For et par dage siden tog min søn sin kæreste med hjem. Hun virker lidt mistænkelig. Hun er faktisk kun et par år yngre end mig fire eller fem, gætter jeg på. Min søn er blevet forelsket i en kvinde på min egen alder og har seriøse tanker om at gifte sig med hende. Som om det ikke var overraskende nok, fortalte han mig også, at hun har en lille datter.
Jeg tog godt imod dem begge. Det vigtigste for mig er, at min søn er glad, og så er jeg også glad. Alligevel havde jeg brug for at tale med nogen om det. Så snart de var gået, ringede jeg til min veninde, som jeg kalder min beroligende medicin. Hun har altid været der for mig, uanset hvad der sker, og kommer med råd, jeg altid kan bruge. Derfor ringede jeg til hende, fortalte det hele og bad hende hjælpe mig med at træffe den rigtige beslutning.
Hun lyttede og talte med mig længe. Vi ville nok have talt endnu længere, hvis ikke min søn var kommet hjem midt i samtalen. Han ville tale med mig. Jeg frygtede, at nu kom der endnu en nyhed, der ville ryste mig. Mor, jeg vil gerne have, at hun og hendes datter flytter ind hos os, sagde min søn.
Jeg vidste faktisk ikke, hvad jeg skulle sige, men jeg endte med: ja, de kan godt bo her. Han blev glad og gik med det samme for at fortælle dem det.
Men en nagende tanke ramte mig: Den her kvinde kan da umuligt elske min søn. Måske har hun bare set, at vi bor i et stort hus i hjertet af København og har en pæn formue og derfor klamrer hun sig til ham?
Med de tanker faldt jeg i søvn. Jeg drømte om min afdøde mand, som sagde til mig: Det skal nok gå. Og da jeg vågnede næste morgen, forstod jeg, at min søn ikke er dum. Han ved godt, hvad han gør, og skulle han begå fejl i livet, så kan han selv rette op på dem.
