BITTERHED I SJÆLENS DYB
Det børnehjem græder for dig for længst! Skrid ud af vores familie! råbte jeg, stemmen knækkede af raseri.
Genstanden for min vrede var min fætter, Mads.
Gud, hvor jeg elskede ham som barn! Hvedefarvet hår, dybblå øjne, altid et drilsk smil på læben. Det var lige præcis ham Mads.
Familien samlede sig ofte rundt om det store spisebord, især ved højtider. Ud af alle mine fætre skilte jeg mig særligt ud med Mads. Han snakkede hurtigt og charmerende, som var han født til det. Han kunne også tegne, og det var altid mig en lykke at se hans hurtige blyantskitser fem-seks stykker på en aften, som jeg stjal mig til at gemme i mit skrivebord. Jeg værnede om Mads tegninger som en skat.
Mads var to år ældre end mig.
Da han var 14, døde hans mor pludselig. Hun vågnede bare ikke en morgen…
Hvad skulle man gøre med Mads nu? Først ledte man efter hans egen far. Det var ikke så ligetil. Forældrene havde været skilt i årevis, og faren havde for længst stiftet ny familie. Jeg har mit eget at tage hensyn til, lød det tørt.
Resten af familien trak på skuldrene, for de havde jo også deres at slås med… Det viste sig hurtigt, at når mørket faldt på og man havde brug for dem, var familien pist væk.
Mine forældre, som i forvejen havde to børn, tog Mads til sig og blev hans værge. Mads’ nu afdøde mor var min fars lillesøster.
I starten blev jeg faktisk glad for, at Mads skulle bo hos os. Men allerede den første dag fornemmede jeg et eller andet, der ikke var, som det plejede. Min mor spurgte, for at gøre et eller andet for ham:
Er der noget, du har lyst til, Mads? Du behøver ikke holde dig tilbage.
Og straks svarede han: Jeg vil have et modeltog.
Den slags legetøj var ikke billigt. Jeg blev overrasket hans mor var lige død, og det eneste, han kunne ønske, var et tog? Hvordan kunne man finde på det?
Alligevel gik mine forældre ud og købte det. Og så fortsatte det bare Køb en båndoptager, et par cowboybukser, en smart jakke… Det var 1980erne. De ting var både dyre og svære at skaffe. Alligevel gik vores forældre langt for at opfylde hans ønsker, og både min bror og jeg forsøgte at forstå uden at brokke os.
Da Mads blev 16, begyndte han at få øje på pigerne. Han var mere end almindeligt forelsket anlagt og han begyndte endda at lægge an på mig, sin kusine! Men jeg, som gik til håndbold og svømning, kunne håndtere ham. Vi sloges tit, og jeg græd ofte floder. Mine forældre fik aldrig noget at vide man snakker ikke om den slags, når man er barn.
Da jeg sagde fra, kastede han sig straks over mine veninder, som i øvrigt begyndte at kæmpe om hans opmærksomhed.
Og Mads stjal. Uden skam. Jeg havde en sparegris. Jeg lagde småbeløb til side fra madpengene, så jeg kunne købe noget til mine forældre. En morgen var grisen tom! Mads nægtede, og så mig koldt i øjnene. Min sjæl blev revet itu. Hvordan kunne han gøre det? Stjæle under samme tag? Mads rev stykker ud af vores families tryghed, og jeg gik rundt som en vred lille mus, mens han helt uforstående mente, at alle skyldte ham alt. Jeg begyndte at hade ham. Det var dér, jeg brast ud:
Gå nu, Mads! Ud af vores familie!
Jeg husker, hvor meget jeg snerrede ad ham. Jeg sagde så meget, at det ikke engang kan samles op længere…
Mor fik mig beroliget til sidst. Fra da af var Mads som slettet for mig. Jeg ignorerede ham så vidt muligt. Senere gik det op for mig, at familien faktisk godt vidste, hvad Mads var for en én. De boede tæt på ham, og havde set lidt af hvert. Vi boede i et andet kvarter.
Mads tidligere lærere havde faktisk forsøgt at advare mine forældre: Lad nu være han ødelægger jeres børn. Men for sent.
På hans nye skole mødte han Astrid. Hun elskede ham hele sit liv. De blev gift lige efter gymnasiet, fik en datter, og Astrid holdt bare ud hans løgne, hans utroskab. Som man siger: det ene år led man som ung pige det næste dobbelt så meget som hustru.
Mads nød KÆRLIGHEDEN. Astrid, hun syntes at være hægtet fast til ham hele livet.
Han blev indkaldt til forsvaret, sendt til Viborg. Der fik han et sideprojekt en ny familie. Under udgang, formodentlig. Efter endt tjeneste blev han i Viborg, da der var født en søn. Astrid tøvede ikke med at hente ham hjem til København.
Mine forældre ventede forgæves på et tak fra Mads. Men de havde aldrig gjort det for en tak.
Mads som nu hedder Mads Ingemannsen og er blevet 60 er trofast kirkegænger, stadig gift med Astrid. De har fem børnebørn.
Udadtil intet problem, men noget bittert ætser stadig inde i mig, når jeg tænker på Mads…
Selv med honning kan jeg ikke få det til at glide ned.
