“Søsteren jeg hadede fra barndommen”
“Lad min teddybamse være!” skreg Agnete og rev den gyldenbrune bamse ud af sin storesøsters hænder. “Mor! Mette tager mine legetøj igen!”
“Årh, så dog lidt!” knurrede den otteårige Mette, men slap alligevel. “Som om du har noget særligt!”
“Piger, hvad er det for et bøl!” Gitte kom ud fra køkkenet med hænderne våde af opvask. “Mette, lad din søster være. Du har masser af egne ting.”
“Mine er gamle og slidte! Hendes er altid nye!” protesterede Mette. “Det er uretfærdigt!”
“Fordi jeg er den yngste,” smøg Agnete sig med bamsen tæt mod brystet. “Det sagde mor selv.”
Mette bed tænderne sammen. Jo, mor havde sagt det. Og bedstemor. Og tante Lotte. Alle gentog: “Agnete er lille, hun kommer først”, “Agnete er skrøbelig, hende skal vi passe på”, “Agnete er så sød”.
Og hvad med Mette? Mette var stor, Mette var stærk, Mette måtte forstå. Altid forstå og give efter.
“Kom og få morgenmad,” sukkede moren. “Og kald på din søster.”
I skolen prøvede Mette at glemme derhjemme. Men selv her blev hun jagtet af søsterens skygge. Frøken Johanne spurgte ofte: “Hvordan går det med Agnete? Bliver hun klar til 0. klasse?”
“Mette, hjælper du din søster med at øve sig?” spurgte frøken en dag efter timen.
“Ja,” løj Mette.
Hun kunne ikke udstå at sidde med Agnete. Hun nægtede at lære bogstaver, klynkede over træthed. Og mor sagde altid: “Hvorfor skal du så flå dig i hende? Kan du ikke se hun er udmattet?”
“Agnete, bogstavet ‘A’ tegner man ikke sådan!” rasede Mette og slettede en krøllet strej. “Se her!”
“Jeg vil ej!” tudede søsteren. “Min hånd gør ondt!”
“Den gør da ej! Du er bare doven!”
“Mor! Mette kalder mig grimme ting!” skreg Agnete straks.
Og mor skældte selvfølgelig Mette ud. Altid Mette.
Da Agnete startede i skolen, håbede Mette søsteren ville lide samme stress med lektier, dårlige karakterer og skældud. Nej. Agnete havde det let, fik 12-taller, og lærerne *elskede* hende.
“Din søster har så mange talenter!” begejstrede Mettes klasselærer. “En sand stjerne. Du kunne lære noget af hende.”
Mette tav med knyttede næver. Hvad skulle hun sige? At Agnete ikke var dygtig, bare heldig? At alt faldt hendes skød uden besvær? Mens Mette knoklede hele natten for et 10-tal.
Derhjemme var det ikke bedre. Agnete voksede til en skønhed – lyshåret, blåøjet, perlende hud. Nabokonerne udbrød: “Åh, et smukt barn! Som en engel!”
Og Mette? Hun var almindelig. Ikke flot, ikke grim. Kastanjebrunt hår, grå øjne. Millioner af dem.
“Vores Agnete bliver skuespiller,” sagde mor drømmende mens hun redte datterens hår. “Eller model. Med sådan et udseende må man benytte chancen.”
Mette lader som om hun ikke hører, men ordene skar. Var *hun* for almindelig til at benytte sig? Ville der komme noget ordentligt ud af hende?
“Jeg bliver læge,” sagde hun en dag lavmælt.
“Læge?” mor så forbavset ud. “Tja, hvis du kan. Man skal jo være dygtig.”
*Hvis du kan*. Ikke “det skal nok lykkes” eller “det kan du godt”, men *hvis du kan*. Som om mor ikke troede på hende.
Agnete blev kun mere smuk. Som teenager var der altid drenge efter hende. Hun koketterede med dem, fik gaver og blomster. Mette så på med bitterhed.
“Se, de øreringe Andreas gav mig!” kvidrede Agnete foran spejlet. “De matcher mine øjne!”
“Smukke,” knurrede Mette gennem tænder.
Hun drømte også om gaver og komplimenter. Men hvem så på en grå mus når Agnete strålede?
“Mette, hvorfor så sur?” Agnete bemærkede søsterens humør. “Skal jeg købe nogle til dig?”
“Nej tak,” afbrød Mette.
Hun ville ikke have nådegaver. Ville ikke have medlidenhed. Ville blive *set*. Men hvor?
Agnete kom ind på Skuespillerskolen. Mor var lyksalig.
“Jeg vidste det! Du er født til scenen!” strålede hun. “Så flot, så talentfuld! Du bliver berømt!”
Mette knækkede den videnskabelige sten på Medicinstudiet. Svært, utroligt svært. Anatomi, fysiologi, kemi – det krævede uendelig indsats. Men hun holdt ud. En læge bliver måske ikke en stjerne, men hun vil være nyttig.
“Hvordan går det på studiet?” spurgte mor, men interesse syntes kun for Agnetes teaterliv.
“Fint,” svarede Mette kort.
“Agnete ringede i går! Hun fik hovedrollen i semesterets forestilling! Kan du forestille dig? På 1. år!”
Jo, det kunne Mette. Agnete var altid først.
Årene gik. Agnete blev skuespiller, men ikke kendt. Spillede i provinsteatre, små roller i tv-serier. Mor var stolt alligevel: en skuespiller-datter! Mette blev praktiserende læge på en byklinik, hjalte folk. Men mor syntes ikke det var så imponerende.
“Agnete er med i en ny serie,” fortalte hun sine veninder. “Snart på tv. Og Mette… nå ja, Mette arbejder på klinikken.”
Mette tav. Skulle hun fortælle at hendes arbejde redder liv, ikke underholder? Men hvem interesserede det?
Agnete gift
Og mens Freja kælede med sin nye dukke, greb Katjas hånd i Sofies over kaffebordet, en stille aftale om at de endelig var færdige med at regne fortidens bitre regnskab op.
