**Spis min smerte**
Det sidste, Freja elsker at lave, er at arbejde med børn. Det er svært, træls og risikabelt. En børns mulighedsrum er endnu ikke formet, og risikoen for at “tiltrække” en helt forkert begivenhed er alt for stor.
Et barn er i sin mors biofelt, så man bliver nødt til at arbejde med hende også. Børn elsker desuden at fantasere. Hvem har ikke drømt om at have magiske kræfter som barn? Eller opfundet en magisk ven til at hjælpe sig? Hvert ord fra sådan en “klient” skal dobbelttjekkes, hvilket bare giver ekstra arbejde.
Da Freja så kvinden i overdrevet sort tøj, med blodrøde læber og mørkeblå øjenskygge i døren, reagerede hun slet ikke. Hun får ofte besøg af excentriske typer. Men den tiårige dreng, der så bange gemte sig bag hende, fik Freja til at spidse ører. Lige da hun ville sige, at hun ikke arbejder med børn, afbrød damen hende autoritært:
“Vi har en aftale. Jeg er Hanne, jeg skrev til dig i går. Jeg havde en kat som profilbillede – kan du huske den?”
Katten huskede Freja godt.
“Nå, men kom indenfor.”
*Måske er det Hanne, der har problemer, og drengen er bare med, fordi hun ikke kunne få ham passet?* håbede Freja, mens hun diskret iagttog kvinden. Hanne var fyldig, stadig tiltrækkende, midt i fyrrerne. Sådan én, man kalder “i sin bedste alder.” Hendes makeup var påfaldende, næsten grov, armlommerne fyldt med armbånd, der raslede ved hver bevægelse, og hun gestikulerede voldsomt. Alt det sorte tøj… Hvorfor? Skulle det virke mystisk? Sørgede hun? Uanset hvad, bar Hanne det sorte med umiskendelig fornøjelse – helt klart for show. *En der elsker drama. Nu bliver jeg publikum til hendes forestilling,* gættede Freja.
“Min mand er død,” begyndte kvinden dramatisk. Hun tog et lommetørklæde frem og tørrede helt tørre øjne.
“Kondolerer,” svarede Freja høfligt, “men jeg laver ikke spiritisme. Det synes jeg er farligt og ufrugtbart.”
Da hun ikke fik den ønskede reaktion, prøvede kvinden en anden vinkel.
“Der har været troldmænd i min familie,” hviskede hun mystisk. “Min oldemor troldede, og min halvfjerne kusine…”
*Lad mig gætte – hun troldede også?* Freja måtte bide sig i læben for ikke at smile sarkastisk. Antallet af “troldkvinder” og “heksemestre,” der bankede på hendes dør, var eksploderet de sidste år. Hvis man graver, har alle en eller anden i familien, der lavede små ritualer i smug. Trolddom var og bliver almindeligt, trods alle fordomme. Men bliver man en stor bokser bare fordi ens farfar gik i ringen? Det samme gælder for magi.
“Men altså, i min familie er der en Gave. Den går i arv. Mig ramte den heldigvis ikke,” – hun spottede over venstre skulder, men Freja så skuffelsen i hendes øjne – “men min søn Mathias… han,” hendes øjne lyste af en mærkelig stolthed, “han ser spøgelser!”
*Ser spøgelser, hva? Det lyder ikke godt.* Freja havde et par teorier. Den mest sandsynlige: debut af skizofreni. Hun forstod ikke, hvorfor forældre tog børn med hallucinationer til en clairvoyant i stedet for en psykiater. Anden mulighed: der *var* en “Gave” i familien. Normalt kalder man det en dæmon, der går i arv.
“Fortæl hende, hvordan spøgelserne kommer til dig!” beordrede moren. Drengen begyndte modstræbende, kun fordi han blev bedt om det.
“Det er ikke spøgelser, kun ét. Min far kommer hver nat…”
Mathias tav og kiggede hjælpeløst på sin mor. *Det var alt, kan vi ikke gå nu?* Hun lod som ingenting og rettede stolt ryggen. Sådan ser man ud, når man vil prale af sit talentfulde barn – som med topkarakterer eller præmier.
*En nekro-binding? Eller psykologisk? Drengen savner sin far, så…* Freja holdt inde. Bag drengen stod en mørk skikkelse. Ikke faren. Væsnet stirrede på Freja uden at blinke. Hun får gåsehud og måtte koncentrere sig for at forblive rolig. Måske var det alligevel en dæmon. Det var værre, end hun troede.
“Ved du hvad? Der har aldrig været en barnetrolFreja tog en dyb indånding og sagde roligt: ”Lad os hjælpe Mathias med at sige farvel på den rigtige måde, så han kan komme videre uden at bære hele den smerte alene.”
