Da jeg var 51, flyttede jeg sammen med en 55-årig enkemand. Alt var helt perfekt, indtil mit barnebarn blev syg en dag.
Morten dukkede op i mit liv i marts. Du ved, den dér grå, irriterende overgang fra vinter til forår, hvor det nærmest kun er slud, mudder og støvregn i København. Jeg stod i køen i Meny og ledte febrilsk efter mit Dankort, og dem bag mig begyndte at røre på sig og sukke tungt. Man mærker det der utålmodige stemning, hvor folk utvetydigt kigger på uret.
Han stod som nummer to i køen og sagde pludselig fuldstændig roligt:
Bare tag dig tid, det skal nok gå alt sammen.
Det sagde han virkelig. Uden irritation eller den der trykkende tone, man normalt får smidt i hovedet, når man har travlt i supermarkedet.
Jeg så over på ham. En mand på omkring 55, mørk frakke, helt almindeligt ansigt, var egentlig ikke noget specielt ved ham udover smilet. Det var varmt, ægte ikke sådan et påtaget service-smil.
Vi fik os en snak udenfor, da vi begge var færdige med indkøbene. Det viste sig, vi nærmest var naboer jeg boede i Brønshøj, han i Husum. Han havde været enkemand i tre år, jeg havde været skilt i otte.
En uge senere inviterede han mig på kunstudstilling.
Da jeg fortalte min veninde Birgitte om Morten, kom spørgsmålet lige med det samme:
Har han så sin egen lejlighed?
Birgitte er meget jordnær, hun ser altid det praktiske først.
Det havde han faktisk. Og bil. Og fast job, noget med byggeri det interesserede mig egentlig ikke så meget. Det, der betød noget for mig, var, at han kunne lytte. Sådan for alvor, ikke bare lade som om.
Han lagde mærke til små ting.
En dag nævnte jeg, at jeg bedst kan lide kirsebærtærte ikke æble. Af en eller anden grund har jeg det sådan; æbletærte virker trist, men kirsebær er noget helt andet. Det sagde jeg bare sådan i forbifarten.
Næste gang vi skulle ses, havde Morten købt en kirsebærtærte fra det bageri på Godthåbsvej, som jeg havde nævnt i én sætning.
Det var det, der for alvor rørte mig. Sådan nogle detaljer de er det, man falder for.
I maj spurgte han, om vi ikke skulle flytte sammen.
Vi havde kun kendt hinanden i to måneder. Jeg kunne nærmest ikke engang vurdere, om jeg synes om hans duft.
Line, vi er jo ikke tyve længere, sagde han tørt. Hvorfor trække tiden ud?
Og ja, det var svært at argumentere imod. Jeg sagde bare okay, men tænkte på vejen hjem, at to måneder egentlig er ret hurtigt.
Men senere ringede jeg og sagde:
Lad os prøve.
Han flyttede ind hos mig. Hans lejlighed blev lånt ud til en fætter på det tidspunkt, så det var bare lettere. Jeg gad ikke gøre et stort nummer ud af det min treværelsers var stor nok.
De første uger var næsten for gode til at være sandt. Om søndagen lavede han mad, og han gjorde det med sådan en ro og nysgerrighed. Han kunne bruge timer i køkkenet uden nogensinde at brokke sig.
Hans biksemad var faktisk bedre end min, det indrømmer jeg gerne.
Efter et par uger begyndte småtingene at dukke op.
Først ringede hans søn, Kasper, ved titiden en aften. Morten gik ud i køkkenet for at tale og var væk næsten en halv time. Da han kom tilbage, spurgte han, om han kunne låne et par tusind kroner Kasper havde åbenbart problemer med bilen.
Det var ikke et stort beløb, så jeg sagde intet.
Næste uge var det igen Kasper, ny grund, nye penge.
Jeg begyndte bare at notere det inde i hovedet.
Min datter, Freja, bor i Roskilde. Hun kommer cirka en gang om måneden med mit barnebarn, Malthe. Han er seks og kalder mig “mormor Line”. Han kræver altid pandekager, “med huller”, ellers nægter han at spise dem.
Første gang de kom, efter Morten var flyttet ind, var han hjemme.
Malthe kravlede straks op i sofaen ved siden af Morten og begyndte at vise ham sin lille brandbil.
Morten kiggede på ham mærkeligt. Ikke fjendtligt, ikke ligegyldigt, nærmest som om Malthe var et møbel, eller noget der bare var i rummet et øjeblik.
Freja hviskede senere ude i køkkenet:
Mor, er han overhovedet til børn?
Han er ikke vant til dem, tror jeg, svarede jeg.
Freja sagde bare “okay”. Hun er så sød, min pige.
Så i juli blev Malthe syg. Helt almindelig forkølelse med feber. Freja var næsten panisk, hun lå selv med snot og feber, og hendes mand var i Norge på arbejde.
Mor, kan du komme? spurgte hun over telefonen.
Jeg var ude af døren på 15 minutter, selvom Morten og jeg egentlig havde planlagt date på en hyggelig restaurant på Gammel Kongevej.
Freja har brug for hjælp. Malthe er syg. Jeg tager til Roskilde, sagde jeg til Morten.
Han så undrende på mig, ikke vredt, bare overrasket:
Er der virkelig ingen andre, der kan tage over?
Nej.
De må ringe efter lægen, det går nok.
Men jeg havde allerede pakket tasken.
Jeg har altså bestilt bord, sagde han monotont.
Så må du afbestille, eller tage afsted selv, svarede jeg stille.
Jeg blev hos Freja tre dage. Malthe fik det gradvist bedre, og til sidst rendte han igen rundt og plaprede løs om sine børnehavehistorier, mens jeg lavede hans elskede kompot han kalder det “brunt te”, spørger mig ikke hvorfor.
I hele den tid skrev Morten kun én gang: “Hvordan går det?”
Jeg svarede bare kort: “Godt, han får det bedre.”
Der kom ikke flere beskeder.
Da jeg kom hjem igen, sad Morten i stuen som om intet var hændt. Han spurgte pænt til Malthe og sagde ikke mere.
Da vi sad over te om aftenen sagde han:
Line, jeg ved jo, Malthe betyder meget for dig. Men vi skal også passe på vores egen tid sammen. Vi er jo kun lige begyndt.
Jeg tænkte: Skulle jeg ikke tage derud, hvis mit barnebarn var syg? Skulle jeg have sagt nej?
Jeg sagde ikke noget. Jeg begyndte bare at lægge mærke til alt det, han ikke gjorde.
Han tilbød aldrig at køre ud og hjælpe, hverken med Freja eller når min mor, der er 82, havde brug for hjælp.
Men da Kasper ringede uanset tidspunkt på døgnet greb Morten straks bilnøglerne og var ude ad døren.
Det handler ikke om jalousi. Jeg forstår jo godt, det er hans søn.
Men jeg kom i tanke om vores tidlige samtaler, når vi talte om ensomhed og savnet efter hans kone. Han fortalte, han ønskede bare nogen “ved siden af sig”. Jeg troede, han mente et fællesskab. Men det gik op for mig, han mente nogen ved siden af ham for ham.
I august tog jeg det op.
Morten, jeg vil bare vide én ting. Er Freja fuldstændigt fremmed for dig?
Han så overrasket op:
Nej da, hun er sød. Har ikke noget imod hende.
Og Malthe?
Et barn er et barn.
Da han var syg, sagde du “Er der ingen andre?” Det var første gang, jeg tænkte, vi måske har forskellige opfattelser af, hvad familie betyder.
Morten sukkede og stillede koppen.
Line, jeg behøver ikke tage ansvar det er jo din familie. De må gerne komme. Men det er ikke min. Vi har trods alt kun været sammen i fire måneder.
Og Kasper? spurgte jeg.
Han er min søn.
Klart. Det forstår jeg.
Jeg rejste mig, vaskede min kop, satte den i stativet.
Morten, jeg tror, jeg forstod forkert fra starten. Da du sagde, du ønskede nogen ved dig, troede jeg, du mente os men du mente dig.
Han kommenterede ikke.
Jeg gik i seng alene. Han kom ikke efter.
To uger efter pakkede han sine ting og flyttede uden drama. Han tog endda sin kop med blå hjorte på.
Inden han gik, sagde han:
Du er en dejlig kvinde, Line. Vi ser bare livet forskelligt.
Jeg var enig.
Birgitte spurgte senere:
Fortryder du?
Jeg tænkte mig lidt om.
Hvad helt præcist?
At I flyttede sammen så hurtigt?
Nej. Hellere finde ud af tingene på fire måneder end på fire år.
Birgitte nikkede. Hun er jo realist.
I sidste uge var Malthe her igen. Han sad på køkkenet, spiste mine “pandekager med huller” og fortalte i ét væk om en skildpadde i børnehaven. Jeg forstod ikke halvdelen af hans historie, den var SÅ kringlet.
Jeg sad bare og lyttede og tænkte: Det er det her, det betyder at have nogen tæt på for alvor tæt på.
