**Søstre**
Hanne stod op ved daggry, lavede morgenmad, pakkede en frokostpakke til sin mand og vækkede ham først derefter.
“Skal der virkelig være så meget, skat? Jeg kommer jo tilbage i morgen,” sagde han og så på den store taske.
“To dage er lang tid uden mad. Du får ikke tid til at lave mad derovre—bare varm det op. Vær nu ikke så kræsen. Der er også varmt tøj i tasken. Nætterne er allerede kolde. Drik din te, før den bliver kald,” svarede Hanne og viftede ham af.
Manden spiste en solid morgenmad, tog tasken og klædte sig på.
“Jeg kører nu. Du burde lige sove lidt mere,” sagde han og gik ud af lejligheden.
Hanne lukkede døren efter ham og gik tilbage til køkkenet, hvor hun kiggede ud ad vinduet. Hun vidste, at halvvejs ude i gården ville Lasse vende sig om og vinke. Og ja, der stoppede han, vendte sig mod huset og løftede hånden. Hun vinkede tilbage. Hun smilede for sig selv: *Som nygifte*. Hun følte sig varm og glad indeni.
Siden hun gik på pension, havde hun altid vinket ham af på den måde—enten han skulle på arbejde eller til sommerhuset. De havde været sammen i seksogtyve år. Ikke så længe i deres alder. Begge havde de tidligere forhold bag sig.
Hanne kunne ikke lide at være alene. Hun kunne have fulgt med til sommerhuset, men hun havde lovet sin datter at passe barnebarnet i dag. Hun sukkede. Hun var ikke træt, men hvad skulle hun lave? Det var for tidligt at støvsuge—man tænder ikke bare støvsugeren klokken seks om morgenen. I betonblokkene er lydisolationen ikke ligefrem topklasse. Folk kan godt lide at sove længe i weekenden.
Uden rigtig at have noget at lave, lagde Hunne sig på sengen, stadig i morgenkåben. Hun lå og tænkte på alt mellem himmel og jord, indtil hun faldt i søvn uden at bemærke det.
Hun drømte endda. Hun drømte om sin mormors hund, en stor og ludende golden retriever ved navn Freja. I drømmen kom Freja løbende mod hende og logrede glad med halen. *”Freja, hej! Hvor kom du fra?”* spurgte Hanne og rakte hånden ud for at klappe den. Men pludselig snerrede Freja og blottede tænderne. Hanne rykkede instinktivt hånden til sig, forvirret over hvorfor hunden ikke ville have hendes kærtegn…
Hanne væltede ud af sengen med et rykkende sæt og åbnede øjnene. Værelset var tomt—ingen Freja, og det kunne der heller ikke være. Hunden var død af alderdom, da Hanne var fjorten. Hun kiggede på uret—hun havde kun sovet i ti minutter. Hun lukkede øjnene igen. *”Døde i drømme varsler dårligt vejr, og hunde varsler slægtninge,”* tænkte hun, lige før dørklokken ringede. Hvem i alverden kom så tidligt?
Hanne satte sig op, fødderne ned på gulvet, fandt sutskoene og gik ud i entréen. Klokken ringede igen, som om den jagtede hende.
“Ja, ja, jeg kommer,” mumlede Hunne og åbnede døren.
Da hun så gæsten på dørtærsklen, var hun lige ved at smække døren i hovedet på den sidste person, hun havde lyst til at se. Man siger, at den første tanke er den rigtige. Senere fortrød hun, at hun ikke bare havde gjort det. For der stod hendes lillesøster. Hjertet hamrede i halsen som en fugl fanget i et net.
“Halløj, søster!” sagde Mette med en overlagt betoning på sidste ord og flashede et småvædskaret smil.
Hendes store, fremspringende tænder blev endnu mere synlige, og man kunne se en smule lyserødt tandkød. *”Og så siger de, at drømme ikke kan varsle noget,”* tænkte Hanne og huskede Frejas snerren. Tanken var ubehagelig. Et besøg fra sin søster efter årelang tavshed varslede absolut intet godt.
De havde forskellige fædre og ti års aldersforskel. Hannes far døde i en bilulykke, og tre år efter havde hendes mor giftet sig igen og fået Mette. Søstrene lignede hinanden hverken udseende- eller personlighedsmæssigt. Hanne var rund og lav, med fine, milde træk og et blidt væsen. Mette var høj, spinkel, med en aflangt ansigt og de der fremstående tænder.
“Hvad, skal jeg blive stående her på dørtærsklen? Inviterer du mig ikke ind?” spurgte Mette.
Hanne havde stadig chancen for at smække døren. Men det var alligevel hendes søster—omend uventet og uønsket.
“Kom ind,” sagde hun og åbnede døren videre.
Mette trådte ind, sparkede sine højhælede sko af, rettede på sit hår foran spejlet og vendte sig mod Hanne.
“Du ventede mig ikke, hva’? Men her er jeg.” Mette ville til at tage Lasses gamle hjemmesko på, men Hanne rakte hende en par gæstesandaler i stedet. De var for små, men det var det eneste, hun havde.
“Nå, vis mig, hvordan I bor.” Mette gik ind i stuen og kiggede sig omkring med øjne, der snappede hver en detalje.
“Det ligner jo et slot her! Importeret møbler, nyrenoveret…” Mette vendte sig mod Hanne og fik et glimt af noget mørkt i søsterens øjne—misundelse eller vrede. Men i næste øjeblik smilede hun igen, med de store tænder på display. Og Hanne huskede igen drømmen.
“Det er sådan, det skal være. Du har fundet dig en god mand. Hvor er han henne?”
“På sommerhuset,” svarede Hanne modstræbende.
“Og I har et sommerhus? I lever jo i luksus,” sagde Mette med en tone, der lød som: *”Vi skal nok se, hvor længe det varer.”*
“Hvorfor er du kommet?” spurgte Hanne og mistet tålmodigheden.
“Jeg savnede dig. Vi har jo ikke andre end hinanden,” sagde Mette uden at vende sig om, mens hun studerede et billede af datteren og barnebarnet. “Hvem er det her? Din datter?”
Hanne svarede ikke.
“Jeg er alene, skal du vide. Mig og Mikke? Det varede ikke længe. Jeg har været gift to gange efter ham. Og ærligt? De andre ægtemænd var lige så kedelige som den første. Det var ikke værd at skifte,” tilføjede Mette fortroligt.
“Stjal du dem også fra nogen?” snerrede Hanne, ude af stand til at styre sig.
“Du har ændret dig—du er blevet så bitter. Den, der husker gammelt nag, får ondt i maven.” Mette smilede igen, med en ikke-helt-jævn række fortænder. “Jeg er ikke”Og da Mettes efterladte ejendele endelig blev gennemgået, fandt Hanne en gammel dagbog, der afslørede, at søsterens hårde facade altid havde skjult en dyb ensomhed og frygt for at blive glemt—og i det øjeblik forstod hun, at kærlighed nogle gange må tilgive, selv når den ikke helt kan glemme.”
