, hold op med at pille ved det! Du er jo konditor – vis nu hvad du kan!”
Mette prøvede at forklare, at en kage ikke kan laves på seks timer, men Lise insisterede. Mette ringede til deres mor i håb om støtte:
“Er det virkelig for meget at gøre noget godt for din egen søster?” lød svaret.
Da Mette indså, at der ikke var hjælp at hente, besluttede hun sig for at finde en løsning: hun købte en ubrugt kage fra en ukendt bager, Pernille. Den så flot ud. Det vigtigste var gestussen. Men Lise gennemskuede bedraget hurtigt.
“Pernille, kom her!” råbte hun ind mod køkkenet.
Fra lejlighedens dyb kom en langhåret brunette, som Mette genkendte med det samme.
“Er det din kage?” spurgte Lise koldt.
“Ja. Hun købte den af mig. Er det din berømte søster-konditor?” smilede Pernille hånligt.
Mette stivnede. Gæsterne tav. Lise stirrede ned på kagen, rev låget af, tog en fingerfuld creme – og smed den i søsterens ansigt.
“Spis selv dit skrald!” hvæsede hun. “Du gad ikke engang lave noget selv. Ud med dig!”
Søsteren blev skubbet ud ad døren, og Pernille blev smidt ud efter. På vej ud råbte Pernille en masse grimme ord og vinkede med en uforskammet håndbevægelse.
På gaden tørrede Mette ansigtet af med vådservietter og åbnede sin telefon, hvor der lå utallige beskeder fra moren:
“Du skammer familien! Snød din egen søster! Er du ikke flov?”
Hun svarede ikke. Lukkede bare tavst skærmen. Men det var ikke slut.
Næste morgen dukkede der et opslag op på Lises sociale medier: “Stol ikke engang på din egen søster – hun gav mig en kage fra en anden og påstod den var hendes. PNu var det slut med at stille sig selv til rådighed for dem, der aldrig ville sætte pris på hende.
