SOM EN FUGL EFTER FLOJTE
Piger, man skal gifte sig én gang for alle. Være sammen med sin elskede til det sidste åndedrag. Ikke fare hvileløst rundt i verden på jagt efter den store kærlighed, for så ender man bare som et fortærsket æble. Gift mand? Det er tabu. Lad være med at indlede noget, heller ikke for sjov. Man falder selv i afgrunden begge to og det listige held vender dig ryggen.
Mine forældre har været sammen i halvtreds år. De er mit forbillede. Jeg lovede mig selv at passe på min lykke, når jeg engang fandt den det havde min mormor banket fast i mit hoved. Hendes ord stolede jeg altid på.
Og mine veninder trak bare på skuldrene:
Lad nu være, Rikke. Hvis du falder for en gift mand en dag, så skal vi nok se, om du bare sådan kan slippe ham
De vidste bare ikke, at min mor, før hun blev gift, havde fået min storesøster med en, ingen vidste hvem var. Det var en skamplet på hele landsbyen. Fem år senere kom jeg, efter at de rigtigt var blevet gift. Far var håbløst forelsket, og fra dag ét holdt de sammen. Vi flyttede langt væk fra landsbyen. Jeg besluttede dengang, at jeg aldrig i mit liv ville have børn uden for ægteskab. Og aldrig nogen andres mand.
Men livet serverer altid sine egne planer…
Min søster, Gertrud, og jeg har aldrig rigtigt forstået hinanden. Hun har altid troet, at vores forældre elskede mig mere. Der var konstant jalousi. Vores indbyrdes konkurrence om opmærksomhed fra mor og far var fjollet men alligevel evig.
Jeg mødte Jakob i byen. Han var officer, jeg sygeplejerske. Vi dansede sammen hele aftenen, og fra det øjeblik blev vi uadskillelige. Efter en måned blev vi gift. Lykkelige jeg rendte efter Jakob som en fugl efter fløjte.
Da han var færdiguddannet i militæret, flyttede vi til garnisonen i Nordjylland, langt fra mit barndomshjem. Det hele begyndte at gå skævt skænderier, tavshed, misforståelser. Mor var langt væk i Sverige, jeg havde ingen at tale med.
Så kom lille Tilde til verden. Det var i halvfemserne intet var stabilt. Jakob forlod Forsvaret og begyndte at drikke. Først havde jeg ondt af ham, trøstede ham, håbede alt ville gå over af sig selv.
Rikke, jeg forstår det godt. Men jeg kan ikke stoppe. Når jeg får noget indenbords, føles alt ligegyldigt.
Senere begyndte Jakob at forsvinde for dagevis, så uger, så en hel måned. En dag kom han hjem, tynd og udmattet, smed en attachétaske fyldt med tusindkronesedler på bordet.
Hvor har du dem fra? spurgte jeg.
Hvad rager det dig? Tag dem, brug dem. Jeg skal nok skaffe flere, svarede Jakob stolt.
Jeg gemte tasken væk rørte ikke pengene. Jeg nægtede at have med den slags penge at gøre. Jakob forsvandt igen, denne gang et halvt år. Da han kom tilbage, var han bleg og sur, øjnene tomme.
Rikke, giv mig dit guld. Jeg skal betale nogen meget vigtige folk.
Hvad er det, du har rodet dig ud i, Jakob? Det guld er fra mine forældre, det får du ikke.
Jakob gloede surt på mig:
Du bliver nødt til at hjælpe mig…
Jeg blev bange og tog tasken med pengene frem.
Tag dine penge. Tilde og jeg skal nok klare os.
Har du taget noget? spurgte han.
Ikke én eneste krone. Det der er ikke for os…
Det er slet ikke nok, sukkede han. Nå. Jeg finder på noget.
Senere den nat glemte vi alt i hinanden jeg elskede ham, tilgav alt.
Næste morgen pakkede han tasken.
Hvor længe skal du være væk, Jakob? spørger jeg stille.
Det ved jeg ikke, Rikke. Vent på mig, sagde han og kyssede mig på kinden på vej ud af døren.
Og jeg ventede. Et år, to…
På hospitalet begyndte en af lægerne, Mads, at vise interesse for mig. Han var gift, det holdt mig tilbage. Også at jeg teknisk set selv var gift selv om Jakob havde været væk i flere år og ingen lod høre fra sig.
Julen nærmede sig. Overalt duftede der af appelsiner og gran, børnene dansede om træerne, stemningen var høj.
Så ringede det på døren. Jakob stod der. Jeg kastede mig i hans arme, kyssede ham ivrigt:
Endelig! Hvor har du været, Jakob?
Vent lige, Rikke… vi må skynde os at blive skilt. Jeg har fået en søn med en anden. Han skal ikke vokse op uden far.
Verden snurrede, alt blev tåget. Men jeg sagde bare koldt:
Fint, Jakob. Som de siger: Spildt vand samler man ikke op. Vi går til kommunen efter nytår. Dit liv vendt på hovedet fra ende til anden.
Vil du ikke se Tilde? spurgte jeg, bidende hårdt.
En anden gang, sagde han. Jeg har travlt.
Den gang kom aldrig. Jakob så aldrig sin datter igen. Vi blev fremmede.
Mads, lægen, mærkede min ensomhed. Og så tog stormen af kærlighed mig. Jeg glemte alle regler han var gift, men fristelserne blev for stærke. Vores forhold varede i tre år, indtil han friede.
Nej, Mads. Vi kan ikke bygge lykke på tårerne fra din kone og datter. Vi skal gå hver til sit.
Det var svært, men jeg valgte at flytte til et andet hospital ud af øje, ud af sind.
Så mødte jeg Poul. Han var alene med sin søn efter at hans ekskone var smuttet med en anden og havde efterladt lille Andreas hos ham. Poul var patient hos os og fjollede altid med mig. Sådan voksede vores kærlighed frem.
Andreas var syv, Tilde otte. Vi flyttede sammen, og alt flaskede sig. Vi løste alt sammen, delte sorger og glæder, ingen hemmeligheder. Poul blev mit hjertes lys min anden chance i livet. Jeg har passet på ham som min allerdyrebareste skat.
Vi har været gift i tredive år…
For nylig ringede Jakob til min mor:
Jeg har aldrig mødt en kvinde som Rikke…
Af alt det her har jeg lært, at sand kærlighed findes, hvis man tør give slip på det, der kun ligner det. Jeg har lært, at man skal passe på det liv, man får og være sin egen lykke værdig.
