Sønnen min havde ikke ringet i tre måneder. Jeg bildte mig ind, at han bare havde travlt med arbejde. Til sidst tog jeg selv toget til København, fuldstændigt uanmeldt. Da døren gik op, stod der en fremmed kvinde og fortalte, at hun havde boet der i et halvt år.
Hvis jeg ikke den dag var hoppet på første bedste bus fra Aarhus til København, havde jeg nok fortsat fodret mig selv med undskyldningen om, at Mikkel bare ikke havde tid.
At det var travlhed, et projekt, at unge jo er sådan de lever så hurtigt, at de glemmer at ringe hjem til deres mor. Men jeg tog altså afsted. Og det, jeg fandt bag døren til hans lejlighed, vendte min verden rundt.
Det startede ellers helt harmløst. Han plejede at ringe søndag, lige omkring frokost, mellem min hønsekødssuppe og hans morgenkaffe. Nogle gange smed han en sms midt i ugen spurgte, hvordan blodtrykket var, om jeg havde været til lægen, om Kirsten nede fra stuen stadig generede naboerne med hendes radio. De der små, hverdagsagtige ting. Efter Jørgens død var de opkald blevet min livline det, der holdt det hele kørende.
61 år gammel, fire år som enke, 32 år på kommunen som landmåler og så pludselig pension, et tomt hjem, og stilheden, kun brudt af det ene, ugentlige søndagsopkald.
Men i maj stoppede Mikkel med at ringe.
Jeg gik ikke i panik med det samme. Første uge han har sikkert glemt det, tænkte jeg. Jeg sendte en sms. Svar tilbage: Har vildt travlt, ringer senere. Det gjorde han så ikke. Anden uge endnu en besked. Alt fint, mor, vi snakkes. Tredje ren stilhed. Jeg ringede op, han tog den ikke. Når der endelig kom svar, var det efter flere timer og så kortfattet, at jeg næsten ikke kunne kende ham.
Min veninde Grethe, som jeg går til gymnastik med nede i kulturhuset, sagde det, som det var:
Birgitte, kør over til ham. Jeg synes, der er noget galt.
Måske har han fået en kæreste og vil bare ikke fortælle mig det endnu, svarede jeg og forsvarede ham mere overfor mig selv end overfor Grethe.
Så burde han netop ringe, sukkede hun bare.
Men jeg trak den. For Mikkel har aldrig været glad for overraskelser. Engang, mens Jørgen stadig levede, dukkede vi sådan helt spontant op, og han tog det, som om vi havde opdaget ham i at brænde stegen af og der var bare lidt rod i køkkenet. Sådan var Mikkel. Han behøvede plads. Det forstod jeg eller det prøvede jeg i hvert fald at overbevise mig selv om.
Men i august kunne jeg ikke holde det ud. Jeg købte en billet til bussen fra Aarhus til København, tre timers kørsel, pakket et glas hjemmelavet hindbærmarmelade og et par stykker ostekage med Mikkel har altid elsket den, lige siden gymnasiet. Jeg sad i bussen og planlagde, hvad jeg ville sige. At jeg savnede ham. At han altså ville overleve at ringe én gang om ugen det var vel ikke uoverskueligt. At jeg var hans mor, ikke hans byrde.
Jeg gik op ad trappen omkring klokken tre. Tredje sal, døren til højre, brun dørmåtte hvor der stod Velkommen, den købte jeg til ham engang til indflytterfesten.
Nu var dørmåtten væk.
I stedet lå der en fnugfri, grå måtte uden hverken velkomst eller varme. Jeg ringede på. Døren gik op, og en kvinde yngre end mig, måske omkring de tredive, med mørkt hår klippet helt smart, og en kop urtete i hånden kiggede overrasket på mig.
Hej, jeg leder efter Mikkel Sørensen, sagde jeg stille.
Hun kneb øjnene sammen.
Der bor ingen Mikkel her. Jeg har boet her i et halvt år.
Der stod jeg så med ostekage og marmelade i en Netto-pose og kunne knap få vejret. Kvinden, som hed Malene, kunne vist se, at jeg var tæt på at segne, så hun lukkede mig ind.
Alt var anderledes. Nye møbler, nye gardiner, væggene malet. Intet Mikkel-genkendeligt. Intet minde om ham.
Malene lejede lejligheden via et bureau. Hun anede ikke, hvem udlejeren var, alt var gennem en agent. Hun gav mig et nummer. Jeg ringede straks, mens jeg sad i hendes sofa, hvor min søn lå og så Champions League for bare et halvt år siden.
Mægleren bekræftede Mikkel havde udlejet lejligheden i februar. Nej, han havde ikke oplyst nogen ny adresse. Ja, huslejen var bestemt betalt, fast overførsel fra en dansk konto hver måned.
Jeg tog sidste bus hjem til Aarhus. Græd ikke. Jeg var for målløs til at græde. Min eneste søn, ham der holdt min hånd til Jørgens begravelse, der har hjulpet med selvangivelsen, og altid sagde Mor, du kan altid regne med mig, han havde flyttet, udlejet sit hjem til en fremmed, og meldt mig helt ud. Uden så meget som et hej.
Jeg ringede ikke de første tre dage. Jeg ventede på, at han skulle tage første skridt. Det gjorde han ikke.
Fjerde dag skrev jeg bare: Jeg var i København. Jeg ved du ikke bor på Amager længere. Ring.
Han ringede efter en time. Første gang i tre måneder jeg hørte hans stemme, rigtigt, ikke på telefonsvareren.
Mor undskyld. Jeg skulle have sagt noget.
Hvor er du, Mikkel?
Stilhed. Tyggetid. Tidslomme.
Jeg er i Bergen. I Norge. Siden marts.
Jeg satte mig tungt på køkkenstolen. Udenfor hang naboen vasketøj på altanen. Verden så ud, som om intet var sket, men min lille virkelighed var i frit fald.
Mikkel fortalte længe. At han havde følt sig kvalt efter farens død. At mine opkald, mine spørgsmål, mine breve og kager at de føltes som et kvælertag. Han kunne ikke få sig selv til at sige det, for han vidste, det ville gøre mig ondt. Så han stak af.
Jeg havde brug for luft, mor. Ikke fra dig, men fra at jeg skulle være far fylde hullet efter ham. Jeg kunne ikke sige det. Så jeg løb.
Jeg ville råbe, ville sige, jeg aldrig havde bedt ham om det men da jeg lukkede øjnene, og mødte mig selv ærligt så så jeg alle søndagene, alle opkaldene, hvor jeg læssede de små triste dagligdags ting af på ham, som om han skulle være min nye ægtemand.
Jeg sagde det ikke højt. Jeg var ikke klar.
Kom hjem til jul, sagde jeg blot.
Det gør jeg, mor.
Jeg sad længe i køkkenet efter opkaldet. Ostekagen, som skulle have været til København, stod stadig urørt på bordpladen. Jeg tog et stykke alene. Den var god. Den smager altid godt.
Mikkel kom hjem i december. Han sad overfor mig juleaften på Jørgens plads, men ikke som hans erstatning. Bare som sig selv, en voksen mand, der har gjort noget frygteligt, men måske var nødt til det.
Vi nævnte ikke Bergen under risalamanden. Måske taler vi om det en dag. Måske ikke.
Grethe spørger stadig, om jeg har tilgivet ham. Jeg ved det ikke. Men nu, når han ringer om søndagen og han ringer fast forsøger jeg at gøre snakken mere kort. Og spørge mere til ham. Det er ikke meget. Men det er noget at begynde med.
Nogen gange er den største kærlighed en mor kan give sit voksne barn, at give slip. Også selvom ingen har lært hende hvordan.
