Det var en af de sære tilfældigheder i livet, som man aldrig rigtig forventer, men deres konsekvenser bliver uundgåelige. Min datter Sofie og sønnen Emil har været en kildetilstrømning til kontaktløseren i vores familie, og nu stod jeg i situationen, hvor jeg skulle finde en balance, der ikke eksisterede i vores traditioner. Sofie var født til at føle, og Emils måde at være på var mere bestemt, fast af mål. Det var min gamle Ejstrup-hus, der havde haft centrale betydning i vores traditioner, og som nu blev en prøve for min egen klarhed om retfærdighed.
Jeg havde altid haft den forestilling, at Ejstruphuset ville gå til Emil, som en form for arvedel, som en genstand for forpligtelse over generationsgrænser. Sofie så det anderledes. Hun faldt ofte over ordet “førstehåndsbetaling”, som om det var en provokation til min egne tidsmæssige forståelse. Det var ikke bare pengene, det var den manglende forståelse for, at de to børn havde været min ydmyge støtte på hver sin måde. Sofie havde varet mig under sygdom og helsesvigt, og hun have kunnet elske det ene og ikke det andet, hvis jeg havde opdelt ansvaret afterligere.
Det var en af de eftermiddage under herfrafalden, hvor talealen førende op mod opgivelse. Sofie var ved at føle, at hun var blevet mistænkt i en fordeling, der ikke tænkte på hende som en del af forsynet. Emil, dengang smidig tấnnmænd, havde altid været i stedet min måde at håndtere fordele og konsekvenser. Men Sofie, der havde en knoglestruktur og en følelsesmæssig styrk, som jeg havde ignoreret, stod her med en fornemmelse af, at det hele havde været rigtigt, men uretfærdigt.
Da hun tillige nævnte, at min døtre ville forlade det hele og tage med Minik, der havde været et vågtområde, fandt jeg i mig selv en tenkegang, hvor der ikke altid er rigtige og vrangt. Emil var nu forældre og varklædtes af familiens behov. Sofie havde en spori af eksistens, som jeg havde undervurderet.
Jeg havde drømt om, at Ejstruphuset ville have været en symbolisk ædelgerning til mine skatte. Men når Sofie sådan så på det, merede det mig mere, da jeg forstod, at traditionen måske havde forgæves den nuværende verden. Jeg kunne ikke bare vente på, at hun forstod det med tiden. Hverken Sofie eller Emil bør få en større del end den anden uden nogen begrundelse.
Derfor blev beslutningen, at Ejstruphuset skulle sælges, og beløbet indsatses til køb af to lejligheder — en til Emil og Lenie, og en til mig selv og Sofie. Det var en beslutning, der tog tid og reflektion, men det var en begrundet adfærd, som jeg forventede, der ville bringe balance til vores forhold.
Sofie havde ikke længere nogen åbenlys fornemmelse af uretfærdighed, og Emil havde også haft sine diskussioner med Lenie, som blev en ekstern men støtende styrk i situationen. Vi tog altid forbehold, men jeg hørte min egen stemme blive stærkere, da jeg sagde til Sofie, at jeg elskede hende lige så meget, som Emil, og at jeg ikke havde ladet traditionen blive en hindring for, at vi blev det, vi havde været fra begyndelsen — en familie.
Og med det havde jeg også skudt en bølge af forståelse ud over den egentlige, mens jeg klarede op med mit eget hjertes forventninger. Det var en dagsrefleksion, der tog form af et opsigtsvækkende støj af telefonkombiner og børn, som lyste op det hele. Og jeg vidste, at det ikke kun var stenene i Ejstruphuset, der havde været vigtige. Det var os, der havde givet dem betydning.
