SOM EN FUGL EFTER LOKKEFUGLEN
Piger, man skal gifte sig én gang for alle. Vær tro mod din elskede til det sidste åndedrag. Ikke flakke rundt i verden og lede efter den rigtige så ender man bare som et halvspist æble.
En gift mand er tabu. Prøv ikke engang på at indlede noget. Tænk ikke: Jeg kan bare flirte lidt, så er det forbi. I styrter begge ned i afgrunden. Lykken vender jer ryggen.
Mine forældre har været sammen i halvtreds år de er mit forbillede. Jeg vil finde min skæbne og værne om den som var det mit eget øje, tænkte jeg tit, da jeg fyldte tyve og sad sammen med mine veninder. Mine kloge ord havde jeg lært fra min mormor, og hende stolede jeg blindt på.
Pigerne grinede i kor:
Lad nu være, Mette. Lad os se, hvis du bliver forelsket i en gift mand, om du virkelig kan lade være
Det var der ingen af dem, der vidste: Min mor havde fået min storesøster før hun blev gift, og ingen vidste hvem faren var. En skamplet på hele landsbyen. Fem år senere kom jeg til verden, men da var det i et ægteskab. Far blev stormende forelsket i mor, og de gik gennem livet hånd i hånd. Vi måtte dog flytte fra landsbyen. Derfor gav jeg mig selv som ung det løfte: Ingen børn udenfor ægteskab, ingen gifte mænd.
Men livet spiller sine egne spil
Min søster, Gertrud, og jeg har aldrig forstået hinanden. Hun tror altid, at mor og far elsker mig højere. Hun er evigt jaloux. Vi lever i et slags evigt kapløb hvem får mest kærlighed fra mor og far? Det er tåbeligt, selvfølgelig.
Jeg mødte Esben i en jazzklub. Han var kadet; jeg arbejdede som sygeplejerske. Mellem dans og latter opstod noget imellem os. Vi giftede os efter kun en måned. Jeg fulgte Esben som en fugl, der ikke kan lade være at søge efter lokkefuglen.
Da han var færdig på officersskolen, blev vi sendt til en kaserne langt fra min barndomsby. Snart begyndte konflikterne mellem os småskænderier, misforståelser. Jeg havde ingen at tale med, ingen mor i nærheden at søge trøst hos.
Vores lille Tanja kom til verden. Det var de ustabile halvfemsere. Esben forlod hæren og begyndte at drikke mere og mere. Først prøvede jeg at trøste ham og troede det ville vende.
Mette, jeg forstår det godt, men jeg kan ikke stoppe. En øl, og så ser alting lettere ud, sagde han.
Snart begyndte han forsvinde i dagevis, i uger. En dag kom han hjem efter en måned, lagde demonstrativt en mappe på bordet den bugnede af pengesedler.
Hvor har du alt det fra? spurgte jeg, mistroisk.
Det er lige meget, Mette. Brug dem som du vil. Der kommer flere, sagde han med stolthed.
Jeg gemte mappen, rørte ikke pengene.
Esben forsvandt igen. Kom ikke tilbage før om et halvt år. Tynd, udslidt, og med frygtelige øjne.
Mette, tag dine guldsmykker af. Jeg skylder nogen mennesker penge, sagde han med monoton stemme.
De smykker fik jeg af mine forældre. Jeg giver dem ikke fra mig, aldrig! Hvad har du rodet dig ud i? Du har en familie!
Du råber for meget. Det er seriøst nu Vil du hjælpe mig, kone? spurgte han og trådte nærmere.
Bange rakte jeg ham mappen: Tag din rigdom og gå. Tanja og jeg klarer os.
Har du taget nogle af pengene?
Ikke ét øre, sagde jeg.
Det er alligevel ikke nok, sukke han. Jeg finder på noget.
Samme nat gav han mig en vild, fortvivlet kærlighed. Jeg tilgav alt, jeg ville ham. Over morgenmaden pakkede han sin taske.
Skal du være væk længe, Esben?
Jeg ved det ikke, Mette. Vent på mig, sagde han og gik.
Så jeg ventede. I årevis.
På hospitalet begyndte en læge, Hans, at flirte med mig. Han var gift. Det stoppede mig. Men min mand? Jeg havde ikke hørt fra Esben i over to år. Ingen breve, ingenting.
Imens nærmede nytåret sig byen duftede af klementiner, gran, glæde. Pludselig ringede det på døren. Esben.
Jeg kastede mig i armene på ham, græd og kyssede ham:
Endelig! Hvor har du været?
Vent, Mette Vi skal skilles. Jeg har fået en søn nu. Han skal ikke vokse op uden far, sagde han usikkert.
Det føltes som om gulvet forsvandt under mig. Men måske var det bedst sådan. Det er okay, Esben. Udskænket vand kan ikke hældes op igen, som man siger. Jeg holder dig ikke tilbage. Efter nytåret går vi til rådhuset.
Vil du ikke se Tanja? Hun er hos en veninde. Skal jeg hente hende? Ellers vokser hun jo op uden far.
Jeg har ikke tid. Næste gang. Farvel, sagde han og blev væk for altid. Tanja så ham aldrig igen.
Lægen Hans mærkede ensomheden i mig. Jeg havde ikke længere nogen grænser. Han forførte mig. Vi dansede i hemmelighed i tre år, til sidst friede han.
Nej, Hans. Vi kan ikke bygge lykke på tårer. Vores veje skilles her.
Det lykkedes mig at stoppe galskaben, men jeg søgte arbejde på et andet hospital. Ude af øje, ude af sind.
Så mødte jeg Poul.
Han havde en søn, da ekskonen var smuttet med en anden mand. Poul kom ind som patient på mit hospital. Han charmerede mig med sine vitser, og pludselig voksede der kærlighed frem.
Hans søn, Mikkel, var syv, min Tanja otte. Det var som om skæbnen var god ved os. Sammen byggede vi alt op, havde intet at skjule, delte bekymringer og glæder. Jeg var heldig.
Nu har vi været gift i tredive år. Jeg værner om Poul som mit eget hjerteblod.
For nylig ringede Esben til min mor: En kvinde som Mette har jeg aldrig mødtNår jeg ser ind i Pouls øjne på en rolig søndag morgen, med kaffen dampende og børnene for længst fløjet fra reden, tænker jeg: Livet er aldrig kun én vej. Min mormor sagde, man skulle vogte kærligheden som sit øje. Men ingen fortalte, at øjet også græder og at tårer kan være ligeså modige som løfter.
Mine fejltagelser blev til min styrke. Kærligheden er ikke et kys under bryllupsskørtet, men en hånd i mørket, når verden vælter. Den er at turde bygge et nyt hjem ovenpå gamle ruiner, at tro på foråret igen selv efter den koldeste vinter. Jeg har elsket, mistet, tilgivet og fundet kærligheden igen. Ikke den første, ikke den fejlfri, men den rigtige for mig.
Tanja ringer hver uge hun siger: Mor, du har lært mig, at lykken findes, når man tør tilgive sig selv. Hun elsker sin lille familie, bygger års ringe omkring sit hjerte. Mikkel kommer forbi med børnebørn, der ligner både ham og Poul og mig, og huset fyldes af latter.
En fugl kan længes efter lokkefuglen men den vender altid tilbage til reden, hvor den blev helet. Jeg ser ud af vinduet, hvor rønnebærrene brænder røde mod grå himmel, og tænker: Livet blev måske ikke, som jeg troede. Men det blev smukkere, end jeg havde drømt.
