Det har varet i tre år nu. Da min søn Jonas bragte sin nye kone ind i vores hjem – en kvinde med to børn fra et tidligere ægteskab – kunne jeg slet ikke forestille mig, hvordan mit liv ville blive. Først forsikrede han mig om, at det kun var midlertidigt, at de kun skulle bo hos mig i et par måneder, indtil de fandt et sted at bo. Men tre år er gået, og det midlertidige er blevet permanent. Og nu venter hans kone Mette deres fælles barn. Hver dag i min alderdom føles mere og mere som en prøvelse.
Vi bor i en almindelig to-værelses lejlighed i en forstad til København. Lige nu er der mig, min søn, hans gravide kone og hendes to børn. Snart kommer der endnu en lille en. Jeg brokker mig ikke over Mette – hun taler pænt, skaber ikke scenner. Men hun gider ikke og kan ikke finde ud af at hjælpe til. Selvom børnene er i børnehaven, arbejder hun ikke – hun sidder bare på nettet eller er ude med veninderne. Engang imellem får hun lavet manicure, og jeg tør slet ikke spørge, hvis penge hun bruger.
Jo, Jonas arbejder. Men hans løn fra Novo Nordisk dækker knap nok mad og fællesudgifter, især med så mange mund at mætte. Resten kommer fra mig. Min pension og det ekstra arbejde: hver morgen fra klokken fem vasker jeg gulv i to kontorbygninger, og klokken otte er jeg hjemme selv. Man skulle tro, jeg kunne hvile lidt, men nej – køkkenvasken er fyldt med opvask efter familiens morgenmad, frokosten er ikke lavet endnu, vasketøjet ligger uordnet, og gulvet er ikke fejet. Og alt det bliver hængende på mig.
Før hun blev gravid, hjalp Mette da lidt – hun handlede ind og lavede mad engang imellem. Nu gør hun ingenting. Hun siger, maven trækker sig. Hun bringer børnene i børnehaven og forsvinder selv. Hun kommer hjem samtidig med Jonas til frokost, men maden skal jo laves – og bordet dækkes, og opvasken skal gøres. Gør hun det? Selvfølgelig ikke. Alt er på mig. Og jeg kan snart ikke mere.
Engang turde jeg tale med min søn. »Jonas, der er for mange mennesker i den lille lejlighed, kunne I ikke overveje at leje noget?« Han trak bare på skuldrene: »Mor, halvdelen af lejligheden er min, og vi har ikke råd til at leje. Bær det nu.« Det skar lige gennem hjertet. Jeg har levet hele mit liv for ham, for familien. Og nu skal jeg bare »bære det«?
For en måned siden fik jeg et højt blodtryk. Jeg faldt om på køkkengulvet, gryden fra komfuret væltede næsten ned over mig. Ambulancen hentede mig. Lægen sagde, jeg havde brug for ro, hvile – ingen stress. Men hvordan skal jeg slappe af, når der hver dag er kaos i huset?
Børnene er selvfølgelig ikke skyld i noget. Men de, sammen med den gravide Mette og min sons ligegyldighed, har gjort min alderdom til en uendelig udmattelse. Efter frokost prøver jeg at ligge ned i en time – mine ben summer, og ryggen gør ondt. Men så rejser jeg mig igen, laver aftensmad, rydder op. Om aftenen bliver lejligheden til et kaotisk cirkus: børnene skriger, løber rundt, slås, græder. Fred i denne lejlighed er en fjern luksus.
Oftere og oftere tænker jeg på, at den eneste udvej er at tage et lån og leje en lille eenværelses. Et sted, hvor der er stille. Hvor ingen smadrer gryder, kaster legetøj eller venter på, at der bliver båret mad frem. Et sted, hvor jeg endelig kan trække vejret.
Men jeg er bange. Bange for at være alene. Bange for at påtage mig gæld i mine ældre dage. Men mest af alt er jeg bange for at føle mig som en tjener i mit eget hjem. I det hjem, hvor jeg troede, jeg kunne møde alderdommen med varme og omsorg. I stedet står jeg her med blødende hænder og en puls på over 200.
