Vores ægteskab med Mads varede seks år, og fra starten boede vi i min lejlighed. For nogle år siden arvede jeg en etværelses fra min bedstemor, hvilket jeg var evigt taknemmelig for. Med tiden købte Mads og jeg en større bolig, og så spurgte hans forældre, der boede på landet uden midler til at flytte, om de måtte overtage min gamle lejlighed. Jeg havde ondt af dem og sagde ja – de havde jo altid været søde mod mig.
For nylig fandt jeg ud af, at Mads havde være mig utro hele tiden. Han havde listet sig godt afsted med sine eventyr, så jeg anede intet. Men dét, der virkelig drillede mig: Hvad skulle jeg gøre ved hans forældre? De havde boet i min lejlighed i flere år og oplyst kun at betale for vand og varme. Jeg ønskede passiv indkomst fra udlejning, men svigerforældrene havde ikke råd til Københavns lejepriser. De måtte enten vende tilbage til deres hus i Udbyneder eller finde ekstra arbejde til en lejebolig.
De vidste godt, at deres søn havde svigtet mig, men sagde ikke en lyd. Selvfølgelig er de ikke ansvarlige for en voksen søns handlinger, men hvis Mads’ følelser for mig var kølnet, hvorfor sagde han det ikke, før han gik i gang med en anden? Til sidst besluttede jeg at ramme ham, hvor det gjorde ondt: Jeg bad hans forældre om at flytte. Jeg forklarede, at jeg ikke kunne lade dem bo gratis længere. Det gjorde dem selvfølgelig triste, men jeg så ingen anden udvej.
Jeg håbede, at udsmidningen ville få Mads til at indse alvoren. Hans forældre blev chokerede og nævnte, at de havde solgt deres hus på landet for at slå sig ned i byen – og nu stod de uden tag over hovedet. Men det rørte mig ikke synderligt. De kunne jo althenge bede Mads’ nye kærste om hjælp. Nu leder jeg efter lejere til en solid månedlig indtægt.
Vennerne var delt: Nogle syntes, det var retfærdigt, mens andre mente, jeg skulle vise medfølelse og give dem tid til at finde noget nyt. Men jeg besluttede, at ingen længere skulle udnytte min godmodighed. Fire år boede de hos mig uden at betale en krone i leje – kun faste udgifter.
Jeg forstår simpelthen ikke, hvordan Mads kunne finde på det. Alt var jo godt mellem os uden nævneværdige skænderier. Måske blev han bare træt af mig og søgte lidt sjov et andet sted. Det stikker lidt, at han ikke satte pris på min support, rene hjem og hjemmelavede frikadeller. Jeg åbnede døren for ham og hans familie – og fik forræderi til gengæld.
Jeg sagde til Mads, at jeg ville skilles. Han undskyldte og tiggede om tilgivelse, men jeg holdt fast: Utroskab er en dealbreaker. Hvis han gjorde det én gang, ville han gøre det igen. Jeg bad ham om at pakke sine ting med det samme, mens svigerforældrene fik en frist til at finde noget nyt – lejerne ventede allerede. De kunne takke deres søn for den behandling!
Nogen gange føles det hårdt, men jeg ved, man ikke kan lade andre udnytte sin gode vilje. Folk har behandlet mig uretfærdigt og fortjener denne reaktion. I denne verden går intet ustraffet hen.
