**Dagbogsnotat**
*”Mor, har du set, hvad Mikkel har skrevet om dig?”* Læna stemme dirrede af ophidselse, mens hun klamrede sig til telefonen, som om den kunne glide væk. *”Nej, ikke om migom dig! Mikkel! Din lille Mikkel! Han har lagt det ud på socialemedier!”*
Anne-Marie sank langsomt ned på købenstolen og pressede telefonen til øret. En knugende fornemmelse greb hende i maven, ligesom dengang lækkerne fortalte hende om Ib sygdom. Men det her var mere smertefuldt.
*”Hvad har han skrevet, Læna?”* hviskede hun, selvom hun viste, at svaret ikke ville blive godt.
*”Der er en hel roman! Om, hvordan du har været som mor! At du altid har kontrolleret ham, ikke ladet ham leve! At det er din skyld, han ikke kan finde kærlighed! Mor, jeg kan ikke læse detjeg ryster! Og kommentarerne… Gud, hvad folk skriver!”*
Anne-Marie lukkede øjnene. Køkkenet blev mørkt omkring hende, kun køleskabets surrende lyd fyldte rummet. På bordet stod en tallerken med kold havregrødMikkel var ikke kommet hjem til aftensmad, selvom hun havde lavet hans yndlingsret, med frikadeller.
*”Mor, hører du mig?”* Læna lød bekymret.
*”Jeg hører dig, skat. Hvad står i kommentarerne?”*
*”Jeg vil ikke gentage det. Læs det ikke selv, okay? Dit hjerte… Jeg kommer over, hvis du vil?”*
*”Nej, Læna. Det er sent, børnene skal i sæng. Jeg… jeg klarer det.”*
Efter at have lagt på, sad Anne-Marie længe helt stille. Udenfor faldt mørket, og gadelygterne tændte. Et barn grændte et sted, en dør smækkede. Livet gik tilbage til det sædvanligemen indeni føltes alt vendt på hovedet.
Mikkel kom hjem ved elletiden, lugtede af øl og cigaretter. Anne-Marie mødte ham i entreen, stirrede på ham, mens han fumlede med sine sko uden at se på hende.
*”Skal du have aftensmad?”* spurgte hun stille.
*”Nej.”* Han hang jakken på knagen, stadig uden øjenkontakt.
*”Mikkel…”*
*”Hvad?”* Han vendte sig hurtigt, og hun så et glimt af noget ukendt i hans blik. Vrede? Skam? Forundring?
*”Hvorfor skrev du det?”*
Han tav et øjeblik, gned sin pande. Anne-Marie lagde mærke til, hvor meget ældre han så ud de sidste månder. Mikkel var toogtredive, men hun så stadig sådan på hamhendes lille dreng, der kom løbende tilbage fra skolen og fortalte om slagsmål og dårlige karakterer.
*”Mor, jeg ville ikke såre dig,”* sagde han til sidst. *”Det er bare… en svær periode. Jeg og Freja slog op, og jobbet er presset. Og psykologen sagde, jeg skulle arbejde med mine barndomstraumer.”*
*”Traumer?”* gentog Anne-Marie. *”Hvilke traumer, Mikkel? Hvad har jeg gjort?”*
*”Mor, du ved det godt… Du var alt for… beskyttende. Kan du huske, da jeg studerede, og du ringede hver dag for at høre, om jeg havde spist eller havde varmt nok på? Du mødte min kollegieværtinde og bad hende holde til
