**Solen efter regnen…**
“Lise, kom lige ind. Min mand har været i kælderen og har samlet nogle kartofler til dig.”
Lise drejede ind mod naboens gårdsplads.
“Åh, tak, tante Mette. Jeg giver dem selvfølgelig tilbage.”
“Hvad skal du give tilbage? Åh, du gode gud. ‘Tilbage’… Du skulle have tænkt dig om, før du fik børn. Lasse var aldrig en ordentlig mand.”
Lise slugte de sårende ord, for hun vidste, der var en uge til lønningsdag, og man kan ikke leve af mælk alene. Hun kunne klare det, men derhjemme ventede tre små børn. Lasse, som naboens nævnte, var hendes mand nu tidligere mand, for sidste år havde han opdaget, at staten ikke bare gav en bil eller lejlighed til folk med tre børn. Han pakkede hurtigt sine ting og sagde, at han ikke gad leve i sådan fattigdom. Lise stod lige og vaskede op og tabte endda en tallerken.
“Lasse, hvad siger du? Du er en mand. Få dig et ordentligt arbejde, hvor de betaler godt, så er der ingen fattigdom. Det her er dine børn. Du sagde altid, du ville have flere børn.”
“Jeg ville, men jeg vidste ikke, at staten var så ligeglad med store familier. Jeg gider ikke arbejde for ingenting,” svarede Lasse.
Lise lod armene falde.
“Lasse, hvad med os? Hvordan skal jeg klare det alene?”
“Jeg ved det ikke, Lise. Hvorfor insisterede du ikke på, at én barn var nok? Du er kvinden, du burde have vidst, det kunne ske sådan.”
Lise nåede ikke at svare, før Lasse stormede ud ad døren og næsten løb hen mod busstoppestedet. Tårerne trængte frem, men så så hun tre par øjne stirre på sig. Magnus var den ældste, han skulle i skole i år. Oliver var fem, og deres lille stjerne, Freja, var to. Lise sugede luft ind, smilede.
“Hvem har lyst til pandekager?”
Børnene hylede af glæde, men om aftenen spurgte Magnus:
“Mor, kommer far nogensinde tilbage?”
Lise prøvede at finde på noget at sige, men svarede bare:
“Nej, skat…”
Magnus snøftede lidt, men sagde så:
“Jamen, så må vi klare det uden ham. Jeg hjælper dig.”
Når Lise kom hjem fra malkningen om aftenen, vidste hun, at de små var mætte og puttet. Og hun undrede sig over, hvor hurtigt hendes søn var blevet voksen.
***
Efter at have takket for kartoflerne gik hun hjem. “Gud, hvornår bliver det varmt? Det er en mærkelig vinter i år.” Kartoflerne ville have været nok, men en dag blev det så koldt, at selv kælderkartoflerne hos mange frøs. Selvfølgelig havde landsbyboerne ondt af dem. Folk på landet er søde, men de mindede hende altid om, hvor dum hun var. Men hvad så? Lige nu forstod hun ikke, hvordan hun skulle have været foruden nogen af børnene. Selvom det var hårdt, klarede de den. Hun ønskede nyt tøj og legetøj, men børnene bad ikke om det. De vidste, mor ville købe det, når hun kunne. I år havde hun og Magnus planlagt et stort drivhus af plastik for nu, men de havde regnet ud, hvor mange glas agurker og tomater de kunne lave til vinteren. Lise skiftede spanden til den anden hånd og så pludselig en flok mennesker. For en landsby, især på denne tid, var tre mennesker en flok. Lise gik nærmere, for de stod ved hendes stakit. Allerede på afstand hørte hun:
“Stor fyr, helt sikkert en jagthund.”
“Et vildsvin har nok flået ham. Han skal nok dø.”
Lise kiggede, hvor folk så hen, og gispede. “Hvorfor står I bare der? Han har brug for hjælp!”
Folk vendte sig mod hende. Naboen sagde:
“Åh, Lise, kom nu. Se hans hjørnetænder hvem tør røre ham? Og han kan alligevel ikke reddes.”
“Hvordan kan han ikke reddes? Han er kommet til mennesker for hjælp!”
På sneen lå en hund måske en jagthund, måske ikke. Lise kendte ikke forskel, men hun kunne se, at siden på ham var alvorligt skadet. Hunden var kæmpestor, men Lise var slet ikke bange. Hun så smerten i dyrets øjne! Folk lo og gik snart deres vej. Ingen gad problemer.
Lise strøg forsigtigt mellem hundens ører.
“Hold ud, bare lidt. Jeg henter et tæppe, og så skal vi se at komme hjem.”
Bag hende hørte hun raslen.
“Mor, jeg har tæppet. Og vi kan bruge døren fra det gamle køleskab som båre.”
Lise vendte sig hurtigt Magnus stod der med tårer i øjnene. Hunden bed tæppet sammen og gav en lille klynkelyd fra sig. Han blev stille, mens Lise renskede såret. Hvis hunde kan besvime, så skete det lige nu. De små så på fra sofaen med store øjne.
“Mor, overlever han?”
Magnus kærtegnede hundens hoved, der endelig åbnede slørede øjne.
“Han skal nok overleve, for vi passer på ham.”
Næste dag, da Lise kom på gården, omringede malkepigerne hende.
“Lise, hvad har du i hovedet? Hvorfor tage en stor, fremmed hund med hjem til børn?”
“Præcis. Som om hun ikke har nok med syv på nakken, der ikke har mad nok. Og hvad er meningen? Han dør alligevel, og hvis ikke, bider han nogen ihjel.”
Lise hævede endda stemmen:
“Har I ikke jeres egne problemer? I graver bare i mine. Tina, Katrine sagde i går, hun ville rive håret af dig, fordi du fortalte om hendes mands besøg i din have. Og Hanne, du burde nok se til din egen stald, før du roder i min. Din Nikolaj drak øl bag butikken igen og han er kun 14.”
Kvinderne tav med det samme, tog endda et skridt tilbage, for Lise havde aldrig talt sådan før. Hun gik videre til arbejdet. “Jeg må ikke glemme mælken. Måske vil Thor drikke lidt.” Thor var navnet, Magnus havde givet hunden. Han forlod ham ikke. Vand, rettede på hovedet, lagde en gammel støvle under for at gøre det mere behageligt.
Om aftenen drak Thor lidt mælk.
“Sådan, du klarer den…”
Hunden klarede den faktisk. Lise lavede mad til ham, ligesom til børnene. Hun undveg selv, men fodrede hunden. Tre uger senere vankede han svagt rundt i huset. Børnene kælede for ham, men turde ikke klemme for hårdt endnu. Thor fandt sin plads på et tæppe ved Magnus’ seng. Lise vidste godt, at landsbyen stadig sladrede, men hun ignorerede det.
