»Sønnen kom ikke, fordi svigerdatteren ikke ville lade ham«: Hun sagde, vi altid vil noget fra ham, og at vores hus ikke interesserer hende
»Nå, han kommer ikke…« sukker Valentina bittert. »Min mand og jeg bliver ikke engang sure mere – vi er vant til det. Hver gang det samme. Først løfter, så stilhed.«
»Hvad skete der denne gang?« spørger jeg. »Var det svigerdatteren igen? Jeg husker, I ikke just var de bedste venner…«
»Måske. Selvom sønnen aldrig direkte siger, det er hende, der holder ham tilbage. Men det er tydeligt… Før kom han oftere. Nu? Ingenting. Hun har fundet en måde at binde ham på. Selv taget må vi sandsynligvis fikse med håndværkere – for han kan åbenbart ikke afsætte én enkelt dag,« siger Valentina og kæmper for at skjule sin skuffelse.
Hun taler om sin 40-årige søn, Mikkel. Han flyttede fra den lille by for tolv år siden, fandt arbejde i Aarhus som mekaniker. Før lavede han alt selv, nu leder han bare andre. Giftede sig i byen, købte hus – alt på egen hånd. Hans kone, Freja, mødte han sent – begge var langt fra unge, da de fandt sammen.
»Hun havde aldrig haft et seriøst forhold før ham,« fortsætter Valentina. »Og jeg forstår hvorfor. Hun har en… hård personlighed. Vi klikkede ikke fra start. Jeg prøvede, ærligt. Men hun – som om hun besluttede, jeg var fjenden fra dag ét.«
»Jeg har hørt hende i telefonen et par gange,« tilføjer naboinden. »Hun lyder som om hun håner, selv når hun bare siger ’hej’. Jeg forstår ikke, hvad Mikkel ser i hende.«
Freja taler stort set aldrig med Mikkels forældre. En gang om året, med hendes store nåde, må han besøge dem. Og kun alene. I år lovede Mikkel at komme foråret – til at hjælpe med tagreparationer. Han købte billetten. Men svigerdatteren ændrede planen.
»Hun er gravid,« siger Valentina irriteret. »Nu kan han åbenbart ikke forlade hende. Selvom hun er en voksen kvinde, en sygeplejerske – hvad skulle true hende? I to uger har hun dryppet ham i ørerne. Først sagde han nej, men så…«
»Hvordan ser det ud?« ryster hendes mand på hovedet. »Følger han hende på arbejde? Hendes forældre bor lige ved siden af – de kan da hjælpe. Hvorfor skal han ofre alt for hende?«
»Præcis,« nikker Valentina. »Jeg er sikker på, hendes mor står bag. ’Hold ham hjemme, hvad nu hvis han vender tilbage og vil skilles?’ Hendes yngre søster endte i øvrigt alene med et barn. Bor hos forældrene nu.«
»Men Mikkel er ikke den type,« protesterer jeg. »Han er ordentlig. Hvorfor kan de ikke besøge jer sammen?«
»Aldrig!« vifter hun afværgende. »Freja kommer ikke med ham. Min mand ringede til hende én gang – efter det fandt hun på et sådant scene, at han forbød mig at ringe til sønnen igen. Det er håbløst.«
»Hvad sagde hun?«
»At vi altid vil noget fra ham. At vi holder ham væk fra sin egen familie. At hun ikke orker at ’kæmpe’ mod os mere. At ferie skal bruges med konen og barnet, ikke til ’at forkæle gamle menneskers luner’. Og at hun ikke gider vores hus – vi må beholde det selv.«
»Forbandet frække! Og sønnen?«
»Han siger, det ikke er hans skyld. At han ikke vil eskalere det. At han er bekymret for graviditeten. Jeg forstår det. Men det er uretfærdigt. Vi gav ham alt, hvad vi kunne. Nu kan han ikke komme én enkelt dag?«
Valentinas mand holdt ikke længere ud. I frustration sagde han til sønnen, han ikke ville vente mere – han hyrede håndværkere, de klarede det selv. Mikkel kunne blive hjemme med sin kone, hvis hun nu var vigtigere end sine forældre.
»Men han forstår ikke,« hvisker Valentina. »Koner kommer og går… Forældre har man kun én gang. Og vi bliver ikke ved for evigt.«
