*Mirage*
Ved aftensmaden kunne faren ikke lade være med at skæve misbilligende til sin søn. Mads forstod det med det samme – mor havde fortalt ham, at han efter studentereksamen ville studere i København.
Faren skubbede den tomme tallerken væk og stirrede ham lige ind i øjnene. *Nu kommer der noget,* tænkte Mads. Han ønskede sig at synke i jorden eller blive usynlig. Under fars vrede blik blev pastaen siddende fast i halsen – hverken til at synke eller spytte ud.
Mor reddede situationen. Hun distraherede faren, satte en kop te foran ham og skubbede en skål med småkager hen mod ham.
“Tak, mor, jeg er mæt. Tager teen senere,” sagde Mads og rejste sig fra bordet.
“Sat dig ned!” råbte faren skarpt.
Mads vidste, at det var bedst ikke at modsige ham, så han satte sig igen.
“Jeg skal lave lektier…” begyndte han.
“Det når du. Mor siger, du vil til København. Hvad er der galt her? Vi har opdraget dig, troede, du ville hjælpe os, når vi blev gamle – men i stedet vil du stikke af?”
“Jeg stikker ikke af…” mumlede Mads.
“Åh nej? Hvad er der så fantastisk i København?”
“Der er flere muligheder for at bygge en karriere. Jeg vil være arkitekt. Her er der ikke den rette uddannelse,” sagde Mads og hævede stemmen.
“Jan, lad ham dog tage af sted. Lærerne roser ham,” sagde mor beroligende og lagde en hånd på fars skulder.
“Vi har ikke penge til at betale dit studie. Alt koster penge derovre, mens det er gratis her. Kan du se forskellen?” faren blev mere og mere ophidset.
“Jeg kommer ind på SU,” insisterede Mads. “Jeg tager af sted alligevel.”
“Jan, rolig, han tager ikke af sted i morgen. Der er stadig eksamener. Gå nu, min dreng, og lav dine lektier.” Mor blinkede mod døren. Mads behøvede ikke at høre det to gange – han forsvandt ud af køkkenet.
“Stop nu med at forkæle ham! Vi har opdraget en, der bare vil væk. Hvem skal så give os et glas vand, når vi bliver gamle?”
Mads standsede ved døren til sit værelse og lyttede, mens han holdt om håndtaget.
“Rolig nu. Det er for tidligt at tale om alderdom. København er tæt på – kun to og en halv time med toget. Han kommer på besøg…”
Faren mumlede noget uforståeligt.
“Drik din te, den bliver kold. Skal jeg sætte sukker i?” spurgte mor.
“Åh, hold op, som om jeg var et barn… Jeg kan selv…,” svarede faren irriteret.
Stormen var ved at lægge sig. Mads lukkede sig inde på sit værelse. Hans hjerte sang af lykke. Slutningen af marts, der var kun to måneder tilbage af skole, eksamener – men det betød ingenting. Det vigtige var, at han skulle til København, hvor en spændende liv ventede med hundredvis af muligheder. Han ville nå det hele…
Efter studentergilden tog Mads og mor toget til hovedstaden for at aflevere ansøgninger. Mors kusine, en uvenlig og ensom kvinde, tog imod dem med en mine, der tydeligt viste, at hun ikke var begejstret. Hun brokkede sig over, hvordan *alle* jo bare ville til København, som om byen var lavet af gummi…
“Nå, lad ham da bo her. Så er der da lidt liv. Men jeg har højt blodtryk, sover dårligt. Ingen sent komme hjem, ingen gæster. Morgenmad får du, aftensmad deler vi, men om dagen må du selv klare dig,” forklarede kusinen reglerne.
Mor nikkede bare.
“Hvor meget vil du have for kost og logi?” spurgte hun forsigtigt, i håb om, at kusinen måske ville afslå eller blive fornærmet. *Betaler man overhovedet familiemedlemmer?* Men nej.
“Du ved godt, det er København, ikke jeres lille…
