Snestormen var uhyrlig. Vejene var helt tilstøvede – ingen kunne komme igennem, hverken til fods eller i bil. Opgangsdøren ville ikke åbne, fuldstændig begravet under tre meter sne, og selv at grave sig ud var umuligt. Byen var jo trods alt ikke nordpå, og husene var ikke bygget til den slags naturkræfter. Kort sagt en katastrofe, ingen tvivl om det.
Og denne nat døde Estrids far.
Et slagtilfælde. Ingen ambulance, ingen redningsfolk til at hjælpe. Kun hende, en ung neurolog, og en lille hjemmebaseret forsyning af medicin og udstyr.
Faren faldt om på køkkenet, mens han satte vand over. Estrid så det ikke ske, men at genkende et slagtilfælde var noget enhver førsteårsstuderende kunne. For hende var det ikke svært at se apopleksien og forstå, at uden hospital ville han ikke overleve til morgen.
Estrid ringede til alle, hun kunne komme i tanke om, selv politiet. Svaret var det samme: »Din anmodning er registreret. Så snart det er muligt, vil vores medarbejdere komme.«
Ingen ville komme til hjælp, det var klart. Men hun kunne ikke tilgive sig selv, hvis hun ikke prøvede alt. Hun slæbte sin far tungt og besværligt i seng, mens han kun mumlede, fuldstændig lammet. Antikoagulerende medicin var udelukket. Så aspirin, derefter prednisolon intravenøst mod hjerneødem. Hun målte blodtrykket: lavt. Så ingen biseptol.
Nu var der kun ventetid. Estrid handlede som en maskine. Efter manualen, efter lærebogen. Ingen følelser, kun en indre tomhed.
Og så, som om det ikke var nok, gik strømmen. Lejligheden blev mørk og på en måde small. Som om møblerne var svulmet op halvanden gang, og luften var blevet tyk som sirup, mens lyde blev skarpe og høje. Faren åndede. Højt, men jævnt. Ingen stønnen – det var i det mindste godt. Og Estrid selv føltes som om hun slet ikke trak vejret.
»Bare det snart blev morgen,« hviskede hun. Bare for at høre sin egen stemme; for at forsikre sig om, at hun stadig var i live.
Og lige i det øjeblik bankede det højt på døren.
Estrid blev både bange og lettet på samme tid. Hjælpen var kommet – hvem ellers ville banke på nu? Hun styrtede hen til døren, stødte ind i alle hjørner på vejen. Fandt låsen, åbnede. Et blendende hvidt lyskærv ramte hende.
»Hej,« sagde en mandsstemme fra den anden side af det blændende lys, på en ubehagelig velkendt måde.
Det var bare naboen. En irriterende fyr ved navn Mikkel, der led af en umådelig barnlighed. Hun kunne ikke udstå ham. En mand på fyrre, der opførte sig som en femtenårig dreng, der lige var sluppet fri fra forældrenes opsyn. Han var en skør type, der kunne gå rundt håret og ubarberet i et halvt år som en rigtig vildmand, og så pludselig barbere sig som en punker og farve håret giftigt grønt. Han kunne slås med politiet, begå hundrede tossetheder. Han behøvede ikke arbejde. Og alligevel – han levede.
For hende, der havde brugt barndommen og ungdommen på at studere og tegne indvolde, knogler og kranier, var hans livsfilosofi en fornærmelse. Sådan nogle som ham burde ikke eksistere i et normalt samfund.
Estrid ville smække døren i hans ansigt, men Mikkel skubbede hensynsløst sin fod ind over dørtrinet. Det var ren frækhed og en grænsende kriminel handling.
»Er alt okay?« spurgte han.
»Træk din fod tilbage,« sagde hun skarpt.
Hun var bange for ham, og hver gang de på nogen måde havde kontakt, veg hun instinktivt tilbage.
»Okay,« han trak faktisk foden tilbage og sænkede lommelygten. »Jeg tænkte bare, om du måske havde brug for hjælp.«
»Ikke fra dig.«
»Så du har altså brug for hjælp,« udviste Mikkel skarpsindighed. »Har du vand? Har du noget vand?«
»For Guds skyld, der er da vand i kanden! Hvis ikke, så tager jeg da bare fra hanen!« Hun blev harm og forsøgte igen at smække døren.
Hvor frækt! Men denne gang skubbede Mikkel ikke foden ind. I stedet stillede han en femliters dunk vand på dørtrinet. Så forsvandt han ind i sin lejlighed. Den lige på den anden side af væggen. Væggen, der ikke beskyttede mod hans fuldeskrig, elendige guitarspil og talentløse eksperimenter med mundharmonika.
»Utåleligt fjols,« mumlede Estrid.
Men så tænkte hun sig om. Og listede ud i køkkenet. Og ja – hanerne hylede i kor af tomme rør. Femliterdunken stod der stadig, på grænsen mellem hendes lejlighed og den udenforverden.
Og så kom Mikkel tilbage med en pakke batterier og en lommelygte. Noget hun, lægen, slet ikke havde tænkt på. Og alligevel burde det være hende, der reddede alle, i det mindste i opgangen.
»Jeg har lyst til at sende dig ad helvede til,« indrømmede Estrid, da Mikkel rakte hende den opladede lommelygte.
»Gør du bare det,« trak Mikkel på skuldrene. »Bare sig mig – hvordan har din far det?«
»Har du drukket med ham eller hvad? Hvad rager det dig?«
»Nej, det har jeg ikke. Men hvordan har han det?« spurgte Mikkel direkte og bestemt.
»Slagtilfælde…« undslap det Estrid. »Jeg har brug for en ambulance…«
Mikkel drejede hurtigt om på hælen af sine slidte sandaler og forsvandt bag sin medtagne dør. Estrid stod alene. Med sin døende far. Med en femliters dunk vand og en lommelygte.
»Han er et fjols, far. Virkelig, et fjols. En gårdbums – du har selv jaget dem i hobetal…«
Lommelygten var forresten en sand velsignelse. Hun kunne måle farens blodtryk, finde en flaske glucose i sine forsyninger og sætte en dråbe op. Forsøgte at sætte vand over – det virkede ikke! Selv gassen var gået i stå!
Hun havde lyst til at græde. Hun, en uddannet neurolog, kunne ikke redde den eneste person, hun holdt af. Og alt sammen fordi der var faldet for meget sne på en gang? Hvad var meningen så med alle de års studie, praktik? Hun havde aldrig følt sig så hjælpeløs før.
Og så dukkede Mikkel op igen.
»Du har det tydeligvis skidt lige nu, Estrid. Jeg kan mærke ulykken, tro mig,« han var iført noget meget pelsHan stod der med en snedækket hue trukket langt ned over ørerne og en foldestol i hånden, som om han lige var kommet hjem fra en ekspedition til Grønland, og pludselig virkede hele den umulige situation – sneen, mørket, farens tilstand – mindre håbløs, fordi denne usandsynlige mand var der, og det var nok.
