Den aften var mit hjerte lige ved at springe ud af brystet, hvis ikke mine tænder havde været så fast sammenklemte. Jeg husker, hvordan det hele begyndte — en helt almindelig telefonopringning fra min søn: “Mor, vi kommer forbi med Tove. Vi vil gerne hilse på.” Hans stemme var glad og sikker, som hos en mand, der endelig havde taget et alvorligt skridt. Min mand og jeg vekslede et blik og følte os lettede: Endelig — vores Peter havde fundet sig en kone. Hvor længe skulle han løbe rundt som ungkarl?
Peter var en særlig fyr. Selvstændig fra barnsben, men med et stædigt sind. Efter skolen tog han i militæret, og pludselig kom der: “Jeg tager til Grønland. Arbejder der. Tjener penge.” Vi var i chok, men prøvede ikke at tale ham fra det. Han kom hjem med lækkerier: fisk, sælkød, bær. Han fortalte, hvor smukt det var deroppe, barsk natur, men ægte mennesker.
Og nu ville han giftes. Vi dækkede bordet, lagde det bedste frem, satte os og ventede. Så ringede det på døren. Jeg åbnede — og næsten tabte mælet.
Foran mig stod en kvinde. Først så jeg kun en enorm sælskindspels, og bag den — tre børn og Peter selv. Pelsen blev af, og ud trådte en spinkel, lav pige med tykt, mørkt hår og et skarpt, fugleagtigt blik. Peter præsenterede:
“Det her er Jytte. Min forlovede.”
Alt indeni mig styrtede sammen. Pigen nikkede kort, og børnene satte sig på gulvet uden at vente på invitation. En begyndte at tage støvlerne af, en anden klatrede op på vindueskarmen. Den yngste bandt Jytte lynhurtigt fast til sofaen med et bælte, så han ikke kunne løbe væk. Alt skete i stilhed og med en duft — som om hele Grønland var flyttet ind i vores lejlighed i Aarhus.
Vi gik ind i stuen. Jeg bredte et hvidt dug, mens Jytte gav børnene mad — med hænderne! Hun spiste selv med en gaffel, men prikkede den direkte i munden. Hun talte kort og kontant.
“Er børnene jeres?” spurgte min mand og så på de tre på gulvet.
“Mine,” svarede hun uden følelse.
Jeg vekslede et blik med Peters far. Var det her nu vores familie?
“Peter, hvor mødte I hinanden?” spurgte jeg, og min stemme rystede.
“I Nuuk, mor. Hun synger fantastisk. Du skulle høre det!” svarede min søn med begejstring, mens jeg pludselig ikke genkendte ham.
“Hvor skal I bo?” blandede min mand sig ind.
“I en båd kan man jo altid,” sagde Peter ligegyldigt.
Det var for meget. Jeg gik ud i køkkenet, min mand fulgte efter. Vi stirrede på hinanden — øjnene var vidåbne.
“Hvad gør vi?”
“Jeg ved det ikke,” sagde han og slog ud med hænderne.
Vi vendte tilbage. Min mand gik hen til Peter og rakte ham nogle sedler uden at se ham i øjnene:
“Her er til et hotel. Undskyld, men I kan ikke blive her.”
Peter sukkede:
“I sagde altid — bare han blev gift, så ville I acceptere hvem som helst. Nu har jeg fundet én.”
De gik. Med børnene. Med pelsen. Med duften.
Der gik en halv time. Så ringede det på døren igen. Der stod de — men anderledes. Jytte havde ikke længere pelsen på, nu i en normal jakke, håret i en hestehale, øjnene gnistrende.
“Goddag,” sagde hun høfligt. “Undskyld os.”
“Jeg forstår ikke,” mumlede jeg og trådte til side.
Peter trådte frem med et smil:
“Mor, du sagde altid — bare han blev gift, bare han blev gift. Men jeg vil ikke. Endnu. Det her er Jytte, min veninde. Vi ville lave sjov. Hun er fra Nuuk, på besøg med sine nevøer. De havde ingen steder at bo. Så jeg tænkte — hvad hvis vi lavede en lille scene?”
Jeg sank ned på gangens puff. Mine ben gav efter.
“Peter, gør hvad du vil, men skræm mig aldrig sådan igen! Jeg var lige ved at få et hjertestop!” sukked jeg.
Vi vendte tilbage til bordet. Jytte, nu helt forvandlet, hjalp til i køkkenet. Børnene lo ved bordet. Og min mand og jeg forstod — ja, vi bliver gamle. Men Peters jokes var god — frygtelig som virkeligheden.
