Som barn var jeg altid nysgerrig efter at finde ud af, hvem min far egentlig var. Jeg voksede op på et børnehjem i Odense, og med tiden blev hans fravær bare en naturlig del af min hverdag, noget jeg vænnede mig til. Da jeg var fjorten år, mødte jeg moren til mine børn, og dengang følte jeg ikke rigtig behov for at opsøge min far. Livet gik bare videre.
Senere blev vi skilt, og det var præcis dér næsten uden at jeg søgte efter ham at omstændighederne førte mig lige i armene på ham. Jeg har mit eget lille firma, hvor jeg arbejder med folk fra hele Fyn, og en dag havde jeg en kunde forbi. Samtalen gled let, og jeg endte spontant med at fortælle, at jeg aldrig havde mødt min far. Kunden tilbød straks at hjælpe, og sammen fandt vi ham i en lille landsby tæt på Faaborg, hvor han havde levet hele sit liv.
Da jeg endelig stod ansigt til ansigt med ham, fyldte en følelse mig, som ganske enkelt ikke kan forklares. Lykke i sin pureste form. Vi begyndte at lægge planer små weekendrejser rundt i Danmark, daglige samtaler, finurlige små gestusser. Jeg købte tøj til ham, for jeg syntes, han trængte til lidt forkælelse, og vi tog på ture sammen, hvor jeg altid betalte regningen, hvad enten der var kontanter i hans pung eller ej. Han så ofte både træt og ensom ud, og jeg følte, jeg skyldte ham alt det tabte tilbage.
Han betroede sig til mig om, hvor ensom han var, at han havde børn i nabolaget, men de fik ham aldrig til at føle sig velkommen. Ifølge dem var der aldrig nogen kvinde, der virkelig holdt af ham de mente altid, at hvis en kvinde kom tæt på ham, så var det kun for pengenes skyld. Jeg bad ham præsentere mig for hende, han hævdede elskede ham, og det gjorde han. Jeg mødte hende Bente en stille og arbejdsom kvinde fra Kolding, som passede godt på ham. Det var tydeligt, at hun havde hjertet på rette sted. Men mine halvsøskende ville ikke høre tale om hende. De talte grimt, ringede sågar til politiet og saboterede, så ofte de kunne.
Da jeg spurgte Bente, hvorfor de opførte sig sådan, fortalte hun mig, at min far havde både huse, jord og penge stående i banken, og at børnene nægtede at lade nogen komme for tæt på. De frygtede alle, at en ny kvinde ville tage det hele fra dem.
Derfra begyndte rygtet at sprede sig. Nogle mente nu, at jeg kun var dukket op for at rage til mig. Jeg bar end ikke hans efternavn. Han insisterede på, at jeg skulle tage det. Jeg sagde nej, jeg havde ærlig talt ikke brug for balladen, men til sidst gjorde jeg, da det betød meget for ham. Herefter blev konflikterne kun værre. Kritikken tog til, skænderierne stod i kø.
Jeg kom bare endnu tættere på Bente. Jeg foreslog dem at blive gift i al hemmelighed, og det gjorde de. Børnene blev rasende på både ham og mig. Jeg sagde, at han altså havde ret til at finde lykken. Deres ægteskab svingede meget, men engang, hvor jeg havde inviteret dem begge med på en tur til Aarhus (jeg havde ellers kun rejst med ham alene), spurgte hun mig, hvor meget jeg ville bidrage til udgifterne. Jeg svarede, at det ville jeg ikke jeg havde altid betalt, når jeg rejste med min far.
Så sagde Bente noget, der rystede mig dybt. Hun sagde, at jeg havde misforstået helt min far manglede aldrig penge, det var derfor børnene holdt øje med ham. De kontrollerede alle hans udgifter, han fik ikke lov at købe hverken nyt tøj eller noget ekstra til sig selv. Jeg havde troet, at han var nærmest på røven, fordi han boede spartansk og virkede forsømt, men i virkeligheden sad de på alle formuerne.
Dernæst begyndte jeg at opmuntre ham til at bruge nogle af sine sparet kroner. Han svarede altid, at det ikke kunne lade sig gøre børnene nægtede at give slip. Efter brylluppet begyndte Bente at forlange, at han skulle bidrage lidt mere til husholdningen. Han blev sur hver gang og gav først efter et skænderi eller ti. Bente fortalte mig det hele, og det virkede bare så rimeligt for mig.
En dag, da vi var sammen allesammen, bad hun ham købe frokost til hendes far. Han blev vred, sagde hun selv kunne betale, og at det altid var det samme. Jeg tog hendes parti og spurgte ham, om han ville have, at min mand skulle nægte min far mad. Jeg sagde, det ikke var rimeligt over for Bente, som trods alt passede ham og lavede mad samt vaskede tøj. Han sagde bare, at han var træt af altid at skulle give penge til huset.
Det var dér, jeg for alvor blev ramt: Min far var nærig overfor Bente, som havde været ved hans side hele tiden, mens han var utrolig gavmild overfor børnene, som kun ringede for at bede om penge og aldrig tog sig af ham.
Deres forhold gik i stykker til sidst. Nu bor han alene. Én datter påstår at hjælpe ham, men alle ved, at det reelt er ham, der forsørger hende, hendes mand og deres børn. De andre ringer og kræver penge, og så sender han dem gladeligt afsted uden tøven. Over for Bente var han som regel afvisende.
I dag er mit forhold til ham kølet voldsomt af. Jeg elsker ham, men ikke som før. Vi rejser ikke sammen mere, der er næsten ingen kontakt. Hvis jeg ikke ringer, hører jeg intet fra ham. Jeg kan ikke finde tilbage til den gamle følelse. Det gør mig trist, for at opspore ham var dengang min store drøm, men nu føles det, som om han er forsvundet igen.
Livet har lært mig, at familie ikke altid er dem, vi deler blod med. For mig betyder nærhed og respekt langt mere end navn og arv.
