Sønnike, jeg ønsker ikke, at du skal blive skilt på grund af mig! Sæt mig hellere på plejehjem.
For et halvt år siden tog jeg min mor til mig. Hun er efterhånden blevet meget gammel. 83 år. Det har været svært for hende at bo alene på landet, siden far døde. Vores egne børn er blevet voksne og har for længst fået deres egne liv. Min kone og jeg bor alene i en toværelses lejlighed i Odense, så jeg tænkte, at det nok skulle gå.
I starten sagde min kone ikke noget, men allerede efter en uge begyndte min mors tilstedeværelse at genere hende. Småting tærede på hende.
Hør, kan hun ikke vente med at spise, til vi er færdige?
Hvorfor det?
Det er bare lettere sådan. Jeg mister appetitten, når jeg ser hende gumle uden tænder. Jeg kan ikke holde det ud.
Skat, vi bliver alle gamle en dag.
Det er noget andet.
Dertil kom, at min mors mave nogle gange drillede, og hun snorkede voldsomt om natten. Min kone bad hende holde sig væk fra køkkenet og helst blive på sit værelse. Til sidst sagde hun direkte til mig:
Jeg havde ikke forestillet mig, hun skulle bo her så længe. Jeg orker det ikke mere.
Hvad skal vi så gøre?
Send hende tilbage på landet.
Men hun kan da ikke klare sig selv længere!
Sådan gør alle. Det er ikke børnenes job at rende rundt om deres gamle forældre! Hvorfor skal jeg pludselig føle mig som gæst i min egen lejlighed? Skal jeg bare finde mig i smasken og lugten?
Jeg vidste virkelig ikke, hvad jeg skulle stille op. Forleden kom jeg hjem og fandt min mor, klar med sin kuffert, siddende i entréen.
Mor, hvad laver du?
Andreas, kør mig på plejehjem.
Hvorfor dog det, mor?
Jeg vil ikke være skyld i, at I skilles på grund af mig.
Hun insisterer stadig. Og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg kan ikke leve med tanken om, at hun sidder alene på et plejehjem. Måske skulle jeg bare tage min kone og flytte med mor tilbage på landet. Hvordan finder jeg balancen?
Livets store spørgsmål handler ikke kun om at gøre det rigtige for sig selv og sin familie, men også om at vise omsorg for dem, der har givet os livet. Nogle gange skal vi turde vælge med hjertet for i sidste ende bliver vi målt på, hvordan vi tager os af hinanden.
