17. januar, tirsdag
Jeg kan ikke lade være med at vende mine tanker, igen og igen, om min svigermor. Familien på Anders side forstår ikke, hvorfor hendes søn ikke tager hende ind hos os. Selvfølgelig skal Birgit flytte ind det er jo din mor! siger de, hver gang emnet kommer på banen. Mine egne veninder tænker sikkert det samme, men ingen tør sige det direkte til mig. Sandheden er, at det ikke er så ligetil.
Birgit er nu 83 år og vejer over 100 kilo, og hun har hyppige helbredsproblemer. For flere år siden spurgte en kusine af Anders: Hvorfor tager I ikke Birgit hjem til jer? Det er da fint, at I hjælper hende til hverdag, men hvad nu hvis der sker noget midt om natten? Hun har det jo svært alene Daniel er hendes eneste støtte.
Hele familien og alle venner synes at antage, det er en selvfølge: hendes eneste søn, hans eneste kone, og hendes eneste barnebarn selvfølgelig skal vi tage os af hende. Men Birgit har ikke været udenfor sin lejlighed i mindst fem år. Hendes ben gør ondt, og vægten gør det næsten umuligt for hende at bevæge sig. Jeg tænker ofte på, hvordan det hele startede; for 30 år siden var min svigermor fuld af energi, magtfuld, frisk og myndig.
Er det hende, du har valgt til mig? lød det forarget fra Birgits mund, den dag jeg for første gang besøgte hendes store, flotte villa i Gentofte. Hendes mand havde et betydningsfuldt job, og også efter han døde, levede Birgit fornemt. Jeg husker, at jeg tav og tog bussen hjem. Anders løb efter mig, og jeg har altid været taknemmelig for, at han ikke adlød sin mor blindt. Han viste respekt for de ældre især sin mor og prøvede at forklare, at det bare var hendes måde at være på.
Efter brylluppet knoklede vi for at spare op til vores egen bolig. Anders tog til Norge og arbejdede næsten et halvt år ad gangen. Endelig købte vi et lille rækkehus, og brugte mange år på at gøre det hyggeligt. Vores kontakt med Birgit var sparsom. Hun var god til at sprede historier: Min svigerdatter tillader ikke, at min søn hjælper mig! sådan fortsatte det til alle, hun kendte.
Da Birgit ville flytte til byen, manglede hun penge til et nyt sted. Hun foreslog, at vi lagde noget til, og lovede at skrive lejligheden over på vores søn, Jonas. Men til mødet hos notar skiftede hun mening. Det skal stå i mit navn ellers kan jeg jo ende uden tag over hovedet. Det sagde min veninde. Senere bemærkede hun, at hun ville skrive lejligheden til den, der tog sig af hende på sine gamle dage. Hun ville virkelig styre og kunne ikke holde op med at fortælle, at vi sikkert ville narre hende.
Det er nu næsten tyve år siden. Alle i advokatkontoret kunne høre hendes klagen, og jeg havde det så skidt. Vi gav op og lod hende bestemme. Hun flyttede ind straks, nægtede selv de mindste istandsættelser, og efter mindre end en måned begyndte hun at brokke sig over, at alt var forældet og i stykker. Fejlen var selvfølgelig min du fandt en håbløs lejlighed for mig, bare for at snyde mig.
Birgit elskede mosterens børn, men overså fuldstændig sit eget barnebarn. Hun påstod endda, at hun ikke kunne huske Jonas fødselsdag! For nogle år siden blev hendes helbred markant værre, hun tog voldsomt på, og det blev en udfordring for hende at komme rundt i hjemmet. Jeg kom dagligt med sund mad, nøje efter lægens anvisninger. Men Birgit bandede højlydt og nægtede at spise, og gentog til alle, at kun mosteren forstod at lave mad, Kristina sulter mig!
Sidste år begyndte Anders at bede mig tage hende hjem til os. Ifølge ham har hans mor nu forstået alvoren, og hun ved, at hun bliver nødt til at følge lægens råd.
Okay, sagde jeg. Men så bestemmer jeg i køkkenet. Jeg laver maden. Ingen af hendes kusiner i mit hjem dét er mine betingelser.
Birgit blev rasende. Hun havde troet, at hun kunne flytte ind og bestemme alt. Men i vores hjem er der kun én, der står for tingene og det er mig! Så i stedet måtte jeg tage turen til hende hver dag: gøre rent, lave mad og ofte overnatte. Hendes yndlingskusine viste sin bekymring i form af telefonopkald aldrig ved at møde op.
Birgit ringede til mosteren og klagede: Kristina sulter mig! Ingen småkager, ingen skærekage, ikke engang en skive spegepølse! Hun tiggede om, at der blev leveret kage, men mosteren havde altid travlt, selv om hun boede tre gange tættere på. Hun dukkede kun op en gang om måneden med usunde godter, mens jeg tog mig af alt det andet.
Så skete det: Birgit ringede en dag og beskyldte mig over for mosteren for, at hendes arvede guldkæde og kors var blevet stjålet. Vi havde begge været der den dag, så Birgit mente, det måtte være mig.
Uden at sige et ord lagde jeg hendes mad på bordet, samlede kæden og korset op fra gulvet ved natbordet og gik. Hjemme fortalte jeg alt til Anders. Jeg sagde også, at jeg ikke længere kunne fortsætte sådan det måtte være nok nu. Vi blev enige om at undersøge mulighederne for et plejehjem til Birgit. Anders sagde ja.
Nu sidder jeg her og tænker på, at man i Danmark siger: Hjem er godt, men ikke for enhver pris. Nogle gange må man vælge sin egen vej, også når hjertet er tungt.
