Min egen søster har virkelig en sær egenskab. Hun ophøjer konstant sit barn og tror, at alle omkring hende bør opleve præcis det samme som hun gør. Men sådan hænger verden jo ikke sammen.
Hendes barn er kun fem år gammel. Jeg har intet imod ham selvfølgelig holder vi alle af ham, det er jo nær familie, men der stopper det så også. Vi har nemlig nok i vores egne unger.
Min søster bilder sig imidlertid ind, at hendes datter er usædvanligt speciel. Vi skal tiltale hende som en lille engel. Og da engle jo ikke synder ja, så skal alt, hvad denne engel gør, tilgives ubetinget.
Det er i hvert fald hendes egen dagsorden. Derfor er der heller ikke rigtigt nogen, som ser frem til, når hun kommer på besøg. Og det er faktisk ikke særlig hyggeligt at tage hjem til hende heller. Desværre arbejder vi begge i den samme virksomhed, så vi kan ikke undgå hinanden. Derfor havde jeg også noget, jeg blev nødt til at snakke med hende om.
Kom forbi, sagde min søster i telefonen. Jeg laver din yndlingsomelet. Vi ses ved frokosttid.
Hun har altid været utrolig dygtig i køkkenet, især når det gælder hendes berømte omelet.
Jeg er der om lidt, svarede jeg kort og lagde på.
Så begyndte jeg at lede efter mine bilnøgler. Overvejede lige, om jeg skulle smutte forbi bageren på vejen og tage nogle boller med der skal jo te til sådan et besøg. Da jeg ankom, sad hun allerede og fodrede sin datter og vinkede mig hen til bordet. Jeg satte mig, og vi faldt hurtigt i snak, da hun pludselig sagde:
Spis nu, sagde hun og skubbede en lettere sølle omelet over til mig. Astrid kunne ikke spise op.
Så kunne jeg altså ikke lade være:
Findes der ikke rene tallerkener i det her hus? spurgte jeg lettere anstrengt.
Min Astrid er den reneste pige, du kan finde. Hendes hænder er altid rene, svarede min søster og trak datteren tættere til sig, mens hun sad og borede næsen med fingeren.
Der fik jeg nok, og siden den dag er jeg ikke taget hjem til min søster for at spise frokost.
Hvad ville du gøre, hvis du stod i mit sted?
