Sønnen kom hjem med en ny kone og to børn. Nu er hver dag et helvede for mig.
Tre år er gået, og jeg føler mig fanget i et mareridt, der aldrig slutter. Det begyndte den dag, min femogtrediveårige søn, Mikkel, førte sin nye kone ind i vores lille lejlighed i København. En kvinde ved navn Freja. Hun havde allerede to børn fra et tidligere ægteskab. Først sagde han, det var midlertidigt. Midlertidigt. Hvor ofte tror vi kvinder på det ord?
Nu bor der ikke bare en familie her – men en hel hær: mig, min søn, hans kone, hendes to børn, og… hun er gravid igen. Gud har åbenbart besluttet, at min alderdom skal være uden ro, uden varme, uden et eneste øjebliks fred. Måske straffer han mig for noget.
Freja er ikke syg, ikke handicappet, kun lige over tredive. Men hun vil ikke arbejde. Hun siger, hun er “optaget af børnene.” Men børnene går i børnehave hver morgen. Freja? Hun går ikke på arbejde. Hun går en tur. Eller på café med en veninde. Eller til neglebehandling. Hvad hun bruger sine kræfter på – det ved jeg ikke.
Mikkel lovede mig engang, at de ville få styr på papirerne, hun ville finde et job, og de ville leje en lejlighed eller tage et lån. Jeg troede på ham. Jeg er jo hans mor – jeg har altid håbet. Men ét år gik, så to, nu er tredje år i gang. Intet har ændret sig. Bortset fra Frejas mave, der bliver større og større.
Hun er ikke direkte uhøflig. Hun taler pænt nok. Men hun gør *ingenting* i huset. Hverken vasker gulv, tager opvasken, eller laver mad. Selv sine børn passer hun nærmest ikke – hun sætter dem foran tv’et, smider en madpakke i hånden på dem og forsvinder ind i sin telefon. Om aftenen? Kun børnenes skrig og hendes tavshed.
Alt hjemmets arbejde falder på mig. Jeg står op klokken fire. Arbejder som rengøringshjælp i to kontorbygninger, skrubber gulve, kommer hjem klokken otte, og før jeg når at drikke min te, skal der gøres rent, vaskes tøj, laves mad. Mens alle andre er væk, skrubber jeg køkkenet alene, så fedtet ikke klæber til alt, vasker deres tøj, koger aftensmad. For ved middagstid kommer sønnen og kone hjem – og de skal spise. Så er der mere arbejde, aftensmad, og først efter klokken ni kan jeg endelig sætte mig. Nogle gange står jeg bare på køkkenet og græder. Af magtesløshed.
Min pension ryger til husleje og mad. Mikkels løn rækker ikke til denne flok. Og Freja? Hun er naturligvis “på barsel.” Længe før hun egentlig skulle være det.
For nylig prøvede jeg at tale med min søn. Jeg sagde, lejligheden er for lille, der er for mange af os, det er for hårdt for mig, min helbred svigter. Jeg blev indlagt – mit blodtryk skød i vejret mens jeg stod ved komfuret. Lægen advarede mig strengt mod overanstrengelse. Men han trak bare på skuldrene og sagde:
“Mor, du er ikke alene om at bo her. Lejligheden er også min. Vi flytter ingen steder. Der er ingen penge. Så bær det.”
Det var hele samtalen.
Det var hele min taknemmelighed.
Det var hele min søn.
Jeg overvejer at flytte. Tage et lån, skylde penge, men finde et lille sted. Selv om det er mindre, selv om der ikke er renoveret. Bare der er stilhed. Bare der ikke er nogen. For jeg holder det ikke ud længere. Jeg overlever ikke endnu et barn i dette hus. Her er ikke liv – her er overlevelse.
Jeg lever ikke. Jeg tjener. Jeg er en borttørret slave. I mit eget hjem. I min egen alderdom. Og det værste er, at ingen af dem nogensinde tænker på, hvordan jeg har det. De lever bare. Og venter på, at jeg laver mad, gør rent, tier stille.
Jeg vil råbe, men jeg bider mine læber sammen. Jeg kan ikke mere, men alligevel fortsætter jeg. For ellers bliver der beskidt, sult, kulde. Fordi jeg er mor. Fordi jeg er bedstemor. Fordi jeg er alene.
