Sønnen er ikke klar til at blive far
“Din letlevende! Utaknemmelige svin!” råbte moderen af sin datter, Mette, mens hun vredt gik frem og tilbage i stuen på deres lejlighed i en forstad til Aarhus. Mettes voksende mave stoppede på ingen måde moderens raseri. Snarere tværtimod det pustede kun endnu mere til flammerne. “Ud af mit hus! Kom aldrig tilbage! Jeg vil aldrig se dig igen!”
Denne gang mente hendes mor det alvorligt. Hun havde sagt det før smidt Mette på gaden, når hun havde forbrudt sig mod hjemmets strenge regler. Men nu, som følge af graviditeten, bad hun hende om at forsvinde for altid medmindre alt engang blev ordnet.
Grædende og med en lille sportstaske i hånden stavrede Mette mod sin kæreste, den forvirrede unge mand, Emil. Det viste sig, at Emil ikke engang havde fortalt sine forældre, at Mette var gravid med hans barn. Da Emils mor endelig hørte det, spurgte hun straks, om det var for sent at gøre noget ved det. Og ja maven var tydeligt rund nu. Mette var i chok. Alt, hun ønskede, var hjælp, uanset hvordan. For kun én måned siden havde hun ellers nægtet at lytte til sin egen mors barske råd men nu var hun tynget af desperation og frygt for fremtiden.
“Min søn er ikke klar til at være far,” sagde Emils mor bestemt. “Han er alt for ung. Du vil bare ødelægge hans liv. Selvfølgelig skal vi nok hjælpe dig så godt vi kan. Jeg har allerede spurgt en bekendt om at skaffe dig plads på et rehabiliteringscenter for piger som dig uønskede gravide fjolser.”
På centret fik Mette et lille værelse. Endelig kunne hun puste ud, falde til ro og blive klar til fødslen både fysisk og psykisk. Hun var under psykisk vejledning og fik den ro, hun så desperat havde haft brug for. Da det afgørende øjeblik kom, og hun mærkede den lille, varme bylt i armene for første gang, blev Mette grebet af panik. Men da hun kom til sig selv, betragtede hun forundret det lille mirakel hendes egen datter, Laura.
Julen nærmede sig, men i stedet for hyggelig forventning blev Mette advaret: Hun måtte finde et andet sted at bo, for nye vordende mødre stod i kø til hendes værelse. Med lille Laura i favnen, netop fyldt én måned, sad Mette alene tilbage på sit værelse, fortabt i tanker om, hvordan de skulle klare sig. Hvor skulle de overnatte? Hvem kunne hjælpe? Hendes egen mor nægtede fortsat at åbne døren for hende og havde slettet både datter og barnebarn fra sit hjerte.
“Se, lille skat, hvor trist vores juleaften er i år,” sagde Mette lavmælt til Laura. Hun havde altid elsket julen. Som barn løb hun rundt og sang julesange sammen med kvarterets børn, hus for hus, og sang for at samle ind. Hun kendte alle sangene, og i disse juledage kunne hun altid samle en god sum kroner sammen ofte flere hundrede danske kroner fordi hun kunne nå hele kvarteret rundt. Nu længtes Mette efter at finde den glæde igen: at gå fra dør til dør, synge og føle feststemningen. “Hvorfor ikke?” tænkte hun. “Laura er rolig, jeg kan svøbe hende godt ind, tage hende med, og så føler jeg mig måske lidt levende igen. Hvis nogen ikke vil åbne døren, så pyt!”
Dagen efter juleaften valgte Mette et roligt villakvarter i Lyngby til sin juletur. Som hun havde regnet med, var de fleste skeptiske overfor en kollektant uden følge, især en ung pige med et spædbarn. Mange havde forventet drenge, klædt ud som nisser, til at ringe på dørene. Men de steder, hvor hun fik lov til at synge, sang Mette med sådan en inderlighed, at hun fik både penge og juleknas. Folk blev rørte, når de så den lille pige på hendes arm. De forstod med det samme, at ingen går rundt med et spædbarn og synger til jul for sjov.
Det var hårdt at gå fra dør til dør i vinterkulden. “Bare én villa mere de ser rige ud. Måske er der et ekstra stort julehjerte og en god gave,” tænkte Mette, lettet over, at pengene i lommen var begyndt at fylde. Det gav hende en smule ro.
“Glædelig jul! Må jeg synge en sang for Dem?” sagde hun, da en ældre mand åbnede døren. Men mandens reaktion forvirrede hende. Han lod hende komme ind, og straks gled blikket fra hendes ansigt til den lille i armene. Pludselig blev han bleg, vaklede og satte sig rystende ned på sofaen.
“Maria?” hviskede han.
“Hvad? Nej, jeg hedder Mette… De forveksler mig vist med en anden.”
“Mette?… Du ligner min hustru så meget…” hulker han næsten. “Og denne lille pige… er det din datter?”
“Ja.”
“Jeg havde også en datter… Men de døde… i en trafikulykke. Forleden drømte jeg, at min hustru og datter vendte hjem… Og så står I her kan det virkelig ske?”
“Jeg… jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige…”
“Kom ind, du skal ikke være bange. Fortæl mig om dig selv, hvis du orker…”
Mette blev urolig for den fremmede mands mærkelige reaktion, men hun indså, at hun ikke havde noget sted at gå hen. Hun gik ind i hans store stue, hvor han levede alene. På væggen så hun straks billeder af hans afdøde kone og datter og det slog hende, hvor ligheden var slående…
Og så begyndte Mette at fortælle sin livshistorie. Hun kunne slet ikke standse, hun fortalte hver detalje, hvert ubehag, hver lykkestund. Endelig var der én, som ville lytte. Manden sagde ikke meget, han lyttede bare intenst, mens hans blik igen og igen søgte den lille pige, Laura, der lå trygt i Mettes arme og smilede i søvne. Måske vidste hun allerede, at hun var kommet hjem til et sted, der kunne blive hendes eget.







