Der var engang en tid, hvor kærligheden mellem børn og mor syntes ubrødelig som granit. Men så kommer dagen, hvor selv den hårdeste sten kan knække – under pres af egoisme, penge og koldt ligegyldighed. Sådan gik det for Irene og Mads, hvis historie begyndte med sygdom og endte med forræderi og smerte.
Da deres gamle mor, Viben Hansen, fik et slagtilfælde, var det naturligvis sine børn, hun vendte sig til. Den ældste datter, Irene, havde et fast job og en voksen søn, men hun nægtede straks at tage sin mor til sig. »Jeg bor i en lille lejlighed i Aarhus,« sagde hun. »Jeg har ikke plads, ikke tid, og jeg kan simpelthen ikke bære den byrde.«
Så tog Mads, den yngste søn, sin mor ind i sin toværelses lejlighed i Roskilde. Hans kone, Lise, protesterede ikke – tværtimod hjalp hun, hvor hun kunne. De første måneder var hårde: Viben kunne hverken tale eller rejse sig og havde brug for konstant pleje. Mads foreslog, at Irene kunne dele omkostningerne til en hjælper, men hun afslog blankt. »Jeg har realkreditlån, gæld, og min søn studerer,« sagde hun. »Undskyld, Mads, men jeg har virkelig ikke råd.«
Lise tog ansvaret. Hun sagde sit job op og plejede sin svigermor dag og nat. Hun vaskede hende, gav hende mad, gav hende medicin. Takket være hendes omsorg kom Viben langsomt til kræfter igen. Hun begyndte at tale, bevæge sig selv, endda hjælpe lidt i hjemmet. Og da dagen kom, hvor hun kunne have vendt hjem, bad hun selv om at blive:
»Mads, jeg vil gerne blive hos jer. Her er jeg tryg, børnebørnene er her, og dig og Lise er som mit eget kød og blod.«
Mads og Lise så på hinanden og lovede det. Vibens tomme lejlighed i København blev ikke solgt – hun insisterede ikke. Alt kunne have været godt … indtil Mads en dag ved et tilfælde overhørte en telefon samtale mellem Viben og Irene.
»Kæreste, jeg har besluttet mig,« sagde Viben. »Jeg sælger min lejlighed og betaler resten af dit realkreditlån. Du og Martin fortjener ro. Måske er der endda nok til en lille sommerhus – til jer og børnebørnene.«
Ordene ramte Mads som en knytnæve. Kunne det virkelig passe? Den, der i tre år ikke havde været der for deres mor, skulle få det hele? Hvor var retfærdigheden?
»Mor, du ved godt, hvor meget Lise og jeg har gjort for dig? Hvor mange nætter hun har været vågen? Og alligevel gir du alt til din datter, der ikke engang ville betale for en hjælper?« spurgte han.
Men Viben sukkede kun: »Mads, Irene har det hårdere. I er stærke – I klarer det.«
Det var nok. Natten efter pakkede Mads i tavshed alle Vibens ting og kørte dem til Irene. Han stillede hendes kufferter foran døren, ringede på klokken og kørte igen.
»Hvis du vil dele arven, kan du også dele ansvaret,« skrev han kort til sin søster.
Næste morgen græd Lise længe. Men i modsætning til sin mand var hun ikke vred. Kun såret. Tre års opofrelse, tre års kærlighed – og til gengæld kun ligegyldighed.
Mads erkender det selv: Måske handlede han hårdt. Men hvis retfærdighed ikke findes i en mors hjerte, findes den så i en datters øjne? Han spørger sig selv – skal en søn altid være stærk, når hans omsorg ikke bliver værdsat?
Nogle gange elsker børn deres mor af hele deres hjerte. Lige indtil de finder ud af, hvem der får lejligheden.
