Smid ham ud på gaden. Hun fandt naboens huskat begravet i sneen, men ejerinden nægtede at redde ham.
Birgitte havde altid været lidt skeptisk over for naboens kat. Ikke fordi hun hadede katte slet ikke men denne her store, stribede frækkert havde en dag virkelig fået hende op i det røde felt.
Det her er historien om, hvor vigtigt det er at bevare sin medmenneskelighed uanset omstændighederne.
Den sommer begyndte naboens kat, Mikkel, at bruge Birgittes små højbede som toilet. Birgitte så ham tit: Han gravede målbevidst i jorden, som om han var på jagt efter vikingeskatte. Birgitte råbte vredt efter ham, men han stirrede bare iskoldt på hende, inden han spænede væk. Hendes sommerhus var ikke stort, men solidt det havde hun arvet efter sin mormor, og det lå i yderkanten af Roskilde, så tæt på byen at hun hurtigt kunne tage toget hjem.
Bare man gik ti minutter ned ad vejen, føltes det som ren landsbyidyl. Men ved busstoppet kunne man se storbyen. Da mormor levede, elskede Birgitte at komme derhen. Også efter hendes død blev Birgitte ved med at tilbringe weekenderne der: Hun inviterede veninder på besøg, fyrede op i saunaen, grillede pølser og samlede bær. I skoven i udkanten af landsbyen kunne man let samle svampe til aftensmaden. Stilheden og naturen gav plads til at slappe af. Hendes kusine, datter af morbror Lars, boede også i byen. Kusinen Hedvig havde hun leget med, siden de var børn. Altid eventyr i haven og ved åen de kedede sig aldrig.
Birgitte såede radiser og krydderurter på et par små stykker jord og forærede resten af haven til purløg. Det var lilleput, men det var hendes eget. Netop det lille paradis blev skamløst invaderet af Mikkel, naboens kat. Birgitte klagede til hans ejer, fru Gerda. Hun trak på skuldrene og fnøs: Hvad skal jeg gøre? Jeg kan da ikke stå og passe på ham dagen lang. Kast en pind efter ham, hvis han driller dig!
Det barske svar var let at gennemskue: Katten Mikkel havde været Gerdas afdøde ægtemands. Selv havde hun altid sagt: Jeg kan ikke fordrage katte! hun var vaskeægte hundemenneske. Men efter manden døde, sad hun tilbage med katten.
Mikkel klarede sig bedst selv. Han fangede mus med bravur, og nogen påstod endda, han nappede fisk i den lille å. Han havde bare brug for et tag og en varm brændeovn, når vinteren trak ind over Hovedlandet.
Efterhånden blev det til en sand kamp mellem Birgitte og Mikkel. Hun prøvede at snakke med ham, lokkede med resterne fra byen, endda lidt pølse, men Mikkel værdigede hende kun et skeptisk blik. Han kom ikke i nærheden af hende.
En dag overfusede hun ham med iskoldt vand fra haveslangen. En anden dag kom hun ud med en dommerfløjte, og jagtede ham mellem bedene, hvinende som til en fodboldkamp. Til sidst væltede hun grinende om i græsset, mens han, efter at have sprunget over plankeværket, skævede over skulderen med et blik der sagde: Det her var ikke aftalen det var under bæltestedet! Så forsvandt han under hasselbuskene.
Fru Gerda fulgte muntert med fra sin side af hegnet. Og det var ikke så mærkeligt, for hendes drøm var gået i opfyldelse: Hendes datter havde efterladt sin lille toyterrier, Bella, i sommerhuset, og nu var Gerda endelig blevet hundemenneske helt ind til benet. Birgitte løste katteproblemet ved at skaffe tre sække træspåner og fordele dem i et hjørne af haven, hvor brændenælderne voksede vildt.
Mikkel tog straks det nye toilet til sig, og Birgitte åndede lettet op. Men hun begyndte at lægge mærke til, at han lurede på hende fra buskene, taget, eller små sprækker i hækken. En aften, da hun gik ud for at hente brænde, blev hun forskrækket af to lysende øjne i mørket. Hendes skrig kunne sikkert høres i hele landsbyen. Mikkel holdt hun på afstand; man vidste aldrig hvor han dukkede op.
Birgitte nøjedes med at bo i sommerhuset over sommeren. Efter ferien startede universitetet igen, og hun kom der mest i weekenden.
En kold morgen, da hun åbnede havedøren, fik hun øje på en sneklædt skygge på trappen. Det var Mikkel. Den store huskat sad, dækket af sne, med rimfrost på knurhårene. Han sad bare, sammensunken, uden at løfte halen da hun strøg sneen af ham. Birgitte så på ham: Han prøvede at åbne munden og mjave, men der kom intet. Ikke engang en lille sky af damp.
Birgitte greb ham og bar ham ind. Hun pakkede ham ind i et tæppe, smeltede frosten af hans hovedpels med et varmt håndklæde. Han gjorde ingen modstand alle kræfter var væk. Hun lagde varmeflasker omkring ham og fór hen til fru Gerda.
Men Gerda vrissede: Han bor i skuret nu. Han tissede på alt i huset, det bæst! Han krydser ikke min dørtrin mere! Det viste sig, at efter at Bella var flyttet ind, havde Mikkel angrebet hunden og begyndt at markere hele hjemmet. For at få ro, havde Gerda smidt ham ud i skuret.
Mikkel klarede sommeren, men vinteren i et uisoleret skur var hård og lang. Birgitte forsøgte at tale Gerda til fornuft: Katten havde da engang jagtet mus for dem! Men svaret lød: Jeg har hældt tørfoder op i en skål. Han må tage vand fra sneen! Han sulter ikke ihjel smid ham bare ud!
På vej tilbage forstod hun pludselig: Katten var kommet til hende for at blive reddet. Han havde mistet håbet hjemme, og var søgt hen til hende, som han havde udkæmpet en sommerdyst med.
Birgitte ringede nu flittigt rundt havde nogen mon plads til en kat? Ingen havde. Kusinen Hedvig tilbød at lade ham bo i stalden, hvor der var varmere end udenfor, men ikke i huset de havde allerede to katte.
Imens, da varmen vendte tilbage i kroppen, listede Mikkel sig op af tæppet, gik hen over gulvet, strøg sin pote let mod Birgittes fod og satte sig foran hende. Han kiggede hende lige i øjnene, som om han vidste, at det var nu hans skæbne blev afgjort. Hun sukkede og ringede til sin mor. Hendes mor havde altid været imod dyr i lejligheden, men mindet om hvor hjælpsom afdøde onkel Lars havde været, blødte hendes hjerte. Hun kom i tanke om den gamle mand, der altid fiskede og lod katten følge med næsten som en trofast hund. Hun måtte fælde en tåre for den gamle kat, der nu ikke havde andre.
Sådan blev beslutningen truffet.
Birgitte købte et plastikkurv i Brugsen, lagde et blødt tæppe i og satte Mikkel varsomt ned. Hun tog toget til København, med katten under armen. For Mikkel begyndte nu et nyt liv.
