Søndagspappaen
Fra søndag til søndag var Jesper bare til stede. Seks dages tomhed, derefter én dag hvor han kunne mærke livet. Og selv denne dag var delt op efter telefonopkald og skemaet, som hans ekskone Mette havde udstukket for to år siden. Fra ti til seks. Ingen forsinkelser. Ingen fastfood. Ingen gaver bare fordi. For han, Jesper, var bare en funktion. Søndagspappaen.
Hans datter, Gitte, ventede på ham nede foran opgangen, ansigtet udtryksløst og kontrolleret. Hendes øjne sagde: Du kom to minutter for sent, eller I dag har vi biograf på programmet.
De gik i biografen, gik ture i Kongens Have, drak kakao på en café. Snakkede om skole, film, hendes veninder. Aldrig om Mette. Aldrig om, hvad der skete efter seks, når han kørte hende hjem, og Gitte uden at se sig tilbage gik mod elevatoren, op til sin mor og hendes nye mand, Thomas.
Thomas var den rigtige far. Det var ham, der boede der. Hjælpe med lektier. Kørte i sommerhus i Odsherred i weekenden. Med ham havde Gitte fælles jokes, selfies på Instagram. Jesper kiggede på billederne om natten, i smug og det føltes, som om han stjal nogen andens liv.
Han prøvede at proppe al sin opbyggede kærlighed til Gitte ind i de otte søndagstimer. Det lykkedes sjældent det blev for akavet, forceret.
Han spurgte kluntet:
Mangler du noget?
Gitte trak bare på skuldrene.
Jeg har alt.
Det der jeg har alt gjorde mere ondt end nogen fornærmelse. Det betød: Jeg har et hjem. Men du du er bare til overs.
***
Alt brast en tirsdag.
Mette ringede. Hendes forventet hårde og klare stemme var skør, oprevet.
Jesper Det er om Gitte. Hun lægerne mistænker en tumor. De tror, den er ondartet. Hun skal opereres. Det er dyrt.
Verden snævrede ind til et punkt i telefonen. Mette blev mere sammenbidt, begyndte at tale om penge. Fortalte, at hun og Thomas havde nogle opsparinger, men ikke nok. At de ville sælge bilen. Kiggede på muligheder. Hun bad ikke om hjælp. Hun orienterede. Som en partner i ulykken.
Jesper slap alt, fór til Rigshospitalet. Så Gitte ligge der, lille og skræmt i hospitalsskjorten, og hans hjerte gik i tusind stykker.
På stolen ved sengen sad Thomas, holdt hende i hånden og sagde noget beroligende. Gitte så på ham, søgte støtte i hans øjne.
Jesper blev stående i døren. Ubrugelig. Søndagspappaen var der på en hverdag, hvor han ikke passede ind.
Far Gitte smilede svagt.
Det far var som en redningskrans, han gik frem, men det eneste han kunne gøre, var kejtet at ae hende over håret:
Det skal nok gå, skat.
Tomme, rutineprægede ord…
Mette stod ude ved vinduet i gangen. Hun vendte sig kun halvt, sagde:
Pengene hvis du kan.
Han kunne.
Han havde kun én ting af værdi sin samling af gamle guitarer, den Gibson fra 1972.
Ungdomsdrømmen, købt for mange penge.
Han solgte den til halv pris, for at det skulle gå hurtigt. Overførte pengene til Mette, anonymt. Ville ikke have tak. Ville ikke have, at Gitte skulle tro, hans kærlighed kunne vejes i sedler. Hun måtte hellere tro, det var Thomas, der havde klaret det hele. Thomas måtte gerne være helten. Det havde Jesper aldrig ret til. Kun pligten.
***
Operationen blev lagt om torsdagen. Onsdag aften tog han på hospitalet han kunne ikke være hjemme.
Mette sad i stuen. Thomas var væk et ærinde. Gitte lå med lukkede øjne, men sov ikke.
Mor, sagde hun stille. Kan du ikke få den der læge til ikke at fortælle de der vittigheder? De er ikke sjove.
Det skal jeg nok, svarede Mette.
Og sig til Thomas, at jeg ikke orker at høre om hans forretningsplaner. Det er kedeligt.
Det siger jeg til ham.
Jesper stod bag gardinet og turde ikke gå ind. Han hørte, hvordan Gitte blev stille, og så endnu lavere sagde:
Kan du så ikke spørge min far om han vil komme herind. Bare sidde. Uden at sige noget. Og måske læse for mig. Som dengang. Hobbitten.
Jesper stivnede. Hans hjerte bankede oppe i halsen.
Som dengang
***
Det var før skilsmissen. Han læste altid godnathistorier for hende, gav dværgene og elverne deres egne stemmer.
Mette kom ud i gangen, så ham, nikkede mod stuen.
Gå ind. Men ikke for længe. Hun skal hvile.
Han satte sig på stolen ved sengen. Gitte åbnede øjnene.
Hej, far.
Hej, min skat. Hobbitten?
Mmh.
Jesper havde ikke bogen med. Fandt teksten på mobilen. Begyndte at læse.
Lavt, monotont, sprang over ord, rodede lidt rundt i sætningerne. Skiftede ikke stemmer. Læste bare. Hans øjne blev dugfriske, bogstaverne svømmede ud. Han mærkede, hvordan hendes hånd blev svagere i hans.
Han læste, måske en time, måske to. Indtil stemmen blev hæs. Indtil han mærkede, hun sov. Ville tage sin hånd væk, men hun holdt fast endnu tættere i søvne.
Og dér, mens han så på hendes blege, sovende ansigt, tillod han sig endelig det, han aldrig tidligere havde tilladt sig. Han bøjede sig ned og hviskede, så kun væggene hørte ham:
Undskyld, lille skat. For alt. Jeg elsker dig så meget. Hold ud. For min skyld. For din søndagspap.
Han anede ikke, om hun hørte. Eller måske håbede han, hun ikke gjorde.
***
Operationen trak ud. Jesper sad i gangen overfor Mette og Thomas. De to sammen.
Han alene.
Men ensomheden havde skiftet karakter. Den var nu fyldt af stille højtlesning og varmen fra Gittes hånd i hans.
Da lægerne kom ud og sagde, det var gået godt, at tumoren var godartet, brød Mette sammen mod Thomas skulder.
Jesper rejste sig, gik væk til vinduet, knyttede hænderne så hårdt for at lade være med at skrige af lettelse.
***
Gitte fik det bedre. Efter en uge blev hun flyttet til almindelig stue.
Thomas, den rigtige far, ordnede alt det praktiske, løb hvileløst mellem læger og kantine.
Jesper kom hver aften. Læste højt. Tav. Så nogle gange bare serie sammen med hende.
En dag, da han skulle gå, stoppede Gitte ham.
Far.
Jeg er her.
Jeg ved godt, det var dig. Pengene Mor sagde ikke noget, men jeg hørte dem skændes. Han ville sælge sin andel i firmaet, mor råbte, at det måtte han ikke, for du havde allerede givet alt, og du havde solgt din guitar.
Han sagde ingenting.
Hvorfor? spurgte hun. Vi vi er jo ikke sammen
I er min familie, afbrød han, det kan vi ikke lave om på.
Gitte så ham længe i øjnene. Så rakte hun ham en lille, godt brugt pap-bogmærke. Med barnligt kluntede bogstaver stod der: Til verdens bedste far fra Gitte.
Hun havde lavet det for syv år siden…
Fandt det i en gammel bog, da jeg var hjemme i weekenden. Her. Så du ikke mister siden
Han tog imod. Papstykket var stadig lunt fra hendes hånd.
Far, sagde hun igen, stemmen fast, voksen. Du er ikke kun far om søndagen. Du er her altid. For evigt. Forstår du?
Han kunne ikke sige noget. Nikkede bare, krammede bogmærket i hånden.
Skyndte sig ud i gangen. For mænd, selv søndagspappaer, græder ikke foran deres døtre
De går bare helt rundt på sig selv af lykke og smerte, alene et sted trykker ansigtet mod et pappetsnøg til fortiden, som viser sig stadig at være nutid.
***
Næste søndag kom Jesper ikke klokken ti, men klokken ni. Og han gik først, da det var mørkt.
Han og Gitte sad tavst sammen og så ned på det stille København gennem vinduet.
Der var ikke brug for et skema.
Fordi han var Gittes far.
For evigt.
