— *Hvordan kunne du?!* — råbte Mette og viftede med det krøllede papir. — *Hvordan kunne du underskrive det her skrald?!*
Lene rykkede til, satte koppen med te fra sig og vendte sig langsomt om mod sin søster. Intet tegn på anger, kun udmattelse, stod malet i hendes ansigt.
— *Jeg har underskrevet det. Hvad er der galt med det?* — hun trak på skuldrene. — *Huset skal sælges alligevel, det var dig selv, der sagde det…*
— *Sagde?!* — Mettes stemme dirrede af oprør. — *Jeg sagde, vi skulle beslutte det sammen! Sammen, Lene! Men du aftaler det bag min ryg med ejendomsmæglerne! Og satte prisen halvt så lav!*
— *Ikke halvt, bare…* — begyndte Lene, men Mette afbrød hende.
— *En tredjedel! Gør det en forskel?! Det her hus blev morens til os, forstår du?! Til os begge! Men du mener åbenbart, du bestemmer!*
Køkkenet blev stille. Kun det gamle pendulur på væggen, det samme moren engang havde bragt hjem fra Tyskl— *Jeg ved det godt,* hviskede Lene og greb Mettes hånd, mens tårerne endelig faldt.
