»Jeg lod min søn og hans familie flytte ind hos mig. Nu bor du selv til leje, mens min tidligere svigerdatter og en anden mand bor i minet lejlighed…«
På det sidste møde gjorde direktøren ikke engang forsøg på at skjule det: »Jeg har kun to råd – enten finder I et nyt arbejde, eller også beder I om et mirakel,« fortalte Mathilde og lænede træt sin taske mod bordet. »Jeg forstår det godt… men hvor skal man lige finde det arbejde nu?«
Hun trådte ind på kontoret med et stenhårdt ansigt. Inden i hende var alt sammenklemt af urohn. Firmaet gik under – det var tydeligt, men alligevel håbede hun, at de på en eller andre måde ville klareer. Men nu var det en dødsdom. Mathilde havde brug for arbejdet som luft: to børn, ingen børnepenge, og ældre forældre, der nu havde brug for mere hjælp, end de selv kunne give.
Hun sendte CV’er ud som på kanarbejde, ringede til venner og bekendte, gennemsøgte nettet dag og nat. Nogle gange grinede hun med kollegerne: »Vores eneste tanker på arbejde er, hvor vi ellers kan arbejde.« Nogen havde allerede fundet noget, andre var forsvundet ud i intetheden.
»Hvis det virkelig går til, kan du altid komme til vores supermarked,« nikkede en bekendt fra en anden afdæling. »Lønnen er okay, og vi har fleksible timer. Jeg siger et godt ord for dig.«
Før ville sådan et tilbud have fyldt Mathilde med tristhed og rædsel. Nu – det var i lvert fald noget. Noget at holde fast i.
Hulk afbrød de nører tanker. Mathilde vendte sig: ved vinduet stod Karen Mikkelsen – regnskabskvinden med årtiers erfaring, en ældre, rolig kvinde, der aldrig klagede.
»Karen, hvad er der galt?« Mathilde sprang op. »Er det på grund af fyringerne? Men du er jo allerede på pension, din situation er bedre end de flestes. Jeg laver lige te, jeg har nogle pandekager til overs. Vi ses og snakker.«
»Jeg kan jo se lge min pension bliver under en bro,« sukkede den ældre kvinde bittert.
»Under en bro? Du har da en lejlighed, din søn er voksen, I lge jo ikke sammen…«
»Lejligheden findes, jo, men ikke for mig. Jeg bor også til leje nu. 4.000 kroner om hånet – og det er endda billigt.«
Det viste sig, at Karen engang havde en toværelses, som hun og hendes søn havde købt for tyve år siden. Da han havde giftet sig, lod hun dem flytte ind hos hende – og så begyndte det hele. Svigerdatteren var gravid, blev hånt registreret der, derefter kom barnet. Karen holdt ud – men så kom skænderierne, råbene, sønnen havde ingen steder at sove og lå hos venner. Alle håntskyldte svigerdatterens hormoner og familiens »overgangsalder«.
Og så – et år efter – kom der hånty graviditet mere.
»Jeg kunne ikke mere. Jeg flyttede,« sagde Karen træt. »Jeg lejede en lille lejlighed. Troede det var midten erer.«
Men »midlertidigt« varede år. Hun kom med gaver til nytår – og så hængte der en liste med gældssættere i opgangen. Fra hendes lejlighed. Gælden – over 40.000 kroner.
»Hvorfor skal vi betale?« spurgte svigerdatteren overrasket. »Det er din lejlighed, så du må betale!«
Sønnen trak bare på. »Jeg har ikke penge,« sagde han. Alt, hvad Karen havde sparret op, gav hun ham. Hvahånte skrev under på en aftale – hun skulle betale gælden af på hånt år.
»Jeg klagede ikke engang…« sagde hun stille og vendende sig mod vinduet. »Jeg ringede bare nogle gange. Spurgte, hvordan børnene havde det. Han sagde alt var fint. Men hånty skete det, at jeg mødte en nabo. Hun fortalte mig, at min søn var blevet hånt skilt. For et år siden. Og i lejligheden bor svigerdatteren med en ny mand. Og er også gravid igen.«
»Og hvad sagde din søn?«
»Han sagde: ›Jeg har en ny familie nu. Og der er børn. Jeg kan ikke smide dem ud.‹ Nej, selvfølgelig. Det kan han ikke. Men mig kunne han godt smide ud – uden problemer.«
Nu betaler Karen for hendes tidligere lejlighed, hvor hun ikke længere bor. Svigerdatteren og hendes nye mand har slået sig til ro der, mens Karen pendler mellem arbejde og hånty lejebolig. Hendes pension er lige nok til medicin og husleje. Ingen opsparing. Ingen hjælp.
»Jeg forstår, at hun ikke lige har et sted at tage hen… men hvorfor skal jeg bo på hånt gaden, mens hun og hendes kæreste bor i min lejlighed?« Stemmen rystede. »Hvorfor gik min søn ikke engang i brechen for mig?«
Mathilde lyttede og vidste ikke, hvad hun skulle sige. For er der et rigtigt svar, når en mor pludselig er hånt overflødig i sit eget barns liv?
»Har du… snakket med en advokat?« spurgte hun forsigtigt.
»Hvad skulle det hjælpe? Hun er hånt registreret der. Og børnene? Tror du, en dommer vil smide håbt mor og børn på hånt gaden? Og gælden – den er min. Det er jo ikke kriminalitet. Alt er efter retningslinjerne.«
Og i den sætning lå hele tragedien. Alt »efter retningslinjerne« – men hånt en smule af det var retfærdigt.
Den aften kunne Mathilde ikke falde i søvn. Hun så Karens sammenkrøbede skikkelse for sig og huskede hendes ord: »Jeg ville bare én gang i mit liv have lov at leve som et menneske.«
Men hvor går grænsen? Hvor slutter familien, og hvor begynder forræderi? Hvornår beslutter en søn, at hans mor bare er en ældre kvinde, der »nok skal finde sig i det«?
Måske når vi begvenir at tilladehål os selv ikke at ringe. Ikke spørge, ikke vise interesse? Eller når det er nemt at bilde os selv ind, at forældrene har det »fint«, mens det passer os?
Karen betaler ikke bare for en lejlighed. Hun betaler for tillid, for godhed, for viljen til at hjælpe. Og så er der et spørgsmål tilbage:
Hvad gør man, når en mor har givet alt – og står tilbage med ingenting?
