Jeg har tre børn: to sønner og en datter. De er voksne nu, og jeg glæder mig til at få børnebørn, selvom jeg forstår, at de først skal stifte egne familier. Men tiderne har ændret sig – det er moderne at leve i ‘partnerskab’, udsætte ægteskabet og strække familiedannelsen over flere år. Jeg har altid troet, at min vigtigste opgave var at få mine børn på rette spor, give dem vinger, så de kunne blive selvstændige, så jeg kunne få ro til at nyde livet. Men nej! Den ro er aldrig kommet. Jeg bekymrer mig stadig for dem. Hvorfor skal alt være mit ansvar? Fordi jeg giftede mig med en umoden mand, der hverken kunne tage sig af sig selv eller børnene og efterlod det hele til mig.
Lad mig starte fra begyndelsen. Min ældste søn, Mikkel, ser skeptisk på familielivet og har endnu ingen planer om at gifte sig. Min datter, Nanna, havde mange bejlere, men hun brugte hovedet og lod sig ikke rive med. Nu har hun fundet sin partner, og de har boet sammen i to år i en lille by udenfor Aarhus, og det eneste, der mangler, er vielsesringen. Med Nanna er jeg næsten rolig – hun ved, hvad hun vil.
Men min mellemste søn, Kasper, giver mig grå hår og søvnløse nætter! Allerede på universitetet flyttede han sammen med en kæreste. “Mor, jeg skal giftes!” proklamerede han glad. Men hans “livs kærlighed”, Sofie, viste sig at være lidt af en snu ræv: hun charmede sig til penge fra både ham og fra mig, og forlod ham så for en anden. Det var som et lynnedslag for mig. De lejede en lejlighed sammen, men der manglede altid penge. “Mor, jeg kan ikke betale huslejen!” ringede han hver måned, hans stemme skælvende af desperation. Jeg spurgte: “Hvorfor deler I ikke udgifterne?” Han svarede: “Sofie har ingen penge, hun sparer op til en gave til sin mor.” Og jeg hjalp – sendte ham penge, så han ikke skulle opgive sine studier eller bryde sammen under presset.
Da Sofie forlod ham, besluttede jeg, at det skulle være en lektie for ham. Under mit strenge opsyn afsluttede Kasper sine studier, fik sit eksamensbevis, og jeg troede, han blev klogere. Men nej! Kloge mennesker lærer af andres fejl, og det kræver tit tre forsøg at lære af sine egne. Så mødte han Camilla. “Mor, hun er så fantastisk! Den bedste i verden!” sagde han, hans øjne strålende. Ved første øjekast syntes hun fornuftig og rimelig. Jeg glædede mig – måske ville hun ikke svigte ham? De flyttede til en anden by og lejede en lejlighed sammen. Og alt gentog sig: pengene slog ikke til igen.
På dette tidspunkt fik Kasper en god løn – mange familier med børn lever for det beløb på en måned! Men det var “for lidt” til to voksne. Camilla kunne gå i halve eller hele år uden at arbejde: enten var det svært at finde job, eller hendes helbred svigtede, eller hun følte sig ikke tilpas i sit nye team. Sådan har de levet i dette “partnerskab” i fem år. Og alle disse år har jeg regelmæssigt sendt min søn penge. Små beløb, men jeg sendte dem! Jeg ved, at jeg forlængst burde have stoppet, men hver gang han ringede med det klynkende: “Mor, jeg har ikke engang råd til brød!”, blev mit hjerte knust. Det er jo min søn, mit kød og blod! Hvordan kunne jeg sige “nej”?
Jeg forsøgte at få ham til at se det logiske i det, råbte ind i telefonen: “Kasper, det her er ikke normalt! Hvordan kan I så lemfældigt bruge penge? Hvor bliver pengene af? Med de nuværende priser burde I kunne få pengene til at slå til!” Og han svarede: “Jeg ved det, men du har aldrig kunne lide Camilla!” Min søn hører mig ikke, det er som at tale til en mur. Hvad skal jeg gøre? Jeg er i vildrede, og bekymringen æder mig op indefra.
I går ringede han igen. Hans stemme var træt, næsten brudt: Han havde sagt sit job op, ikke fundet et nyt endnu, og ved ikke, hvordan han skal klare sig fremover. Hans kæreste – eller måske kone nu? – har et arbejde og tjener penge. Men paradokset er: Kaspers penge er “fælles penge”, mens Camillas kun er hendes egne, og hun bruger dem kun på sig selv. Helt ærligt, hvad er det for et liv? Jeg lyttede til hans beklagelser og vidste allerede, hvad han ville: Han ville igen bede om “bare lidt” penge for at klare sig gennem måneden.
Men jeg sagde til mig selv: nok er nok! Fast og bestemt. De må klare det selv. Måske kan Camilla støtte ham, eller måske vil han endelig indse, hvem han har bundet sit liv til. Min tålmodighed er brugt op. Jeg kan ikke længere være deres evige redningskrans. Mit hjerte smerter, tårerne presser sig på, men jeg har besluttet: ikke en krone. Nu beder jeg om råd: Hvordan holder jeg fast? Hvordan holder jeg mit løfte, når min moderlige kærlighed skriger: “Hjælp ham”? Jeg ønsker, at min søn skal blive en mand, ikke en dreng, der klamrer sig til min nederdel. Hjælp mig med at finde styrken!
